6 dage
Varighed
Let
Sværhedsgrad
Danmark
Sted
april-oktober
Rejseperiode

Gå over Den Genfundne Bro, der er blevet gravet frem efter 40 års glemsel.

Oplev det smukke hede- og plantagelandskab mellem Bryrup og Vrads.

Tag kikkerten med og nyd det rige fugleliv flere steder langs ruten.

Se veteranbanen mellem Bryrup og Vrads og snup en forfriskning på Restaurant Vrads Station.

Gå på sightseeing i middelalderbyen Horsens og i Søhøjlandets hovedstad Silkeborg.


Vandring på Bryrupbanestien: selvguidet vandretur fra Horsens til Silkeborg

Bryrupbanestien er en nedlagt jernbane mellem Horsens og Silkeborg, der i dag fører vandrere, cyklister og ryttere gennem frodige ådale, åbne herregårdslandskaber, lyngklædte hedeområder, gamle bøgeskove og det bakkede midtjyske søhøjland. Med asfaltbelægning i stiens ene side kan cykler, kørestole, klapvogne og rulleskøjter nemt komme frem, mens en grusbelægning i stiens anden side især er for vandrere og ryttere.

Den oprindelige jernbane blev anlagt i flere etaper fra slutningen af 1800-tallet og blev nedlagt i 1968, hvorefter den blev til den offentlige natursti, vi kender i dag. Din tur starter i den gamle middelalderby Horsens, der bl.a. byder på Danmarks bredeste strøg og et fængselsmuseum. Herfra følger du den gamle jernbane hele vejen til Søhøjlandets hovedstad Silkeborg. Undervejs er der bl.a. mulighed for at få bid på krogen ved Lundum Lystfiskersø, se Den Genfundne Bro, der i 1899, hvor den blev bygget, var Nordens højeste bro og besøge det omfattende Midtjyllands Kunstcenter.

Hvis du er interesseret i fugle, så tag endelig kikkerten med, da du passerer flere områder med rigt fugleliv som f.eks. Vestbirksøerne og Tømmerby Mose. Og hvis du vandrer ruten, mens der er sæson for æbler og blommer, er der gode muligheder for at plukke et godt supplement til madpakken. De mange frugttræer langs ruten stammer fra skrog og sten, som togpassagerer i sin tid har smidt ud ad vinduerne.

En 5 km lang strækning fungerer stadig som jernbane med veterantog i sommerhalvåret. Turen går fra Bryrup til Vrads, og er en meget smuk lille togtur, der bl.a. passerer Kvindsø, Kulsø og Snabe Igelsø. På denne strækning er vandrestien ført gennem den gamle Velling Skov, og du kan således selv vælge, om du vil vandre den smukke strækning eller tage veterantoget (50 kr. pr. person). Ved stationen i Vrads ligger den hyggelige restaurant Vrads Station, hvor du kan stoppe og få en forfriskning.

6 DAGE / 5 NÆTTER Fra 4.499 kr. pr. person i delt dobbeltværelse.

*Solotillæg for enkeltrejsende: 3.500 kr.

INDKVARTERING

På denne tur kommer du til at overnatte på tre rigtig gode hoteller og to hyggelige B&Bs. Hotellerne er med en suite-faciliteter, mens de to B&Bs er med fælles badeværelse på gangen.

Det er muligt at booke ekstra overnatninger på alle stederne.

REJSEPERIODE 1. april til 31. oktober
INKLUDERET
5 overnatninger på hoteller og B&Bs
5 x morgenmad
Bagagetransport
Kort og detaljeret rutebeskrivelse
GPS tracks
Daglig telefonassistance fra 9-19 (også i weekenden)
IKKE INKLUDERET
Rejseforsikring
Transport til Horsens og fra Silkeborg
Billet til Veteranbanen Bryrup-Vrads
Frokost og aftensmad
Personlige udgifter (drikkevarer, snacks, drikkepenge etc.)
Alt andet, der ikke er nævnt under inkluderet
VALGFRI EKSTRAYDELSER
Ekstra overnatninger før, i løbet af eller efter vandreferien
Enkeltværelse(r)
1

Dag 1: Ankomst til Horsens

Din vandreferie starter i Horsens, hvor du indlogerer dig i gåafstand fra banegården og byens centrum. Tag dig tid til at udforske byen, som har meget at byde på. Det kan anbefales at tage en strøgtur på Danmarks bredeste gågade, hvor der er et væld af butikker og gode spisesteder. Det er også værd at besøge Industrimuseet, som er det eneste af sin slags i Danmark. Her berettes om den industrielle revolution med udstilling af gamle maskiner og fremvisning af forskellige typer miljøer fra århundredeskiftet til 1960’erne. Besøg evt. også byens gamle statsfængsel, der i dag fungerer som museum. Her kan du få et indtryk af livet som indsat og høre spændende beretninger om bl.a. flugtforsøg og kendte indsatte.

Overnatning: Horsens

2

Dag 2: Horsens til Østbirk

Distance: 18½ km | Opstigning: 149 m | Nedstigning: 90 m | Tid: ca. 5 t.

Bryrupbanestien starter ved Silkeborgvej og passerer på det første stykke Horsens Golfbane med fin udsigt over den smukt anlagte bane i Hansted Ådal. Horsens Fjord strakte sig for 6.000 år siden helt til Lund, men en senere landhævning trængte langsomt saltvandet tilbage til Horsens by, så Hansted Ådal i dag strækker sig fra Horsens Fjord i øst til Gudenådalen ved Nim i vest. Ådalen er rig på bopladser fra Jægerstenalderen.

Du passerer Lund og når frem til Lundumområdet med dambrugsdamme og Lundum Lystfiskersø, der ligger 200 m fra stien. Se om fiskerne har heldet med sig eller prøv selv lykken med lejet fiskeudstyr. Længere fremme ses til venstre Urup Herregård, der er søhelten Peder Skrams gamle herresæde opført i 1545.

Kort efter når du frem til dagens overnatningssted i Østbirk.

Overnatning: Østbirk

3

Dag 3: Østbirk til Brædstrup

Distance: 14 km | Opstigning: 104 m | Nedstigning: 58 m | Tid: ca. 3½ t.

Fra Østbirk fortsætter du i dag mod Vestbirk, og kort derefter fører stien over Den Genfundne Bro. Broen blev bygget i 1899 og var dengang den højeste bro i Nordeuropa med sine 15 m over Gudenåen. I 1929 var broen forældet i forhold til standardsporvidden, og man dækkede derfor det hele til med sand og lavede to rør, som Gudenåen kunne løbe igennem. I stedet for en bro var der nu en dæmning med en skjult bro indeni. I 2014 blev den gamle jernbanebro gravet fri og er i dag en af de store seværdigheder på egnen.

To kilometer nord for broen finder man Vestbirk Kraftværk fra 1924. Det blev ved hjælp af opstemning drevet med vandkraft fra Gudenåen. Opstemningen medførte en delvis oversvømmelse af to dale og skabte Vestbirksøerne, der i dag har et rigt fugleliv. Værket leverede i starten strøm til et område fra Juelsminde i øst til Nørre Snede i vest og fra Jelling i syd til Mossø i nord. Plancher fortæller om værkets historie, men det er i dag lukket for besøgende.

Du fortsætter gennem Gudenåens dale, der blev skabt i slutningen af istiden, hvor Gudenåen var en stor smeltevandsflod, og kommer gennem de gamle landsbyer Tønning og Træden. De ligger på hver sin side af stien og har hver sin gamle middelalderkirke. Til sidst når du frem til Brædstrup, som er dagens mål.

Overnatning: Brædstrup

4

Dag 4: Brædstrup til Bryrup

Distance: 16 km | Opstigning: 62 m | Nedstigning: 85 m | Tid: ca. 4 t.

Fra Brædstrup vandrer du videre mod Bryrup. Godt halvvejs når du til Vinding, der for få generationer siden var et alsidigt samfund med gårde, skole, butikker og mange håndværkere. Den lille kirke fra 1100-tallet oppe på en bakke udgør hjertet i landsbyen.

Lige før Bryrup kan du tage en lille afstikker til højre for stien på ca. 700 m op ad Bakkevej, hvor du finder Midtjyllands Kunstcenter. Det er Europas største kunstcenter med udstillingslokaler på ikke mindre end 1.350 m2 og kunstværker af 125 anerkendte kunstnere fra ind- og udland. Nyd et gratis glas vin, kaffe og en kage, mens du studerer værkerne.

Til slut når du til Bryrup, som ligger i Bryrupdalen, der rummer søerne Karlsø, Langsø, Kvindsø og Kulsø. Dalen er sandsynligvis opstået som følge af forkastninger dybt i undergrunden.

Overnatning: Bryrup

5

Dag 5: Bryrup til Silkeborg

Distance: 26½ km | Opstigning: 195 m | Nedstigning: 254 m | Tid: ca. 7 t.

Fra Bryrup fortsætter du din vandring gennem Velling Skov, hvor du følger cykelskiltningen. Denne del af stien løber parallelt med et 5 km bevaret stykke af den gamle jernbane. Ved nedlæggelsen af banen i 1968 besluttede man at bevare skinnerne fra Bryrup til Vrads, og her kører nu i løbet af sommeren et veterantog, der giver en god oplevelse af det naturskønne landskab og den gamle togdrift. For enden af veteranbanen kan man besøge den gamle Vrads Station, der i dag er indrettet som restaurant. Ruten gennem Velling Skov krydser flere gange veteranbanen, og du kommer forbi nogle af de gamle stationer, hvor du kan se hejsesignalerne, man brugte for at stoppe toget. Det er en meget smuk strækning med udsigt til søerne Kvindsø, Kulsø og Snabe Igelsø.

Fra Vrads Station vandrer du gennem Salten Ådal, der er den sydlige af de to store øst-vestgående dale i Søhøjlandet. Områdets mange kilder har tidligere givet liv til adskillige dambrug. Herfra vandrer du videre gennem Tømmerby Mose, der er en gammel tørvemose med et rigt fugleliv. Du passerer Them, krydser under Horsens-landevejen og strejfer et stykker af Sønderskoven, der går ned til Borre Sø ved Gudenåen.

Du fortsætter gennem Virklund, og 3 km efter forlader du Bryrupbanestien og går gennem et skovområde, der fører dig til dit hotel i Silkeborg. Her kan du f.eks. besøge Museum Jorn, AQUA eller Museum Silkeborg med Tollundmanden. Du kan også se verdens ældste kulfyrede hjuldamper Hjejlen sejle af sted på Gudenåen, og hvis du har tid, kan du jo tage en tur.

Der er mulighed for at forkorte dagens rute med bus til Silkeborg fra enten Them (16 km) eller Virklund (21 km).

6

Dag 6: Afgang fra Silkeborg

Din vandreferie langs Bryrupbanestien er ved vejs ende. Hvis du har tid og lyst, kan det anbefales at tilbringe en del af dagen i Silkeborg ved f.eks. at tage en tur med Hjejlen til Himmelbjerget og nyde en frokost på Aalekroen på vej tilbage. Du kan evt. tage en ekstra overnatning i Silkeborg.


Find vej til Horsens

Det er let at komme til Horsens med tog, og banegården ligger meget tæt på byens centrum. Planlæg din rute på www.rejseplanen.dk.

Find vej fra Silkeborg

Der ligger en togstation i Silkeborg, hvorfra du kan komme videre til din næste destination. Planlæg din rute på www.rejseplanen.dk.

Strøget i Horsens er Danmarks bredeste gågade.
Vandring fra Horsens til Østbirk
Vandring over Den Genfundne Bro.
Vandrere på Bryrupbanestien.
Køer uden for Vinding.
Skotske højlandskøer langs Bryrupbanestien.
Vandring langs Kvindsø.
De gamle jernbanespor langs Kvindsø.
Skaaningbro station med det særlige læskur, der er bygget som en løvklædt hytte. Hytten er bevaret og vedligeholdes.
Udsigt over Kulsø.
Kulsø.
Vandrere på Bryrupbanestien.
Veterantoget, der kører mellem Bryrup og Vrads.
Vrads Station fungerer i dag som restaurant med en lille butik ude foran, hvor der sælges snacks.
Gammelt skilt ved Vrads Station.
Vandring på Bryrupbanestien.
Lille sø ved Bryrupbanestien.
Silkeborg.
Museum Silkeborg. Her finder man det berømte moselig Tollundmanden.
Hjejlekiosken, Silkeborg.

Turanmeldelser

Der er ingen anmeldelser endnu.

Skriv en anmeldelse

Vurdering