Vandring i Gudernes fodspor langs Amalfikystens mest berømte vandrerute Sentiero degli Dei.
Gå på opdagelse i Amalfikystens hyggelige, pastelfarvede småbyer.
Smag på lokale delikatesser som citronlikøren Limoncello, gnocchi alla sorrentina og den berømte insalata Caprese fra Capri.
Forlad turistskarerne på Capri og udforsk øens skønne natur i ro og mag.
Slap af med en afkølende dukkert i det smukke, blå Middelhav efter dagens vandring.
Selvguidet vandreferie på Amalfikysten og Capri
Amalfikysten er kendt for at være en af Europas smukkeste kyststrækninger – nogle hævder sågar, at det simpelthen er verdens smukkeste kyststrækning. Den godt 40 km lange strækning på sydsiden af Sorrentohalvøen blev i 1997 optaget på UNESCOs Verdensarvsliste for sin enestående natur og kulturarv. Den er kendetegnet ved de stejle klipper, der tårner sig op direkte fra det blå Middelhav, de små, pastelfarvede byer, der klamrer sig til den forrevne kyst, og de frodige, grønne bjerge, der udgør et smukt bagtæppe.
På grund af dens skønhed har Amalfikysten i mange år været en turistmagnet, men så snart man bevæger sig bare lidt væk fra de overfyldte byer, er man pludselig omgivet af citronlunde og skovklædte bjerge, hvor ældgamle hyrdestier snor sig op og ned. Bjergene, der ligger bag og oven over byerne er med andre ord perfekt vandreterræn i salig fred og ro med utrolige panoramaudsigter over kysten og havet.
Ud for Sorrentohalvøens spids ligger øen Capri, der vel nok er lige så berømt som Amalfikysten og kendt som ’Napolibugtens perle’. Capri tiltrækker ligesom Amalfikysten horder af turister, men de fleste holder sig til øens to hovedbyer. På vandrestierne uden for byerne har man det fantastiske landskab og de smukke udsigter stort set for sig selv.
På denne fleksible vandreferie, hvor man hver dag kan vælge mellem ruter af forskellig distance og sværhedsgrad, har man tre forskellige baser. Første stop er den elegante klippetop-by Sorrento, hvor færgen til Capri afgår fra. Dernæst to overnatninger i den charmerende lille kystby Marina del Cantone, hvorfra der er nogle vidunderlige vandreture, der byder på udsigter til Capri, Amalfikysten, Napolibugten og Vesuv. Den sidste base er byen Amalfi, hvor man for alvor får stiftet bekendtskab med verdens måske smukkeste kyststrækning.
8 DAGES VANDREFERIE | Fra 4.999 kr. pr. person i dobbeltværelse*
*Rabat for tre personer i tremandsværelse. Kontakt os for pris. |
||||||||||||||||||
INDKVARTERING | 3-stjernede hoteller med morgenmad. Alle hoteller er omhyggeligt udvalgt pga. deres beliggenhed, atmosfære og/eller unikke service. Alle værelser er en-suite. Det er muligt at booke ekstra overnatninger på alle hotellerne. |
||||||||||||||||||
REJSEPERIODE | Marts til november | ||||||||||||||||||
INKLUDERET |
|
||||||||||||||||||
IKKE INKLUDERET |
|
||||||||||||||||||
VALGFRI EKSTRAYDELSER |
|
Dag 1: Ankomst til Sorrento
Sorrento har med sin spektakulære klippetopsplacering, elegante butiksgader og smukke haver tiltrukket udenlandske besøgende i mere end to hundrede år. Fra byen er der udsigt til Napolibugten og Vesuv, og den historiske bymidte vrimler med butikker, cafeer og restauranter. Neden for byen ligger den gamle havn Marina Grande, hvor man finder hyggelige restauranter og en lille strand. Der er derfor nok at tage sig til, hvis man ankommer tidligt, og man kan glæde sig til turens første italienske middag.
Overnatning i Sorrento.
Dag 2: Capri
Distance: 5,3/6,5/6 km | Opstigning: 240/280/275 m | Nedstigning: 240/560/280 m | Tid: ca. 1½/2/2 t.
Tag færgen fra havnen i Sorrento til Capri – ‘Napolibugtens perle’. Her kan du vælge mellem to forskellige vandreruter; en kort, let rute fra byen Capri til den romerske Villa Jovis, der tilhørte Kejser Tiberius, eller en længere kystrute fra byen Anacapri ned til øens vestkyst, hvorfra du har mulighed for at forlænge din vandretur med yderligere 6 km langs kysten til Den Blå Grotte. Du kan komme rundt på øen med bus eller svævebane. Sidst på eftermiddagen tager du færgen tilbage til Sorrento.
Overnatning i Sorrento.
Dag 3: Sorrento til Marina del Cantone
Distance: 10/17 km | Opstigning: 445/590 m | Nedstigning: 750/1280 m | Tid: ca. 3/6 t.
Efter morgenmaden får du et lift fra Sorrento til enten Sant’Agata sui Due Golfi eller, hvis du ønsker en kortere tur, til Termini. Herfra vandrer du til Punta Campanelle, som er spidsen af Sorrentohalvøen, der skiller Napolibugten fra Salernobugten. Her er fantastisk smukt, og der er flotte udsigter til Capri. Ruten byder også på udsyn over Amalfikysten på den ene side og Napolibugten med Vesuv på den anden. Dagens vandring ender med en nedstigning til den charmerende lille kystby Marina del Cantone, hvor man kan tage sig en dukkert og hvile de trætte ben på en liggestol på stranden.
Overnatning i Marina del Cantone.
Dag 4: Rundvandring fra Marina del Cantone
Distance: 11 km | Opstigning: 420 m | Nedstigning: 700 m | Tid: ca. 4 t.
Dagens rute er ikke så lang, men meget smuk. Hvis man vil undgå det første stejle stykke fra Marina del Cantone til Nerano, kan man tage en bus. Fra Nerano vandrer man til den dejlige lille Ieranto-bugt med flotte udsigter til Capri og Amalfikysten. Stranden ved Ieranto-bugten er et oplagt sted at holde sin frokostpause og nyde en afkølende dukkert i det blå Middelhav, så husk badetøj! Følg den samme vej tilbage, som du kom ad til Marina del Cantone.
Overnatning i Marina del Cantone.
Dag 5: Sant'Agata til Colli di San Pietro
Distance: 9½ km | Opstigning: 329 m | Nedstigning: 416 m | Tid: ca. 2½ t.
Dagen starter med et lift til Sant’Agata sui Due Golfi. Ruten følger landlige småveje og stier, der snor sig gennem landbrugsterrasser og oliven- og citronlunde. Den første del af ruten følger en panoramisk sti med skønne udsigter over Amalfikysten. Halvvejs på ruten er der en stejl opstigning, og herefter går det nedad til Colli di San Pietro. Herfra du tager en bus til Amalfi, hvor du har de næste tre overnatninger.
Overnatning i Amalfi.
Dag 6: Sentiero degli Dei
Distance: 13 km | Opstigning: 600 m | Nedstigning: 660 m | Tid: ca. 5-5½ t.
Fra Amalfi tager du den lokale bus til Bomerano, som er udgangspunktet for Amalfikystens mest berømte vandrerute: Sentiero degli Dei eller på dansk ‘Gudernes sti’. Storslåede panoramaudsyn over kysten og havet ledsager én hele vejen fra Bomerano til farvestrålende Positano, hvor stien ender. Det er i sandhed en sti, der er guderne værdig, og fotomulighederne er mange! Når du har udforsket smukke Positano, der er kendt for at tiltrække jet-settere, så tag tilbage til Amalfi med enten bus eller båd.
Overnatning i Amalfi.
Dag 7: Rundvandring fra Amalfi
Distance: 6/12,8 km | Opstigning: 452/350 | Nedstigning: 452/650 m | Tid: ca. 2/4 t.
Denne dag kan du vælge mellem to ruter, som begge går gennem naturreservatet Valle delle Ferriere, der ligger bag Amalfi. Den korte og lette rute på 6 km giver dig god tid om eftermiddagen til at udforske Amalfi eller tage en bus til smukke Ravello. Den længere rute på 12,8 km byder på spektakulære udsigter over Salernobugten, og når man nærmer sig afslutningen, har man et smukt udsyn over Amalfi bagfra.
Overnatning i Amalfi.
Dag 8: Arrivederci Amalfi!
Din vandreferie er ved vejs ende. Du kan evt. tage en båd fra Amalfi til Salerno, hvorfra der går tog til både Napoli og Rom.
Turanmeldelser
Vi er lige kommet hjem fra en skøn tur – 8 dage på Amalfikystenog Capri, medio oktober. Perfekt tur til efterårsferien.
Vejret var fantastisk.
Ruterne var perfekt planlagt, så vi blev udfordret i løbet af dagen, og sluttede af med sol og dyp i det smukke Middelhav inden aftenens drink og gode italienske mad.
Vi brugte kun app’en Active Nav, som virkede upåklageligt for os.
Der er flere valgmuligheder mht ruter og sværhedsgrader, og det fungerede rigtig godt for os. Vi nød den fantastiske udsigt som vi har overalt, og ikke mindre variationen af planter og blomster.
Hotellerne var ok, og alle centralt beliggende. Dog er både Sorrento og Amalfi sædvanligvis velbesøgt af turister, så vi vil ikke anbefale at komme i højsæsonen maj-september. I oktober var det rigtig fint!
En rigtig dejlig, og udfordrende ferie, som helt sikkert har givet os inspiration til andre rejsemål på denne måde.
Dorrit & Axel
Vi havde 8 dage på Amalfikysten i Italien, slut marts start april. Godt tidspunkt at vandre på, ikke for varmt og ikke overrendt.
Før turen havde vi en god kontakt med Cecilia og Neill, der svarede dag til dag på vores spørgsmål.
Vi modtog godt og fyldigt materiale, som vi brugte tid på at sætte os ind i, men det var godt givet ud. Også gode praktiske informationer, pakkelister etc.
Selve vandreture var spændende og varierede, med flere valgmuligheder. Vi planlagde typisk den kommende dag aftenen før, og fik gået ruter vi nok ikke selv ville have fundtet. Tilsendte kort med vandringsruter var lette at navigere efter, og vi brugte også ViewRanger App, med GPS/GPX navigation, det fungerede perfekt.
Hotellerne var ok, lidt rigeligt med larm og benzinos i Sorronto og Amalfi, men centralt beliggende. Hotellet i Marina del Cantone var til gengæld roligt og fantastisk beliggende til havet.
Kan varmt anbefales.
Jette og Hans Peter
Skriv en anmeldelse