Cykl langs stille kyst- og indlandsveje i denne rolige del af Sicilien.
Besøg de glitrende Marsala-saltsletter efterfulgt af Marsala-vinsmagning.
Se et af verdens bedst bevarede græske templer ved Segesta.
Nyd de fantastiske udsigter fra den højtliggende middelalderlandsby Erice.
Udforsk øen Favignana, som er en af Middelhavets skjulte skatte.
Selvguidet cykelferie på Sicilien
Vestsicilien er en tilbagelænet, ret uopdaget destination, som er ideel at udforske på cykel. Livet leves langsomt i denne region, der dog samtidig er rig på diverse attraktioner. Hovedbyerne Marsala og Trapani er livlige og emmer af historie, mens det omkringliggende landskab er fredfyldt og idyllisk. Området byder på nuancer fra hele farvepaletten: fra de næsten selvlysende hvide saltsletter til den dybblå himmel, det smaragdgrønne vand og de solskinsgule marker. Landskabet er en pragtfuld blanding af hav og bjerge, og ud for kysten ligger øen Favignana, som er en af Middelhavets små perler.
I et afslappet cykeltempo kan man virkelig værdsætte Vestsiciliens mange kontraster og farverige historie. Siciliens vestkyst er faktisk tættere på Tunesien end det italienske fastland, og med det in mente er det ikke overraskende, at mange byer og landsbyer næsten føles nordafrikanske. Dette sætter også sit præg på det unikke lokale køkken, der med en stor mangfoldighed af lækre specialiteter og den berømte Marsala-vin, er noget du virkelig kan se frem til!
Nogle cykeldage er bevidst korte, så der er god tid til at slappe af og udforske de mange spændende steder i dit eget tempo.
”Vestsicilien er på ingen måde overrendt af turister og egner sig perfekt til dem, der sætter pris på slow travel.” – Lonely Planet
7 DAGE / 6 NÆTTER | Fra 5.399 kr. pr. person i dobbeltværelse*.
*Højsæsontillæg i sommerperioden. |
||||||||||||||||||||
CYKELLEJE | Hvis ikke du medbringer din egen cykel, kan du leje en cykel gennem os, som vil stå klar til dig på dit første hotel. Vores hybridcykler har behagelige sadler, driftssikre Shimano-komponenter og 21 gear. Alle cykler bliver rengjort og efterset inden levering.
Alle cyklerne er udstyret med nøgle og hængelås, som skal benyttes, hver gang cyklen parkeres. Herudover medfølger mobilholder, bagtasker, reparationsudstyr og kilometertæller. Priser:
Priserne inkluderer cykellevering, afhentning og tyveriforsikring. |
||||||||||||||||||||
INDKVARTERING | Alle overnatningssteder er omhyggeligt udvalgt pga. deres beliggenhed, atmosfære og/eller unikke service. Alle værelser er med eget bad og toilet. Aftensmad er inkluderet begge aftener på Agriturismo Arcudaci i Buseto Palizzolo, da der ikke er andre spisesteder i nærheden. I Marsala og Trapani er der masser af nærliggende restauranter at vælge imellem.
De overnatningssteder, vi normalt samarbejder med, er listet nedenfor. Hvis et eller flere af stederne er optaget, vil vi forsøge at finde andre steder af samme standard og informere om det.
Det er muligt at booke ekstra overnatninger på alle overnatningsstederne. |
||||||||||||||||||||
REJSEPERIODE | April til november med undtagelse af august, hvor turen ikke er tilgængelig pga. meget høje temperaturer. | ||||||||||||||||||||
INKLUDERET |
|
||||||||||||||||||||
IKKE INKLUDERET |
|
||||||||||||||||||||
VALGFRI EKSTRAYDELSER |
|
||||||||||||||||||||
SVÆRHEDSGRAD | Denne tur har sværhedsgraden let-moderat. Nogle af dagene byder på opadgående strækninger med meget lidt skygge, hvilket kan føles meget varmt. Det er særligt varmt fra slutningen af juli til slutningen af august. Man cykler hovedsageligt langs mindre velasfalterede veje med meget lidt trafik. Indimellem er det dog uundgåeligt at benytte mere trafikerede veje, når man nærmer sig de større byer. |
Dag 1: Ankomst til Marsala
Byen Marsala er verdensberømt for sine søde dessertvine af samme navn. Når du har tjekket ind på dit hotel, kan du tage en eftermiddagsgåtur i de marmorbelagte gader og piazzaer, og bagefter kan du slå dig ned på en hyggelig café og beundre de statelige barokbygninger over et glas Marsala.
Overnatning i Marsala.
Dag 2: Kystcykling til Marsalas saltsletter
Distance: 23 km | Opstigning: 30 m | Nedstigning: 30 m
Din første cykeldag byder på en let rute nordpå langs kysten til de spektakulære Inversa-saltsletter, som er et patchwork af lavvandede kystsøer flankeret af gamle vindmøller. Lagunerne er hjemsted for mange forskellige trækfugle, og man finder også et lille saltmuseum i en restaureret vindmølle. Du returnerer til Marsala ad samme rute, som du kom, og har god tid til at nyde endnu et glas af den lækre lokale vin inden aftensmad.
Overnatning i Marsala.
Dag 3: Marsala til Buseto Palizzolo
Kort tur) Distance: 41 km | Opstigning: 480 m | Nedstigning: 300 m
Lang tur) Distance: 52 km | Opstigning: 620 m | Nedstigning: 300 m
I dag lægger du de travle kystbyer bag dig og cykler ind i Siciliens landlige bagland. Det går gradvist opad gennem et landskab af bølgende græsgange og hensmuldrende gamle gårde. Denne tyndt befolkede region er utrolig naturskøn med konstant skiftende farver, der afhænger af årstiden. Foråret er domineret af frodige grønne farver, mens sommeren byder på gyldne hvedemarker, der svajer blidt i vinden.
Din base for de næste to nætter er en lille familiedrevet gård (agriturismo), hvor der serveres skønne hjemmedyrkede grøntsager og lokale sicilianske specialiteter tilberedt af “mamma”.
Overnatning i Buseto Palizzolo.
Dag 4: Rundtur til det græske tempel i Segesta
Kort tur) Distance: 16 km | Opstigning: 120 m | Nedstigning: 120 m
Lang tur) Distance: 34 km | Opstigning: 330 m | Nedstigning: 300 m
En nem cykelrute gennem de blidt bølgende bakker bringer dig til det gamle arkæologiske område Segesta, hvor et storslået græsk tempel fra det 5. århundrede står på toppen af en bakke, hvorfra der er udsigt over en dyb kløft. Udover det bedst bevarede græske tempel i verden finder du et spektakulært amfiteater, der er hugget ind i en naturlig klippehule med udsigt over Castellammare-bugten.
Du kan vælge at forlænge dagens tur til de lokale varme kilder, hvor du kan bade, eller du kan blot vende tilbage til gården og slappe af ved poolen.
Overnatning i Buseto Palizzolo.
Dag 5: Buseto Palizzolo til Trapani
Distance: 34½ km | Opstigning: 260 m | Nedstigning: 450 m
På vej tilbage mod kysten snor du dig først gennem bakkerne, inden du kører frihjul ned til den livlige havneby Trapani, hvor du skal tilbringe de næste to nætter. Når du kommer til Trapani, kan du højt oppe på bjergtoppen se den antikke by Erice, der siges at være blevet grundlagt af forviste trojanere. Dette var også et vigtigt religiøst sted, hvor der engang stod et berømt tempel, der var dedikeret til Afrodite (og i romertiden til Venus). Du kan bruge eftermiddagen på at slentre gennem Trapanis historiske centrum eller tage svævebanen op til Erice for at nyde den fantastiske udsigt over bugten og besøge slottet Castello di Venere fra det 12. århundrede, som er bygget på det sted, hvor det gamle tempel stod.
Overnatning i Trapani.
Dag 6: Rundtur på Favignana
Distance: 24 km | Opstigning: 40 m | Nedstigning: 40 m
Denne morgen bringer en kort færgeoverfart dig til øen Favignana, der ligger 7 km ud for Siciliens vestkyst, og hvor man i generationer har dyrket tunfiskeri. Det er en fornøjelse at cykle på de flade kystveje omkranset af det indbydende, turkisfarvede hav. Du kan tage en dukkert ved en af de mange afsondrede bugter og nyde ølivets langsomme tempo, før du tager eftermiddagsfærgen tilbage til Trapani.
Overnatning i Trapani.
Dag 7: Arrivederci Sicilien
Din cykelferie på Vestsicilien er ved vejs ende efter morgenmad, medmindre du har booket ekstra overnatninger i Trapani.
Turanmeldelser
Der er ingen anmeldelser endnu.
Skriv en anmeldelse