Selvguidede vandreferier i Irland

Alle vores vandreferier i Irland inkluderer bagagetransport, kort og detaljeret rutebeskrivelse samt indkvartering.

Irlands magi finder man i befolkningens varme, de hyggelige pubber og de spontane ’sessions’ med traditionel folkemusik – og ikke mindst i det fortryllende landskab, hvilket gør Den Grønne Ø til et ideelt vandremål.

På den irske vestkyst har man fornemmelsen af at være ved verdens ende. Fra de lodrette, ærefrygtindgydende Cliffs of Moher til den vilde ødemark i Connemara finder man en egn med dybe søer, vidtstrakte moser, dramatiske bjerge og golde månelandskaber fyldt med ruiner, stenhegn, får og heste. Til erfarne vandrere kan The Kerry Way anbefales. Det er en fremragende langdistancerute, der byder på lidt af alting. Udsigterne langs kyststierne er bjergtagende, og man forstår virkelig, hvorfor denne region er kendt som ’The Wild Atlantic Way’.

Østkysten har flere solskinstimer og er rig på kulturarv fra tidlige kristne, vikinger og normanner. Her finder man også nogle af verdens bedste stutterier og galopbaner. Med start i Dublin bugter The Wicklow Way sig gennem et landskab, der er karakteriseret af skovbeklædte bakker, afsondrede dale og stille søer.

Irland er velsignet med så mange skønne vandreruter, at det er svært kun at udvælge nogle få. De vandreture, der er listet her, repræsenterer nogle af de allerbedste langdistanceture, som kombinerer spektakulær natur med den berømte irske gæstfrihed, der med garanti venter dig på vores nøje udvalgte B&Bs og naturligvis på de mange lokale pubber på vejen!


The Burren Way

Vandretur langs Irlands vilde vestkyst og en udflugtsdag til de ærkeirske Aran Islands
7 dage
Let-moderat

The Kerry Way

Storslåede udsigter over Atlanterhavet langs Den Grønne Øs længste vandrerute
6 dage, 11 dage
Moderat-udfordrende

The Wicklow Way

Nyd vildmarkens skønhed lige uden for Dublins storbysliv
5 dage
Moderat