Flere og flere vælger at være aktive på deres ferier, og vandring er en af de mest populære ferieaktiviteter ifølge flere undersøgelser fra bl.a. Epinion. Men hvordan kan det være, at så mange mennesker vælger at bruge deres ferier på at slide skosålerne tynde – og hvorfor skulle du måske overveje det?

Det simple liv

At stå på toppen af et sneklædt bjerg eller midt i en dal fyldt af farvestrålende blomster uden andet omkring sig end en spektakulær udsigt og naturens lyde er på mange måder det modsatte af at stirre ind i en computer og forsøge at koncentrere sig om det næste punkt på to-do-listen i et åbent kontorlandskab, hvor man hele tiden bliver forstyrret af Facebook, telefoner der ringer og andre folks samtaler. Det kan godt være, jeg tegner et lidt sort/hvidt-billede her, men det virker til, at mange mennesker er tiltrukket af at vandre, fordi det er så forskelligt fra deres normale hverdagsliv. En vandreferie handler om ’simple living’ – det eneste, man sådan set skal, er at vandre, spise og sove. Dette står i skarp kontrast til en typisk moderne livsstil, der som regel er fyldt med pligter og gøremål. Når man vandrer, er der fokus på væren frem for gøren, og det er et behov, som flere og flere mennesker føler.

Tilbage til naturen

En vandreferie er med andre ord en mulighed for at sætte tempoet ned, men det er også en mulighed for at komme i kontakt med naturen, hvilket faktisk vil hjælpe med at sætte tempoet ned ifølge flere og flere studier. Udover at være hektisk er en moderne livsstil (især i storbyer) ofte også afskåret fra naturen, så mange mennesker har lyst til at komme ud og opleve nogle større vidder i deres ferier. En vandreferie er en ideel mulighed for at få denne lyst styret. Fordi vandring er en forholdsvis langsom aktivitet, har man virkelig tid til at få omgivelserne ind under huden – ikke kun med synet, men med alle sanser: Man kan mærke luften, solen og regnen på huden, man kan dufte træerne, blomsterne, havet; høre fuglene synge og vandfaldene bruse. Hvis man er heldig, kan man finde blåbær eller vilde jordbær på vejen og på den måde også bringe smagssansen på banen. Inden for de seneste år har der været mange undersøgelser af naturens effekt på vores sundhed, og det viser sig, at naturen tilbyder et af de mest pålidelige boosts til vores mentale og fysiske velvære. Ophold i naturen kan f.eks. forbedre korttidshukommelsen og koncentrationen, nedsætte stress og reducere inflammation samt bidrage til et bedre syn og et stærkere immunforsvar.

Kom i bedre form

Forestil dig dette: Du har vandret i fem-seks timer, dine muskler er godt brugt af at vandre op og ned, alle dine sanser er stimuleret af indtryk, og efter en lidt kold og våd start skinner solen nu fra en skyfri himmel. Du kan se dit overnatningssted i det fjerne og ved, at du er tæt på dagens målstreg. Så når du dit overnatningssted: du tjekker ind, efterlader din rygsæk på værelset, skifter vandrestøvlerne ud med klip-klappere og sætter dig på terrassen med den kolde øl, du har fantaseret om den sidste time. Aldrig har en øl smagt bedre eller føltes mere fortjent! Du fyldes af en naturlig, fysisk træthed, en dyb tilfredsstillelse og fornemmelsen af at have udført en bedrift. Og det har du! For mens du har suget indtryk til dig og ladet tankerne få frit løb, har din krop været på arbejde, og det har den haft godt af. Der er nemlig utallige fysiske fordele ved at vandre: det stimulerer kredsløb og muskler, så både kolesteroltal og blodtryk falder, de lidt ujævne overflader engagerer kernemusklerne og træner balancen, vandring styrker knoglerne og forbedrer søvnkvaliteten, man brænder kalorier og kommer generelt i bedre form. Faktisk så fortsætter listen af fysiske fordele ved at vandre, og det geniale ved vandring er, at det kan tilpasses individuelle behov og omstændigheder; man behøver ikke at være i super god form for at vandre, og man bestemmer helt selv tempoet.

Fællesskab

For mange mennesker, inklusiv mig selv, er møderne med andre vandrere og den fællesskabsfølelse, der opstår, en anden tiltrækkende faktor ved vandreferier. Man ender ofte med at møde nogle af de samme mennesker igen og igen, og den første aftens korte snak udmønter sig sandsynligvis i en længere samtale næste aften, og inden turen er omme, har man måske udvekslet kontaktoplysninger og fået nye venner. I min erfaring er vandrere generelt meget venlige og åbne mennesker, der er nysgerrige omkring det land, de er i, og de mennesker, de møder. Det betyder, at det er let at komme i snak med folk, så selv hvis du vandrer alene, vil det ikke skorte på muligheder for socialt samvær.

Af sted!

Få ferieaktiviteter tilbyder så mange fordele for så lidt, som vandring gør. Faktisk er det svært at finde ulemper ved en vandreferie – medmindre man er virkelig uheldig med vejret selvfølgelig! Før jeg tog på min første vandreferie, havde det længe været på min ønskeliste, men jeg havde ingen anelse om, at jeg ville blive så hooked, som jeg er blevet. Jeg vandrede rundt om Mont Blanc i en uge, og det var en af de bedste ferier, jeg nogensinde havde været på. I dag tager jeg på vandreferie et par gange om året, og det er blevet en vigtig del af mit liv. Efter et par dages vandring har jeg glemt alt om min to-do-liste, og min hjerne finder ind i en mere afslappet og kreativ tilstand. Når jeg kommer hjem, føler jeg mig genopladet såvel fysisk som mentalt. What’s not to like?

“Today is your day! Your mountain is waiting. So… get on your way.” – Dr. Seuss, Oh, the Places You’ll Go!

Om skribenten

client-photo-1
Cecilie Bech Corcoran

Kommentarer

Skriv et svar