7 dage
Varighed
Let
Sværhedsgrad
Danmark
Sted
april-oktober
Rejseperiode

Cykl langs smukke kystcykelstier med udsigt over Øresund til Sverige.

Start og slut i farverige, hyggelige Nyhavn i hjertet af København.

Cykl gennem Dyrehaven og besøg verdens ældste forlystelsespark Bakken.

Oplev skønne hvide sandstrande, fredfyldte skove og stille søer.

Besøg Kronborg og Holger Danske i Helsingør og eventyrlige Frederiksborg Slot i Hillerød.


Selvguidet cykelferie i Nordsjælland

Cykling med bagagetransport

Let og afslappet cykelferie med korte etaper på flade, sikre cykelstier, stille landlige småveje og skovstier.

Denne cykelferie egner sig perfekt til alle, som gerne vil holde en aktiv ferie, hvor der også er god tid til at udforske de mange attraktioner, man kommer forbi undervejs.

Turen starter og slutter i hyggelige Nyhavn i hjertet af ’verdens cykelhovedstad’ København. På vej ud af København cykler du bl.a. forbi Amalienborg og Den Lille Havfrue. Herefter følger du Strandvejen, hvor du kommer forbi store luksusvillaer, hyggelige havneområder og smukke hvide sandstrande (husk badetøj!).

Strandvejen ender i Helsingør, hvor du kan besøge Kronborg, der også er kendt som Hamlets Slot, da det er her Shakespeares berømte skuespil udfolder sig. I kælderen kan du besøge den danske nationalhelt Holger Danske, der sidder klar til at redde Danmark i den yderste nød. Fra Helsingør cykler du videre langs nordkysten, hvor du finder hyggelige kystbyer som Hornbæk og Gilleleje samt fremragende strande, charmerende stråtækte huse og historiske fyrtårne.

I Gilleleje drejer du mod syd og cykler tilbage til København ad dejlige stier langs marker og gennem fredfyldte skove. I Hillerød cykler du gennem den vidunderlige park, der omgiver Frederiksborg Slot, som er et af Nordeuropas smukkeste renæssanceslotte.

De relativt korte distancer giver dig masser af tid til bl.a. at besøge nogle af Danmarks bedste museer, der ligger på ruten, som f.eks. Louisiana i Humlebæk, Karen Blixen Museet i Rungsted og M/S Museet for Søfart i Helsingør.

7 DAGE / 6 NÆTTER Fra 7.999 kr. pr. person i dobbeltværelse*.

*Rabat for grupper på 4 eller flere. Kontakt os venligst for mere info.
*Min. 2 gæster pr. booking.

CYKELLEJE Det er muligt at leje cykler på denne tur. Kontakt os venligst for mere info.
INDKVARTERING 6 overnatninger med morgenmad på 3-stjernede hoteller med undtagelse af København, hvor du bor på et godt og centralt 2-stjernet hotel. Alle værelser har eget bad/toilet. I København, hvor der er to overnatninger, er det muligt at opgradere til et 3-eller 4-stjernet hotel. Kontakt os, hvis du er interesseret i dette.

Det er muligt at booke ekstra overnatninger på alle stederne.

REJSEPERIODE 1. april til 31. oktober
INKLUDERET
6 x overnatninger
6 x morgenmad
Bagagetransport
Detaljeret rutebeskrivelse
Cykelkort over Nordsjælland (1:100.000)
GPS tracks
Informationspakke inden afrejse
Daglig telefonassistance fra kl. 9-19 (også i weekenden)
IKKE INKLUDERET
Rejseforsikring
Transport til og fra København
Frokost og aftensmad
Personlige udgifter (drikkevarer, snacks etc.)
Alt andet, der ikke er nævnt under inkluderet
VALGFRI EKSTRAYDELSER
 Opgradering til 3-eller 4-stjernet hotel i København
Cykelleje
Ekstra overnatning(er)
Enkeltværelse(r)
SVÆRHEDSGRAD Denne tur har sværhedsgraden let og egner sig derfor også godt til familier. Ruten er generelt flad med enkelte småbakker i ny og næ. Du kommer til at køre på gode, sikre cykelstier i København og langs kysten. Der er også nogle sektioner langs stille mindre veje og skovstier. Den gennemsnitlige dagsdistance er på 29 km.
1

Dag 1: Ankomst til København

Du ankommer til København og tjekker ind på dit hotel, som ligger centralt placeret i hovedstadens hjerte. Ankom gerne tidligt, så du har tid til at udforske nærliggende attraktioner som Rosenborg Slot, Amalienborg, Marmorkirken, Det Kongelige Teater, Strøget og Nyhavn. Hvis du har tid, kan du også tage på kanalrundfart eller besøge Tivoli.

Overnatning: København

2

Dag 2: København til Vedbæk

Distance: 27 km | Opstigning: 160 m | Nedstigning: 160 m

Din cykelferie begynder mellem de farverige restauranter og caféer i hyggelige Nyhavn. Herfra sætter du kursen nordpå ud af byen forbi Amalienborg, Den Lille Havfrue og det flotte stjerneformede fæstningsværk Kastellet. Herefter kommer du gennem den rige forstad Hellerup og forbi endnu et fæstningsanlæg ved Charlottenlund Strand, inden du når den dejlige badestrand Bellevue i Klampenborg. Her drejer du ind i landet og cykler gennem portene til Dyrehaven. I Dyrehaven kommer du forbi verdens ældste forlystelsespark Bakken og det kongelige jagtslot Eremitageslottet. Du kan i øvrigt også være heldig at se nogle af de mange kronhjorte, der holder til i parken. Dagens etape ender i den dejlige kystby Vedbæk, hvor man kan gå en fin lille tur langs havnen, der summer af liv og glade dage om sommeren.

Overnatning: Vedbæk

3

Dag 3: Vedbæk til Helsingør

Distance: 25 km | Opstigning: 100 m | Nedstigning: 100 m

Fra Vedbæk følger du Strandvejen hele vejen til Helsingør. Det meste af ruten følger du en bred cykelsti lige ud til havet, og til den anden side kan du se den ene pragtvilla efter den anden. Du vil garanteret også blive overhalet af et par flotte gamle veteranbiler!

På vejen kommer du forbi ikke mindre end tre af Danmarks allerbedste museer. Det første er den kendte forfatter Karen Blixens hjem Rungstedlund, der ligger ud til vandet på den anden side af Rungsted Havn. Herefter følger det skønne Louisiana Museum of Modern Art, der er lige så kendt for sine skønne omgivelser som for sine fantastiske udstillinger. Til sidst når du Helsingør, hvor den største attraktion uden tvivl er det smukke Kronborg Slot, som Shakespeare sikrede international berømmelse i Hamlet. Det kan desuden kraftigt anbefales at besøge M/S Museet for Søfart, som ligger under gadeplan i en gammel tørdok ved siden af slottet og er meget børnevenligt.

Hvis du har lyst, kan du tage en ekstra overnatning her og tage færgen over til Helsingborg, som også er en hyggelig by. Færgen går regelmæssigt hele dagen, og overfarten tager kun 20 min.

Overnatning: Helsingør

4

Dag 4: Helsingør til Gilleleje

Distance: 25 km | Opstigning: 160 m | Nedstigning: 160 m

I dag cykler du først ad fredfyldte skovstier til den hyggelige kystby Hornbæk. Her kan du hoppe en tur i vandet ved den dejlige strand og/eller nyde en god frokost med alt godt fra havet på en af de gode restauranter, inden du cykler videre langs kysten mod den hyggelige fiskeriby Gilleleje.

Overnatning: Gilleleje

5

Dag 5: Gilleleje til Hillerød

Distance: 31 km | Opstigning: 242 m | Nedstigning: 222 m

I dag følger du en stille cykelsti sydpå gennem Nordsjællands idylliske åbne landskaber. Den anden halvdel af ruten går ad bakkede skovstier gennem den fredfyldte Gribskov.

Du ankommer til Hillerød gennem den smukke Frederiksborg Slotshave, og din rute bringer dig helt tæt på slottet, når du cykler gennem slotspladsen med det overdådige Neptun-springvand. Du ender på Torvet midt i byen, hvor der er den skønneste udsigt over Slotssøen til slottet. Det kan kraftigt anbefales at slå sig ned med en kølig drink på en af caféerne og nyde synet.

Overnatning: Hillerød

6

Dag 6: Hillerød til København

Distance: 43 km | Opstigning: 230 m | Nedstigning: 250 m

(Distance: 18½ km, hvis du tager toget fra Farum)

Din sidste etape begynder på stille veje gennem landlige omgivelser og dejlige skovområder til Farum. Her har du mulighed for at tage et tog til København, hvis du synes, dagens etape er for lang. Ellers fortsætter du langs cykelstien og kører ind i København via livlige Nørrebro. Herfra krydser du Dronning Louises Bro ind i midtbyen og kommer forbi Rosenborg Slot og Nyhavn.

Overnatning: København

7

Dag 7: Afgang fra København

Din cykelferie i Nordsjælland er ved vejs ende, medmindre du har booket ekstra overnatning(er).


Find vej til og fra København

  Der er gode forbindelser til København, uanset hvor i landet du kommer fra. Planlæg din rejse på www.rejseplanen.dk
Vi anbefaler ikke, at du medbringer bil på denne tur, da det er dyrt at holde parkeret i København. Det er muligt at parkere ved hotellet, men det koster 350-500 kr. pr. døgn.

Cykelferie i Nordsjaelland
Start og slut i farverige, hyggelige Nyhavn i hjertet af København.
Charlottenlund Søbad
Bellevue strand
Jægersborg Dyrehaven, Klampenborg
Kronborg slot, Helsingør
Kobberdammen, Teglstrup Hegn
Gilleleje
Cykling i Nordsjælland
Gadevang kirke, Hillerød
Louises Ø, Hillerød

Turanmeldelser

Der er ingen anmeldelser endnu.

Skriv en anmeldelse

Vurdering