5 dage
Varighed
Let-moderat
Sværhedsgrad
Italien
Sted
april-oktober
Rejseperiode

Bo i den smukke by Menaggio med en fantastisk udsigt over Comosøen.

Betragt det storslåede landskab, der har fortryllet kunstnere og rejsende i århundreder.

Nyd stilheden og de panoramiske udsyn på de smukke bjergstier højt over søen.

Udforsk den snoede søbred fyldt med gamle landsbyer og elegante villaer.

Gå ad den gamle romerske vej ‘Antica Strada Regina’ til Rezonnico.


Kort selvguidet vandreferie ved Comosøen med base i Menaggio

Den smukke gletsjersø, Comosøen, har været et populært feriemål siden romertiden, og den har fortryllet alle sine feriegæster lige siden. Det funklende blå vand omkranset af stejle bjerge med skovklædte tinder, der fortoner sig ud i den disede horisont, udgør en særlig skønhed, der gennem tiden ikke kun har tiltrukket turister, men også kunstnere og kendisser. Derfor ser man langs søens bredder mange overdådige villaer og prægtige haver, der tilfører området et strejf af jetset-glamour.

”Bakkerne, bjergene og skovene rundt om Comosøen gennemskæres af kilometervis af ældgamle muldyr- og gangstier, som har været betrådt af generationer af bønder, handelsfolk, smuglere og romerske legioner.” – The Telegraph

Stille bjergstier langt fra turistmasserne

Når du kommer lidt væk fra de velhavende turistområder, vil du opdage et væld af fremragende vandrestier, der går gennem både dale, bjerge og traditionelle landsbyer, der har bevaret deres unikke karakter. Gamle bjergstier, der har været benyttet af de lokale i århundreder, er blevet omdannet til markerede vandreruter, der byder på fantastiske udsigter over søen og de pastelfarvede landsbyer, der ligger langs bredderne. Et særligt højdepunkt er Antica Strada Regina, som er en gammel romersk vej, der forbinder Menaggio med Rezzonico.

De små byer langs søbredden er en fryd i sig selv med masser af charmerende butikker, hvor man kan købe lokale produkter. Madglade besøgende vil også nyde at udforske områdets særlige køkken, der byder på mange berømte retter, hvoraf flere selvfølgelig er baseret på friske fisk fra søen.

Menaggio udgør den perfekte base, hvis man vil udforske området omkring Comosøen til fods, med mulighed for både bjergvandring i Monti Lariani- og Ticino-bjergene samt afslappede gåture langs søbredden. Denne vandreferie byder på et udvalg af ruter af varierende længde og sværhedsgrad.

5 DAGE / 4 NÆTTER Fra 4.599 kr. pr. person i dobbeltværelse*

*Højsæsontillæg i sommerperioden
*Minimum 2 personer pr. booking

INDKVARTERING Fire overnatninger med morgenmad på det 3-stjernede Hotel Bellavista i Menaggio. Hotellet har en central beliggenhed med swimmingpool og veranda lige ud til søen, hvor morgenmaden serveres. Værelserne, der er med eget bad/toilet, er komfortable og rene, men nogle af møblerne er lidt forældede. Der er gratis wi-fi, og det er muligt at parkere ved hotellet.

Prisen på denne vandreferie er baseret på værelser med udsigt over søen. Det er muligt at bestille værelser med udsigt til vejen til en lavere pris. Send os en mail, hvis du er interesseret i dette.

Det er muligt at booke ekstra overnatninger på hotellet.

REJSEPERIODE 1. april til 30. september
INKLUDERET
4 overnatninger på Hotel Bellavista i Menaggio
4 x morgenmad
Dag 3: Transport til Cavargna
Kort og detaljeret rutebeskrivelse (på engelsk)
GPS tracks
Navigationsapp
24 timers telefonassistance
IKKE INKLUDERET
Fly
Rejseforsikring
Frokost og aftensmad
Transport til og fra Menaggio
Tog, busser og både
Lokale turistafgifter
Personlige udgifter (drikkevarer, snacks, drikkepenge etc.)
Alt andet, der ikke er nævnt under inkluderet
VALGFRI EKSTRAYDELSER
Printet kopi af turmaterialer sendt med posten (200 kr.)
Ekstra overnatninger
Enkeltværelse(r)
SVÆRHEDSGRAD Denne vandreferie har sværhedsgraden let til moderat. Du kan vælge mellem forskellige ruter af varierende længde og sværhedsgrad og på den måde tilpasse turen til dit niveau. Der er lette, moderate og krævende ruter at vælge imellem. Stierne er tydelige og godt afmærkede, men nogle sektioner er eksponerede og ujævne. Der er mange op- og nedstigninger, som er forventeligt i en bjergrig region, og vandrestave kan være rigtig nyttige. Det anbefales, at man er i rimelig form.Ruterne går ad bl.a. veltrådte skov- og brostensstier samt korte sektioner ad landlige småveje.

Denne tur er egnet for folk i alle aldre inkl. aktive børn (fra 8 år).

1

Dag 1: Ankomst til Menaggio

Menaggio ligger på Comosøens vestlige bred i en strategisk position mellem de to søer Como og Lugano. Når du har tjekket ind på dit hotel, har du resten af dagen til at udforske denne elegante og fredfyldte by. I løbet af de næste par dage vil du også få lejlighed til at benytte de små færger, der sejler rundt mellem de hyggelige byer på hver sin side af Comosøen. De smukke haver, der hører til Villa Carlotta i Tremezzo og Villa Melzi i Bellagio, er et must!

Overnatning i Menaggio.

2

Dag 2: Varenna til Dervio

Distance: 12½ km | Opstigning: 637 m | Nedstigning: 624 m | Tid: ca. 5 t.

Din første vandredag er en let rute langs søbredden. Efter morgenmaden tager du båden, som krydser søen, til Varenna, der er en af Comosøens smukkeste byer. Du følger den østlige side af søen og vandrer ad ’Sentiero del Viandante’ (’Vandringmandens sti’), der fører dig gennem gamle kulturlandskaber med traditionel arkitektur og fantastiske udsyn over søen og de omkringliggende bjerge.

Lige oven over Varenna kan det anbefales at tage en kort afstikker til slottet i Vezio. Det er omvejen værd! Tag til slut båden tilbage til Menaggio.

Overnatning i Menaggio.

3

Dag 3: Cavargna til Porlezza

Distance: 16½ km | Opstigning: 600 m | Nedstigning: 1.300 m | Tid: ca. 5 t.

Efter morgenmad får du et lift til bjerglandsbyen Cavargna, hvorfra en spektakulær opstigning bringer dig til San Lucio-kirken, der ligger lige på grænsen mellem Italien og Schweiz. Du passerer gennem den typiske bjerglandsby Monti, inden det går nedad til Molzano med enestående udsyn over både Comosøen og Luganosøen.

En fantastisk panoramisk sti leder dig 1.550 m nedad gennem skove og enge til Porlezza, der ligger i den nordøstlige ende af Luganosøen lige ved den schweiziske grænse. Denne sti med dens imponerende udsyn er et af områdets højdepunkter.

Fra Porlezza returnerer du til Menaggio med den lokale bus.

Overnatning i Menaggio.

4

Dag 4: Vælg mellem tre vandreruter

Denne dag kan du vælge mellem et udvalg af ruter, der går gennem bjergene Monti Lariani, som er de bjerge, der omgiver Comosøen.

Vandrerute A: Val Sanagra Naturreservat

Distance: 15½ km | Opstigning: 696 m | Nedstigning: 695 m | Tid: ca. 5 t.

En rundtur, der starter i Menaggio, bringer dig til Val Sanagra, som er et lidt uopdaget område rigt på historie og kulturarv. Når du har forladt Menaggio, passerer du villaerne i den fornemme lille by Loveno. Du følger herefter Sanagra-åen og krydser gamle stenbroer, idet du bevæger dig opad og ind i kløften, der bliver gradvist mere snæver. Du kommer forbi flere gamle møller, jernstøberier og landsbyer, hvor tiden ser ud til at have stået stille i flere århundreder. Når du når Monti Madri, bliver du belønnet med panoramiske udsyn over dalen og de skovklædte tinder bagved.

Vandrerute B: Opstigning til Monte Grona og Monte Bregagnino

Distance: 14 km | Opstigning: 1.000 m | Nedstigning: 1.000 m | Tid: ca. 6½ t.

Denne rute starter i Breglia, der er en lille landsby oven over Menaggio, som du kommer til med den lokale bus. Ruten passerer to af de mest bemærkelsesværdige tinder på den vestlige side af søen: Monte Grona og Monte Bregagnino. Fra toppen af Monte Grona (1.736 m) har du en af de bedste udsigter over Foralperne; herfra kan du se de tre søer Como, Lugano og Piano samt tinderne af Monte Bregagno, Legnone, Pizzo di Gino og Grigna. Inden du når Monte Grona, passerer du Rifugio Menaggio – en af de mest berømte bjerghytter i området – der ligger på en afsats, hvorfra man har en fabelagtig udsigt over den sydlige del af Comosøen.

Vandrerute C: Menaggio til Rezzonico via Antica Strada Regina

Distance: 9 km | Opstigning: 530 m | Nedstigning: 493 m | Tid: ca. 3 t.

Antica Strada Regina, der blev bygget i det romerske imperiums senere år langs Comosøens vestlige bred, var en vigtig forbindelsesvej, der forbandt Como med de alpine bjergpas. Vejen var i brug helt op til slutningen af 1700-tallet, hvor den nuværende vej langs søen blev bygget.

Du vandrer ad en velbevaret strækning af den antikke vej, der starter ved Menaggio. Den brostensbelagte sti leder dig gennem gamle landsbyer og olivenlunde, der ligger lige nøjagtig så højt over søen, at man ud over pragtfulde udsigter også er sikker på fred og ro. Vejen ender i den karakteristiske landsby Rezzonico, der huser et slot og et tårn fra det 14. århundrede. Fra Rezzonico tager du den lokale bus tilbage til Menaggio.

Overnatning i Menaggio.

5

Dag 5: Arrivederci Lago di Como!

Din vandreferie ved Comosøen er ved vejs ende, medmindre du har bestilt ekstra overnatninger.


Find vej til Menaggio

De lufthavne, der ligger tættest på Menaggio er Lugano, Milano Linate, Milano Malpensa og Milano Bergamo.
/ Uanset hvilken lufthavn du flyver til, skal du med enten bus eller tog til Milano Centrale. Herfra tager du et lokalt tog til Como San Giovanni. Find yderligere information på: www.trenitalia.com.

Fra Como San Giovanni skal du med en lokal bus til Menaggio. Du kan finde tider for de lokale busser langs Comosøen på: www.asfautolinee.it.

Alternativt kan du tage et lokalt tog fra Milano Centrale til Varenna og herfra tage en færge til Menaggio. Du kan se færgetider på: www.navigazionelaghi.it.
Ankomst i bil

Hvis du ankommer i bil, er det muligt at reservere en p-plads ved Hotel Bellavista i Menaggio. Der er kun få p-pladser tilgængelige, så sørg for at informere os om, at du kommer i bil, når du booker turen. Hvis du venter til kort før afrejse, er det ikke sikkert, der er ledige pladser. Parkering koster €10 om dagen og skal betales direkte til hotellet ved ankomst.


Vi gør vores bedste for at holde ovenstående info opdateret, men der sker ofte ændringer i såvel køreplaner som priser, og vi kan derfor ikke garantere, at vi har den nyeste info. Vi anbefaler, at du selv tjekker op på forbindelserne. Brug f.eks. rome2rio.com, som er et rigtig godt redskab til at finde ud af, hvordan man kommer fra A til B. Hvis du skal booke fly, anbefaler vi Google Flights.

Vandreferie i Lombardiet
Menaggio
Varenna, Comosøen
Castello di Vezio
Vandring langs Como-søen
Vandring med flot udsigt over Como-søen
Græssende køer over como-søen
Græssende køer over como-søen
Monte Grona
Vandresti på Monte Grona
Udsigt over schweiz og Lugano-søen fra Monte Grona
Bellagio, Comosøen
vandring ved Comosøen
den rolige comosø
Porlezza

Turanmeldelser

Der er ingen anmeldelser endnu.

Skriv en anmeldelse

Vurdering