Vandring i Sydfrankrig

Denne sommer stod på vandring i Sydfrankrig gennem duftende lavendelmarker, uendelige rækker af grønne vinstokke, de hyggeligste gamle bakketopbyer og udsigt til ‘Det Skaldede Bjerg’ Mont Ventoux. Derefter vandrede vi fra de frodige bjerge bag Den Franske Riviera, lige på kanten til Italien, ned til Middelhavet og den farverige by Menton. Her følger lidt indtryk fra turen. Jeg har indsat links i teksten, så man kan finde den tur, beskrivelsen er en del af.

DAG 1: Ankomst til Château de la Gabelle i Ferrassières

Vi fløj til Marseille, hvorfra vi lejede en bil og kørte i ca. 2 timer til den lille by Ferrassières, hvor vi indkvarterede os på det hyggelige Château de la Gabelle fra 1200-tallet:

Château de la Gabelle – vores hjem de første tre dage.

DAG 2: ‘Chemin des lavandes’ – gåtur gennem lavendelmarkerne uden for Sault

Vi startede blidt ud med en let 5 km gåtur, men kort og let betyder ikke nødvendigvis mindre fantastisk eller oplevelsesrig! Dette var en helt enestående rute gennem områdets mange lavendelmarker, som stod i fuldt blålilla, duftende flor. Utroligt smukt og ren nydelse for sanserne! Bagefter kørte vi til Sault, hvor der var et stort, indbydende marked, og spiste frokost. Herefter stod den på en lille siesta efterfulgt af en tre-retters menu og kølig vin på Château de la Gabelle.

En af de mange pragtfulde lavendelmarker omkring Sault.

DAG 3: Rundtur fra Savoillans via Brantes

Denne dag bød på turens første egentlige vandring. Efter morgenmad kørte vi til den hyggelige og helt uturistede lille landsby Savoillans, der har en smuk indkørsel over Toulourenc-floden. Vi fyldte vores vandflasker i fontænen, købte lidt brød hos bageren og drog af sted. Det første stykke af turen gik opad med smukke udsigter til Mont Ventoux – det legendariske ‘skaldede’ bjerg, som er kendt fra Tour de France. Herefter gik det nedad til den smukke landsby Brantes med små brostensbelagte gader og fantastiske udsigter og til sidst tilbage til Savoillans. Skøn vandretur! Bagefter kørte vi til toppen af Mont Ventoux og nød udsigten fra det højeste punkt i Provence. På vej hjem gjorde vi holdt i endnu en malerisk lille landsby: Montbrun-les-Bains. Aftensmaden blev endnu en gang nydt på vores château.

Udsigt til Mont Ventoux fra vores vandresti.

Ovenstående tre vandreture og overnatning på Château de la Gabelle er en del af turen Ventoux og lavendelmarkerne.

DAG 4: Rundtur fra Gordes via Abbaye Notre-Dame de Sénanque og overnatning i L’Isle-sur-la-Sorgue

I dag sagde vi farvel til Château de la Gabelle, pakkede bilen og kørte til bakketopbyen Gordes, som er på listen over de smukkeste franske landsbyer. Vi kom først i gang med dagens vandring kl. 11, og det var en af de varmeste dage på hele turen – om eftermiddagen sneg termometret i bilen sig op på 41 grader – så det var hedt! Turens højdepunkt var uden tvivl klosteret Abbaye Notre-Dame de Sénanque fra 1100-tallet, som ligger helt for sig selv midt i en lavendelmark og stadig er i brug. Fantastisk syn! Efter endt vandring kørte vi til den meget charmerende lille landsby Lacoste med en afslappet atmosfære og meget få turister. Oven over landsbyen ligger slottet, der tilhørte den berygtede Marquis de Sade. Fra Lacoste har man en smuk udsigt over til nabobyen Bonnieux, hvor vi kørte til bagefter; en meget stejl by med lange, hårnålesvingsgader og en fantastisk smuk udsigt fra den gamle kirke på toppen. Herefter kørte vi til L’Isle-sur-la-Sorgue, der kaldes Provences Venedig pga. de mange kanaler, der gennemstrømmer byen. Utroligt hyggelig by med en tilbagelænet stemning og skønne restauranter langs kanalerne. Vi overnattede på et hotel lige uden for centrum.

Abbaye Notre-Dame de Sénanque.

Ovenstående vandretur samt vandring mellem Lacoste og Bonnieux og overnatning i L’Isle-sur-la-Sorgue er en del af turen Lavendler og landsbyer i Luberon.

DAG 5: Vandring i Châteauneuf-du-Papes vinmarker og overnatning i Saint-Rémy-de-Provence

Vi forlod hyggelige L’Isle-sur-la-Sorgue og kørte til en anden hyggelig og overraskende lille, men meget kendt by: Châteauneuf-du-Pape. Her produceres nogle af Frankrigs bedste vine, og dagens vandretur gik gennem områdets mange vinmarker, som på afstand ligner et bølgende, grønt hav. Endnu en utrolig varm dag, så selvom ruten var forholdsvis flad, var det ikke uden anstrengelse. Landskabet var meget smukt, og der var flotte udsigter over markerne med bjerge i baggrunden. Vi kom også forbi de to vinslotte Château Mont Redon og La Célestière, hvor der er mulighed for vinsmagning. Vi spiste frokost i en god restaurants hyggelige lille gårdhave og nød naturligvis et glas Châteauneuf-du-Pape til maden! Bagefter kørte vi til Saint-Rémy-de-Provence, hvor vi tjekkede ind på et dejligt hotel med en skøn pool. Efter en lille siesta kørte vi til den gamle, velholdte forsvarsby Les Baux de Provence, som er bygget ind i klipperne. Meget imponerende, men meget turistet. Om aftenen udforskede vi Saint-Rémy og spiste på et lille torv.

Dyrebare druer i Châteauneuf-du-Pape.

Ovenstående vandretur og overnatning i Châteauneuf-du-Pape er en del af turen Vin og vandring i Provence.

DAG 6: Fra Saint-Rémy-de-Provence til Nice til Sospel

Så blev det tid til at sige farvel til skønne Provence. Vi kørte til Nice, hvor vi afleverede vores bil og fortsatte med tog til Sospel, der ligger i bjergene bag Den Franske Riviera – Côte d’Azur. Det var tydeligt, at man her var tæt på den italienske grænse, og Sospel virkede efter vores opfattelse mere italiensk end fransk. Den var utrolig charmerende, men ikke nær så velholdt som de mange franske landsbyer, vi besøgte i Provence. Vi boede på et fantastisk B&B – et gammelt kapel i bjergene lige over Sospel med en stor have, der bl.a. havde en hængekøje og en seng under et stort, skyggefuldt træ. Dejligt sted at slappe af efter dagens lange rejse. Om aftenen bestilte vi pizzaer, som vi spiste på terrassen med et glas koldt rosévin til og nød den dejlige udsigt.

Charmerende, halvforfaldne Sospel, hvor man tydeligt fornemmer, at der ikke er langt til Italien.

Vandring fra Breil sur Roya til Sospel er en del af turen Alperne til Middelhavet og også turen Côte d’Azur: Bjerge og kyst.

DAG 7: Col de Castillon til Sainte-Agnès

Efter morgenmad blev vi kørt til Col de Castillon, hvorfra dagens rute startede. Første del af turen gik opad, til vi nåede Mont Ours. Herfra var der en herlig udsigt over områdets mange bjergtoppe. Bagefter gik det nedad på en stejl, stenet skråning, hvor det gjaldt om at holde udkig med varderne, da der ikke var en egentlig sti. Snart kunne vi se dagens målby Sainte-Agnès på en bjergtop. Indgangen til byen var meget stejl og vi fortsatte hele vejen op til borgruinen oven over selve byen. Her var der igen en skøn udsigt over de omkringliggende bjerge, byen nedenunder og Middelhavet til den anden side! Nu var et bad tiltrængt, så vi tjekkede ind på vores simple, men hyggelige hotel, der havde en fantastisk terrasse, hvor vi nød et par Aperol Spritz og derefter aftensmad. Sainte-Agnès er i øvrigt også på listen over de smukkeste landsbyer i Frankrig – og det med god grund. Meget charmerende lille by og overraskende få turister.

Fra borgruinen over Sainte-Agnès. Et af mine yndlingsbilleder, der rummer meget af det, der karakteriserede vores tur: bjerge, lavendler, gamle ruiner og stor skønhed!

DAG 8: Sainte-Agnès til Menton

Dagens etape førte hele vejen ned til Middelhavet og Den Franske Riviera. Vi startede ud i solskin, men da vi kom til den lille by Monti, begyndte de første dråber at falde, og snart var vi fanget midt i en kraftig regn- og tordenbyge og var nødsaget til at søge tilflugt under nogle træer i et godt stykke tid. Da der var nogenlunde tørvejr, begav vi os videre til den søvnige by Castellar, der i vores rutenoter blev beskrevet som ‘den sidste bastion af fred og ro inden Rivieraen’. Her fik vi frokost og fortsatte så videre nedad mod havet. Snart havde vi fine udsigter over vores farverige målby Menton, som vi nåede kort efter. Aftenen blev brugt på at udforske byen og strandene. Dejlig by, som igen virkede mere italiensk end fransk, og som meget forståeligt tiltrækker en del turister. Slet ikke nogen dårlig afslutning på vores sydfranske eventyr!

Så nåede vi Middelhavet og farverige Menton, der er den sidste by inden den italienske grænse på Côte d’Azur.

Ovenstående to vandreture og overnatning i hhv. Sainte-Agnès og Menton er en del af turen Alperne til Middelhavet og også turen Côte d’Azur: Bjerge og kyst.

Om skribenten

client-photo-1
Cecilie Bech Corcoran

Kommentarer

Skriv et svar