6 dage
Varighed
Let
Sværhedsgrad
Danmark
Sted
april-september
Rejseperiode

Tag på en himmelsk vandreferie gennem Det Midtjyske Søhøjland med de blanke søer og bakkede skove.

Bestig Danmarks mest berømte ”bjerg” og nyd den enestående udsigt over Søhøjlandet.

Udforsk charmerende Silkeborg, der er en af Danmarks smukkest beliggende byer.

Følg i de gamle pramdrageres historiske fodspor ad Trækstien langs Gudenåen.

Bo og spis rigtig godt på charmerende gourmethoteller og hyggelige, stemningsfulde kroer.


Vandreferie i Danmarks søhøjland: Himmelbjergruten og Trækstien

På denne 6-dages vandreferie kommer du til at udforske Jyllands meget naturskønne søhøjland omkring Silkeborg. Ruten kombinerer de to smukke ruter Himmelbjergruten og Trækstien, som begge følger Gudenåen og dens tilstødende søer. Undervejs overnatter du på nogle af områdets bedste hoteller og hyggeligste kroer.

De to første etaper følger den sydlige del af Himmelbjergruten, som er meget velafmærket og let at følge. Du starter fra togstationen i den lille landsby Laven og følger Gudenåen gennem et smukt, varieret skovterræn. Første etape kulminerer med bestigningen af Himmelbjerget, hvorfra der er en fantastisk panoramaudsigt over søerne. Næste dag fortsætter du langs Julsø og kan ca. halvvejs på etapen nyde en forfriskning hos Skyttehusets Camping ved Svejbæksnævringen. Herefter kommer du forbi Slåensø, der er en af de reneste søer i Danmark og et skønt sted at bade. Dagen ender i Søhøjlandets hovedstad Silkeborg, hvor der er masser af spændende turistattraktioner at udforske, hvis du har mere energi.

Fra Silkeborg fortsætter du langs Gudenåen ad den gamle Pramdragersti, der i dag er kendt som Trækstien, hvor pramdragerne i 2. halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet trak fladbundede pramme med varer mellem Silkeborg og Randers. De tre etaper langs Trækstien fører dig gennem fredfyldt natur langs bredden af Gudenåen, og undervejs overnatter du på de hyggelige gamle pramdragerkroer. På den sidste strækning mod Bjerringbro vandrer du langs Tange Sø, der er Danmarks største kunstige sø. For enden af søen ligger Danmarks største vandkraftværk, hvor du kan besøge Energimuseet.

Ruten slutter i Bjerringbro. Herfra kan du enten tage toget videre til Viborg, hvor vi kan bestille en ekstra overnatning til dig, du kan tage toget tilbage til Ry eller Laven, hvis du har din bil stående der, eller du kan blot drage hjemad med toget.

6 DAGE / 5 NÆTTER Fra 5.799 kr. pr. person i delt dobbeltværelse.

*Solotillæg for enkeltrejsende: 2.400 kr.

INDKVARTERING

På denne tur kommer du til at overnatte på tre rigtig gode hoteller og to hyggelige kroer – alle med eget bad/toilet og lækker morgenmad. Det er muligt at booke ekstra overnatninger på alle stederne.
REJSEPERIODE 1. april til 30. september med start tirsdag, onsdag, torsdag, fredag eller lørdag.
INKLUDERET
5 overnatninger på hoteller og kroer
5 x morgenmad
Bagagetransport
Detaljeret rutebeskrivelse og kort
GPS tracks
Daglig telefonassistance fra kl. 9-19 (også i weekenden)
IKKE INKLUDERET
Rejseforsikring
Transport til Ry og fra Bjerringbro
Togbillet til Laven
Frokost og aftensmad
Personlige udgifter (drikkevarer, snacks etc.)
Alt andet, der ikke er nævnt under inkluderet
VALGFRI EKSTRAYDELSER
Ekstra overnatninger før, i løbet af eller efter vandreferien
Enkeltværelse(r)
1

Dag 1: Ankomst til Ry

Din vandreferie starter i den hyggelige lille by Ry, som har en livlig marina med en smuk udsigt til Himmelbjerget og den skønne omkringliggende natur med søer og skove. Turbådene fra Hjejleselskabet futter frem og tilbage på vandet lastet med gæster, og kanoer sætter af sted på langfart med glade familier. Der er flere fremragende spisesteder, og i marinaens ishus kan du købe lækker hjemmelavet italiensk is. Lørdag formiddag kan du desuden købe lokale råvarer og lækkerier på byens marked.

Overnatning: Ry

2

Dag 2: Laven til Himmelbjerget

Distance: 18 km | Opstigning: 216 m | Nedstigning: 163 m | Tid: ca. 4½ t.

Din første vandredag starter fra togstationen i den lille landsby Laven. Hvis du er i bil, kan du køre til Laven station og parkere der, indtil du er færdig med turen, og hvis ikke du er i bil, kan du tage toget fra Ry (5 min.).

Fra Laven vandrer du først langs den østlige bred af den fredfyldte Julsø, som efter et par kilometer snævrer sig ind til Gudenåen, der efter endnu et par kilometer breder sig ud i Birksø. Du fortsætter rundt om Birksø gennem Ry og videre vestpå ad skovstier mod Himmelbjerget. Efter en stigning på 125 m når du op til toppen af Himmelbjerget (147 m), hvor du kan nyde en fantastisk udsigt over søerne. Du kan også gå op i Himmelbjergtårnet for at få den ultimative panoramaudsigt over Søhøjlandet. Besøg de små boder, der sælger souvenirs og snacks på Himmelbjergpladsen og læs om bjergets historiske folkemøder med St. St. Blicher. Når du er færdig med at udforske pladsen, fortsætter du ad hyggelige skovstier til Gl. Rye, hvor du skal overnatte.

Overnatning: Gl. Rye

3

Dag 3: Himmelbjerget til Silkeborg

Distance: 21 km | Opstigning: 270 m | Nedstigning: 315 m | Tid: ca. 5½ t.

Denne dag starter du med at vandre tilbage mod Himmelbjerget og ned til bredden af Julsø, hvor turbådene lægger til ved det nu nedbrændte Hotel Julsø. Du fortsætter ad en lille sti, der løber helt nede langs Julsø med smuk udsigt ud over søen. Efter et par kilometer bevæger du dig lidt ind i skoven og følger en stille skovsti, inden du vender tilbage til søen. Kort herefter når du frem til Skyttehusets Camping ved Svejbæksnævringen. Her kan du nyde en forfriskning i caféen, der har en skøn sø-udsigt. I højsæsonen er det også muligt at tage en lille soldrevet færge over til den anden side af Svejbæksnævringen (88 m bred) til Aalekroen, der er en af Danmarks gamle kroer, kendt for sin gode mad.

Herefter vandrer du langs Borre Sø med en anden sø, Slåensø, på din venstre hånd. Slåensø er en af de reneste søer i Danmark, og er et skønt sted at bade, hvis du har tid og lyst. Du fortsætter langs tangen mellem Brassø og Vejlsø og når herefter dit skønne overnatningssted i Søhøjlandets hovedstad Silkeborg. Når du har indlogeret dig, kan du evt. udforske byen og dens spændende turistattraktioner som AQUA, Museum Jorn og Museum Silkeborg med Tollundmanden.

Hvis du ønsker at afkorte dagens vandring, kan du tage med en af de historiske turbåde, der sejler op og ned ad Silkeborgsøerne og lægger til flere steder langs ruten.

Overnatning: Silkeborg

4

Dag 4: Silkeborg til Svostrup

Distance: 15 km | Opstigning: 62 m | Nedstigning: 70 m | Tid: ca. 4 t.

I dag forlader du Himmelbjergruten og fortsætter nordpå ad den gamle pramdragersti, der nu er kendt som Trækstien. Stien er blevet renoveret de seneste år for over 5 mio. kr., så man nu stort set hele sæsonen kan vandre tørskoet frem til Svostrup. På det første stykke vandrer du langs Silkeborg Langsø og fortsætter herefter langs Gudenåen i dens naturlige å-størrelse, indtil den kort før Svostrup breder sig ud i Sminge Sø, der er berømt for sit fugleliv, som man kan iagttage fra det opstillede fugletårn. I Sminge Sø forenes to af Danmarks store åer, idet Gjern Å har sit udløb her. Kort efter når du den gamle pramdragerkro Svostrup Kro, hvor du ligesom pramdragerne skal have et velfortjent hvil med mad og drikke.

Overnatning: Svostrup

5

Dag 5: Svostrup til Kongensbro

Distance: 10 km | Opstigning: 41 m | Nedstigning: 44 m | Tid: ca. 3 t.

Efter en god morgenmad fortsætter du ad Trækstien mod Kongensbro. Dette stykke af ruten har ofte været oversvømmet, men efter det i foråret 2019 blev renoveret og hævet, fremstår det nu smukt og tørt i det meste af sæsonen.

Kort efter du har forladt Svostrup, kan du se Tvilum Kirke på den modsatte side af åen. Den blev bygget som klosterkirke for augustinerordenen i 1250 og blev også brugt som opholdssted af kongen, når han var på rundrejse i Jylland. Du fortsætter vandringen langs åen i et idyllisk og fredfyldt landskab. Ca. 1 km før Kongensbro ses ”æ swot mand”. Det er den sidste af de pæle, man i sin tid fandt hele vejen langs Trækstien, og som blev brugt til at trække prammene rundt i åens svingninger med et kraftigt tov. For ikke at rådne blev pælene malet med sort tjære og kaldtes derfor ”æ swot mand”.

Til slut når du frem til Kongensbro Kro, som også er en gammel pramdragerkro fyldt med stemning fra en svunden tid. Tidligere var kroen et trafikalt knudepunkt mellem Silkeborg-Randers og Århus-Viborg.

Overnatning: Kongensbro

6

Dag 6: Kongensbro til Bjerringbro

Distance: 18 km | Opstigning: 94 m | Nedstigning: 104 m | Tid: ca. 4½ t.

På din sidste vandredag langs Trækstien, er der enkelte steder, hvor ruten er lagt om fra sit oprindelige pramdragerforløb og bevæger sig lidt ind i de skovfyldte områder langs Gudenåen. Efter godt 7 km når du broen, der går over Tange Sø til Ans med sit karakteristiske løgkuplede kirkespir. Du kan vælge at vandre over broen og spise frokost på Ans Kro, som er endnu en gammel pramdragerkro.

Efter Ans løber Gudenåen ud i Tange Sø, som er Danmarks største kunstige sø. Den gamle pramdragersti ligger nu på bunden af søen tillige med en pramdragerkro og 27 gårde og huse. Du følger den omlagte Træksti langs østsiden af Tange Sø og når for enden af søen frem til Gudenåcentralen, også kendt som Tangeværket, der blev indviet i 1921. Det er Danmarks største vandkraftværk, og ved indvielsen dækkede det en fjerdedel af Jyllands elforbrug. I forbindelse med Tangeværket ligger Energimuseet, der fortæller om værkets historie og er et besøg værd, hvis du har tid. Fra Tangeværket vandrer du de sidste 4 km langs stien ved Gudenåen til du når Bjerringbro, hvor etapen slutter.

Fra Bjerringbro station er der forbindelse til bl.a. Silkeborg og Viborg. Hvis du ønsker en ekstra overnatning efter din sidste vandredag i en af disse byer, kan vi sagtens booke den til dig. Skriv blot dette i kommentarfeltet på bookingsiden.

Find vej til Ry

Du kan tage toget til stationen i Ry (planlæg din tur på www.rejseplanen.dk), hvorfra du kan gå til hotellet.
Hvis du er i bil, kan du køre direkte til hotellet og næste dag køre til rutens start ved Laven station, hvor din bil kan stå parkeret under resten af turen.

Find vej fra Bjerringbro

Når du er færdig med at vandre, kan du enten drage hjemad fra Bjerringbro station eller tage bus 73 tilbage til Silkeborg (55 min.) eller toget videre til Viborg (18 min.), hvis du ønsker en ekstra overnatning et af disse steder. Planlæg din rejse på www.rejseplanen.dk.
Hvis du skal tilbage til din bil i Laven, kan du tage bus 73 fra Bjerringbro station til Silkeborg station (55 min.), hvorfra du kan komme videre med tog til Laven station (11 min.).

Vandring i Søhøjlandet
Skovvandring langs Himmelbjergruten med udsigt til Himmelbjergtårnet og Julsø
Stien, der fører til toppen af Himmelbjerget
Vandring mod Julsø
Verdens ældste aktive hjuldamper Hjejlen på Julsø
Vandring langs Julsø
Det kan varmt anbefales at tage en dukkert i Slåensø!
Båd på Borre Sø
Tidlig forårsvandring ad Himmelbjergruten
Kanoer langs Himmelbjergruten
Gangsti langs Brassø
Afslapning i solen ved Brassø
Kajakudlejning i Silkeborg
Indgangen til Svostrup Kro, som ligger på Trækstien
Trækstien, gangbro.
Kongensbro Kro ligger på Trækstien lige ned til Gudenåen
Skovvandring på Trækstien
Pause med søudsigt langs Trækstien
Vandring langs Gudenåen.
Tange Sø.
Blomstrende træer og kano på Gudenåen langs Trækstien

Turanmeldelser

5.00 baseret på 3 anmeldelse
10/07/2023

Dejlig tur med megen afveksling. Søhøjlandet med skov og bakker, trækstien er flad langs åen. Hotel Lyng Dal ubetinget turens kulinariske højdepunkt. Snyd ikke dig selv for den store tur.
Finn

03/06/2022

Vi havde en fantastisk tur, uagtet vejret drillede lidt indimellem. Turen var vel planlagt, rutebeskrivelser meget detaljerede, faktisk de bedste vi har prøvet, og alt forløb efter planen. Ruten var fin og varieret, i den lettere kategori hvor de fleste kan deltage. Hoteller og kroer var generelt gode, med LYNG DAL hotel som suveræn top.

22/07/2021

Fantastisk tur – skønne omgivelser, suveræne overnatningssteder og vandring i alle kategorier – op/ned og fladt. Det skal opleves.
Tak til Wild Rover for super god tilrettelæggelse og tilgængelighed for spørgsmål.

Skriv en anmeldelse

Vurdering