7 dage
Varighed
Let-moderat
Sværhedsgrad
Frankrig
Sted
marts-november
Rejseperiode

  Nyd en variation af maleriske vandreruter, som giver dig et godt indblik i Provence.

  Bliv bjergtaget af de ærefrygtindgydende udsyn fra toppen af Alpillerne og Luberonbjergene.

  Besøg den højtliggende middelalderlandsby Les Baux-de-Provence.

  Udforsk Aiguebrun-slugtens dybder og opdag Luberons skjulte skatte.

 Bo i de charmerende små byer Saint-Rémy, Maussane og Isle-sur-la-Sorgue.


Oplev det bedste af Provence på denne vandreferie gennem Alpillerne og Luberon. Med start i den gallo-romerske by Saint-Rémy følger du i fodsporene på Vincent Van Gogh gennem Alpillernes olivenlunde til den spektakulære landsby Les Baux-de-Provence. På vejen vil du opleve nogle af de landskaber og steder, der er foreviget i Van Goghs smukke malerier. Du kommer til at overnatte i Arles, der også er kendt som ’Galliens lille Rom’ på grund af de mange romerske ruiner, der findes i byen, som blev grundlagt af Julius Cæsar i 46 f.Kr. Du kan også glæde dig til en overnatning i den kønne Isle-sur-la-Sorgue med de Venedig-agtige kanaler og de mange antikvariater, inden du bevæger dig østpå for at udforske Luberonbjergene.

I Luberon fører tidløse stier dig blidt gennem oliven- og mandellunde til små fortryllende bakketopbyer som Lacoste og Bonnieux, hvor farverige markeder, fontæner og snævre brostensgader indbyder til afslappet udforskning. Selve Luberon Nationalpark, der er et af UNESCOs biosfærereservater, er oversået med ældgamle bondegårde og stenhuse, markerne ligger som et tæppe af vilde blomster og aromatiske urter, og frugthaver og vinmarker lokker med deres mange farver og dufte.

En tur til Provence er naturligvis ikke fuldendt, uden man har givet sig kast med områdets lækre cuisine og fine vine. Provence er et sandt mekka for madelskere med dets mange kendte vine, olivenolier, oste og solmodne frugter og grøntsager, som du alt sammen har rig mulighed for at prøvesmage på de mange lokale markeder, du vil støde på undervejs. Det er en sand fornøjelse at slentre omkring på disse markeder under den provençalske sol og udse sig de allermest indbydende produkter!

7 DAGE / 6 NÆTTER Fra 5.999 kr. pr. person i dobbeltværelse*

*Rabat ved grupper på 4 eller derover.
*Tillæg på 300 kr. pr. person i højsæsonen.
*Solotillæg for enkeltrejsende.

INDKVARTERING Charmerende 2- og 3-stjernede hoteller med morgenmad. De hoteller, vi normalt benytter, er listet nedenfor. Hvis et af hotellerne er optaget, vil vi booke et andet af samme standard og informere om det. Det er muligt at booke ekstra overnatninger på alle hotellerne.
REJSEPERIODE Fra 1. marts til 26. juni og 28. august til 15. november.

Det er desværre ikke muligt at bestille denne tur i juli og august, da nogle af stierne er afspærrede i denne periode pga. brandrisiko.

INKLUDERET
6 x overnatninger på udvalgte hoteller
6 x morgenmad
1 x aftensmad på dag 5
Dag 3: Taxa fra Maussane til Arles
Dag 5: Taxa fra Isle-sur-la-Sorgue til Lacoste
Bagagetransport
Kort og detaljeret rutebeskrivelse (på engelsk)
GPS tracks
Detaljeret informationspakke inden afrejse
24 timers telefonassistance
IKKE INKLUDERET
Fly og rejseforsikring
Frokost og aftensmad medmindre angivet under inkluderet
Transport til Saint-Rémy og fra Apt
Dag 4: Togbillet fra Arles til Isle-sur-la-Sorgue
Alt andet, der ikke er nævnt under inkluderet
VALGFRI EKSTRAYDELSER
Ekstra overnatninger før, i løbet af eller efter vandreferien
Enkeltværelse(r)
SVÆRHEDSGRAD Denne tur har sværhedsgraden let-moderat. Den egner sig for folk, der er vant til nogenlunde regelmæssig motion (vandring, cykling, løb etc.) og som kan klare at gå (langsomt) opad i op til to timer ad gangen. Etaperne tager som regel maks. 5 timer i et varieret terræn, der dog ikke er teknisk svært.
1

Dag 1: Ankomst til Saint-Rémy og Van Gogh-ruten

Rundvandring fra Saint-Rémy via Saint-Paul-de-Mausole og toppen af Alpillerne

  • A) Distance: 10 km | Opstigning: 300 m | Nedstigning: 300 m | Tid: ca. 3½ t.
  • B) Distance: 18 km | Opstigning: 550 m | Nedstigning: 550 m | Tid: ca. 6 t.

Dit vandreeventyr starter i Saint-Rémy-de-Provence, der ligger ved foden af Alpillerne. Man kommer let dertil med bus fra Avignon (30 min.), som er forbundet med tog fra Paris, Marseille og Nice.

Saint-Rémy har altid haft en stærk tiltrækning på kunstmalere. Den klare blå provençalske himmel fremhæver markernes grønne farve, oliventræernes sølvblade, de gyldne solsikker og Alpillernes hvidtakkede bjergtoppe. Enhver kunstners drøm! Især Vincent Van Gogh er forbundet med området, da han tilbragte de sidste år af sit liv her og færdiggjorde nogle af sine mest berømmede værker inklusive ’Stjernenatten’. Hvad er derfor mere oplagt end at starte din vandreferie med at følge Van Gogh-stien?

Du kan vælge mellem en kortere eller længere rute, der begge starter fra centrum af Saint-Rémy. Undervejs vil du støde på reproduktioner i emalje af Van Goghs malerier, som er placeret rundt omkring i det landskab, der i sin tid inspirerede dem. Du kan besøge det romanske kloster, der blev omdannet til en anstalt for sindslidende længe før, Van Gogh kom til Saint-Rémy, og hvor han boede, mens han var i byen. Herefter følger du en skyggefuld skovsti, der langsomt snor sig op til Alpillernes bjergkam. Selvom Alpillerne kun er 400 m høje, ligger de i den ellers flade Rhône-dal, og byder derfor på bjergtagende udsigter over de omkringliggende vindomsuste sletter, Mont Ventoux mod nord, og selv Middelhavet mod syd kan skimtes på en klar dag. Du returnerer til Saint-Rémy gennem olivenlunde og langs en tidligere romersk vej.

Overnatning: Saint-Rémy-de-Provence

2

Dag 2: Saint-Rémy til Maussane

Distance: 13 km | Opstigning: 270 m | Nedstigning: 270 m| Tid: ca. 4 t.

Dagens vandretur fører dig tilbage til toppen af Alpillerne, hvor du følger en skovsti, der slanger sig langs bjergkammen. Langs din rute vrimler det med vildtvoksende rosmarin, timian og soløje, hvis dufte intensiveres af den provençalske sol. Du kommer til at nyde åbne udsigter over bjergene mod nord og lavlandet mod syd. Til slut går det nedad langs en snoet sti, til du når landsbyen Maussane gennem smukke olivenlunde. Denne livlige lille by er fyldt med caféer og restauranter og producerer nogle af verdens bedste olivenolier!

Overnatning: Maussane

3

Dag 3: Rundvandring til Les Baux-de-Provence og taxa til Arles

Distance: 12 km | Opstigning: 250 m | Nedstigning: 250 m | Tid: ca. 4 t.

Efter morgenmad vandrer du mod den skulpturagtige kalkstensdal Val d’Enfer (Helvedesdalen) og så via en skjult sti op til middelalderbyen Les Baux-de-Provence, der med sine majestætiske stenbygninger ligger højt på toppen af en stejl klippe med ruinerne af et gammelt middelalderslot som kronen på værket. Les Bauxs stenarkitektur og smalle brostensbelagte gader har holdt sig overraskende godt gennem mange århundreder, og byen er på listen over de smukkeste landsbyer i Frankrig. Gå en tur op til slotsruinerne og forestil dig, hvordan det må have været at leve her for tusind år siden!

Du forlader Les Baux gennem den originale middelalderport, som er den eneste vej ind og ud af byen. Langs kanaler og olivenlunde fører din vandresti dig nedad og tilbage til Maussane, hvorfra du får et kort lift til den romerske by Arles.

Overnatning: Arles

4

Dag 4: Fridag i Arles og tog til Isle-sur-la-Sorgue

Arles er en by, der på bedste vis forener gammelt og nyt; det romerske amfiteater (et af de største i hele Romerriget) og andre imponerende ruiner trives side om side med et livligt natteliv på byens torve og restauranter. Nyd det hele på en afslappet slentretur gennem byen.

Om eftermiddagen tager du toget sammen med din bagage til Isle-sur-la-Sorgue (billetten skal købes og betales lokalt). Byen, der er kendt som ’Provences Venedig’, danner en lille ø, omgivet som den er af Sorgue-flodens krystalklare vande. Byens kanaler er flankeret af hyggelige caféer, restauranter og antikvariater, og søndagsmarkedet er et af de mest farverige i hele Provence. Når du har tjekket ind på dit hotel, der ligger i hjertet af byen, bør du ikke have andre planer end at fortabe dig selv i de smalle, labyrintiske gader og nyde byens varme, provençalske charme.

Overnatning: Isle-sur-la-Sorgue

5

Dag 5: Lacoste til Aiguebrun-slugten via Bonnieux og Buoux

Distance: 17 km | Opstigning: 450 m | Nedstigning: 350 m | Tid: ca. 5½ t.

Efter morgenmad bliver du kørt til landsbyen Lacoste, der krones af de højtliggende ruiner af Marquis de Sades imponerende borg. Herfra starter du dagens vandring, der først bringer dig gennem vinmarker, kirsebærplantager og egeskove til Bonnieux, som er endnu en af Luberons perler og en af de centrale landsbyer i Peter Mayle’s bestseller Et år i Provence. Efter Bonnieux går du langs småveje og stier og kommer forbi flere ’bories’ (små stenhytter), inden du når den fordybning, som deler Luberon i to adskilte bjergkæder. I Grand Luberon går du langs en lavendelmark, inden du når Buoux-borgen og selve landsbyen Buoux. Herpå følger en spektakulær ankomst til dit overnatningssted Auberge des Seguins, som er en restaureret gedefarm fra det 17. århundrede beliggende i den dybe Aiguebrun-slugt. Dette er en ægte perle langt fra alfarvej i meget idylliske omgivelser.

Overnatning: Auberge des Seguins, Buoux

6

Dag 6: Via Aiguebrun-slugten til Apt

Distance: 14 km | Opstigning: 400 m | Nedstigning: 600 m | Tid: ca. 4½ t.

Efter morgenmad begiver du dig ud på din sidste vandreetape, som fører dig langs den eneste permanente flod i Luberon-bjergene. Den flyder i bunden af Aiguebrun-slugten, hvor du er omgivet af massive kalkstensvægge dækket af frodig vegetation. Efter et stykke tid bevæger du dig op fra slugten til den lille, skjulte landsby Sivergues. Stenmursterrasserne er det eneste, der er tilbage af de dyrkede marker, som engang omgav den tætpakkede håndfuld huse. Herefter krydser du Aiguebrun og går op til Claparèdes-plateauet, hvor du genfinder det klassiske Luberon-landskab med udstrakte lavendelmarker og trøffelegsplantager. Kort efter når du middelalderlandsbyen Saignon og ruinerne af dens tre slotte.

Etapen slutter i den gamle romerske by Apt, hvor du kommer til at tilbringe din sidste aften. Cathédrale Sainte-Anne er en af de ældste kirker i Provence, og det gamle bycentrum er en labyrint af små, snoede gader og skyggefulde torve. Find en god restaurant og afslut din vandreferie med manér!

Overnatning: Apt

7

Dag 7: Au revoir!

Din vandreferie er ved vejs ende, medmindre du har booket ekstra overnatninger. Fra Apt kan du komme videre med bus til Avignon, som har togforbindelse til flere af de store franske byer og lufthavne.


Find vej til Saint-Rémy-de-Provence

  Den nærmeste lufthavn er Marseille-Provence.
/ Fra lufthavnen Marseille-Provence kan man tage et tog til Avignon (ca. 1 t.) og herfra bus 57 til Saint-Rémy (30 min.). Du kan finde buskøreplanen her. Alternativt kan man også flyve til Charles De Gaulle Lufthavn i Paris, hvorfra man kan tage et tog til Avignon (ca. 3 t.). Se togtider på SNCF’s hjemmeside.

Find vej fra Apt

/ For at komme til lufthavnen Marseille-Provence kan man tage bus/tog via Cavaillon eller Aix-en-Provence. Turen tager et sted mellem 2-3 t. afhængig af, hvilken rute man vælger. Man kan også tage en bus fra Apt til Avignon, hvorfra der er togforbindelse til mange destinationer i Frankrig. Find mere information inkl. køreplaner for lokale busser og tog på disse hjemmesider: Lignes Express Régionale og SNCF.

Vi gør vores bedste for at holde ovenstående info opdateret, men der sker ofte ændringer i såvel køreplaner som priser, og vi kan derfor ikke garantere, at vi har den nyeste info. Vi anbefaler, at du selv tjekker op på forbindelserne. Brug f.eks. rome2rio.com, som er et rigtig godt redskab til at finde ud af, hvordan man kommer fra A til B. Hvis du skal booke fly, anbefaler vi Google Flights.

Provence vandreferie bonnieux
Saint Rémy de Provence
Vandring i Alpillerne
Saint Paul de Mausole, hvor Van Gogh boede det sidste år af sit liv
Alpillerne
Solnedgang i Alpillerne
Udsigt til Les Baux de Provence in Alpillerne
Les Baux de Provence
Les Baux de Provence
Udsigt fra Les Baux
Det romerske amfiteater i Arles
l'Isle-sur-la-Sorgue
LIsle-sur-la-Sorgue
Lacoste
Udsigt til Bonnieux fra Lacoste
vandretur i provence
Typisk Luberon landskab
Luberon perched village
provence-market
Flot udsigt fra den gamle kirke i Bonnieux
Saignon (C) Atout France / Fabrice Milochau
Saignon
Aiguebrun-slugten
Flot udsigt i Buoux

Turanmeldelser

Der er ingen anmeldelser endnu.

Skriv en anmeldelse

Vurdering