6 dage
Varighed
Let
Sværhedsgrad
Danmark
Sted
april-oktober
Rejseperiode

Gå langs dramatiske skovskrænter med spektakulære udsigter over nogle af Danmarks smukkeste fjorde.

Tag på sightseeing i Danmarks hhv. 8. og 9. største by, de gamle middelalderbyer Horsens og Vejle.

Nyd afslappet strandvandring og hop en tur i bølgen blå.

Oplev gamle slotte og mondæne herregårde med smukke parker.

Få en forfriskning på terrassen på Hotel Vejle Fjord og nyd udsigten over den storslåede park.


Fjordvandring fra Horsens til Vejle

På denne vandreferie går du langs nogle af Danmarks smukkeste fjorde med spektakulære fjordudsigter på en stor del af turen. Efter en overnatning på en tidligere herregård i Horsens vandrer du de første to dage gennem skov og ved strand langs den milde Horsens Fjord til fjordbyen Juelsminde, der er særdeles livlig om sommeren med mange danske og tyske turister. Undervejs overnatter du i den lille landsby Glud, der har et charmerende frilandsmuseum. De næste to dages vandring fra Juelsminde til Vejle går langs en noget mere dramatisk fjordstrækning, der er helt unik på den jyske østkyst. Der er ophold tæt på Vejle Fjord på en dejlig B&B i hyggelige, landlige omgivelser, inden du til slut indkvarterer dig på et godt hotel i centrum af skønne Vejle.

Som det fremgår, er turen meget varieret. På nogle strækninger vandrer man ad større og mindre stier gennem smukke bøgeskove, der ligger med dramatiske skrænter ned til fjorden. Landskabet, der nogle steder hæver sig 80 m over havet, virker overvældende. Andre strækninger er anderledes blide med vandring direkte på stranden og mulighed for at bade flere steder. Derudover kommer man forbi historiske slotte og herregårde med smukt anlagte parker, og så overnatter man i nogle af Jyllands ældste og mest seværdige kystbyer, hvor der er mulighed for sightseeing og shopping.

Det er en vandretur, der kun delvist er afmærket, og som derfor flere steder fremtræder charmerende uspoleret. Der burde dog ikke være risiko for at fare vild, da man bliver udstyret med en detaljeret rutebeskrivelse samt GPS tracks, så man altid kan se helt præcist, hvor man befinder sig i forhold til ruten. Bagagen skal man ikke tænke på, for den bliver selvfølgelig transporteret mellem alle overnatningsstederne.

6 DAGE / 5 NÆTTER Fra 4.999 kr. pr. person i delt dobbeltværelse.

*Solotillæg for enkeltrejsende: 1.600 kr.

INDKVARTERING

På denne tur kommer du til at overnatte på tre hoteller og to B&B’er. Værelserne på hotellerne og det ene B&B er med eget bad/toilet. På det andet B&B er der badeværelse på gangen. Det er muligt at booke ekstra overnatninger på alle stederne.
REJSEPERIODE 1. april til 31. oktober
INKLUDERET
5 overnatninger
5 x morgenmad
Dag 4: Taxa fra Juelsminde til Barrit
Bagagetransport
Rutebeskrivelse og kort
GPS tracks
Daglig telefonassistance fra kl. 9-19 (også i weekenden)
IKKE INKLUDERET
Rejseforsikring
Transport til Horsens og fra Vejle
Frokost og aftensmad
Personlige udgifter (drikkevarer, snacks etc.)
Alt andet, der ikke er nævnt under inkluderet
VALGFRI EKSTRAYDELSER
Ekstra overnatninger før, i løbet af eller efter vandreferien
Enkeltværelse(r)
1

Dag 1: Ankomst til Horsens

Din vandreferie starter i Horsens, hvor du indlogerer dig i gåafstand fra banegården og byens centrum. Tag dig tid til at udforske den gamle middelalderby, som har meget at byde på. Det kan anbefales at tage en strøgtur på Danmarks bredeste gågade, besøg Industrimuseet, som er enestående i Danmark med beretningen om den industrielle revolution, de gamle maskiner og fremvisning af miljøer fra århundredeskiftet til 1960’erne. Besøg evt. også byens gamle statsfængsel, der i dag fungerer som museum. Her kan du få et indtryk af livet som indsat og høre spændende beretninger om bl.a. flugtforsøg og kendte indsatte.

Overnatning: Horsens

2

Dag 2: Horsens til Glud

Distance: 17 km | Opstigning: 93 m | Nedstigning: 75 m | Tid: ca. 4½ t.

Du starter dagens rute med at vandre godt 2 km gennem Horsens til mundingen af Horsens Fjord, hvorfra du følger den 3 km lange Planetsti ud til Boller Nederskov. Få et spændende indblik i solsystemets enorme afstande, der er smukt illustreret på stien i målestoksforholdet 1:1,5 mia. Hver af planeterne er repræsenteret og kort beskrevet på store natursten undervejs. For enden af Planetstien kommer du til Boller Slot. Slottet stammer fra 1500-tallet, og det var her, Christian 4. forviste sin ”hustru til venstre hånd” Kirsten Munk, da hun var ham utro. Gå en tur i Boller Slotspark, der bl.a. huser den 1.000 år gamle Bolleregen, som er Jyllands ældste egetræ.

Fra Boller Slot vandrer du et par kilometer gennem Boller Nederskov ad små skovstier langs fjorden. For enden af skoven fortsætter du dels på små stier og dels på stranden ca. 4 km langs fjorden, før du inden den karakteristiske, spidse halvø Borre Knob, drejer indlands mellem marker. Kort efter når du udkanten af den lillebitte landsby Vester Bisholt, hvorfra du fortsætter ad mindre veje gennem et idyllisk landskab med marker og gårde til dit overnatningssted i Glud. Hvis du stadig har kræfter i behold, bør du ikke snyde dig selv for et besøg på det hyggelige frilandsmuseum Glud Museum, der giver et godt indblik i landbrugshistorien i et område præget af små landsbyer.

Overnatning: Glud

3

Dag 3: Glud til Juelsminde

Distance: 18 km | Opstigning: 96 m | Nedstigning: 116 m | Tid: ca. 4½ t.

Efter morgenmad forlader du Glud ad mindre landeveje, og efter 2 km kommer du til Østrup, hvor du støder til ”Kyststien Snaptun-Juelsminde”. Det er en 22 km lang afmærket rute, som du følger herfra og hele vejen til Juelsminde gennem et spændende og meget varieret landskab langs kysten med prægtige skovstrækninger, flotte udsigter og indbydende badestrande.

Efter et par kilometer ad stier i udkanten af et sommerhusområde vandrer du gennem Sønderby Skov ned til den charmerende As Vig med kolonier af sommerhuse og fine badestrande. Du følger kysten dels ad små stier og dels på stranden. Efter at have passeret Skjold Å og feriekolonien Horsnæsbo når du As Kirke, der ligger smukt på en forhøjning nær vandet i landsbyen Kirkholm. På kirkegården findes gravsteder for flere notabiliteter fra Palsgård Gods, som du kommer til efter yderligere 3½ km. Det nuværende Palsgård Park og Gods, grundlagt i 1400-tallet med senere ombygninger, er på 1.350 hektar og omfatter bl.a. en virksomhed med 250 ansatte, der fremstiller emulgatorer til fødevareindustrien.

Fra Palsgård vandrer du ned til Sandbjerg Vig, som er et stort lavtliggende område med strandenge på hævet havbund. Du følger vigen langs vandet til den populære ferieby Juelsminde, hvor du skal overnatte. Byen har en hyggelig lystbådehavn og flere gode iscaféer og fiskerestauranter. Om sommeren vrimler det med både danske og tyske turister.

Overnatning: Juelsminde

4

Dag 4: Juelsminde til Vejle Fjord

Distance: 20½ km | Opstigning: 287 m | Nedstigning: 265 m | Tid: ca. 5 t.

Efter morgenmad får du et lift til landsbyen Barrit, hvorfra dagens rute starter. Hvis du har gode ben, kan du også vælge at vandre hele vejen fra Juelsminde, hvilket forlænger ruten med 8 fine kilometer ad småveje og gennem skov.

Fra Barrit bevæger du dig ind i Barrit Sønderskov, som du går i de første 3 km. For enden af skoven krydser du en å og går et kort stykke langs en vej, hvorefter du kommer ind i Staksrode Skov, som er en charmerende fjordskov, der har en af de mest dramatiske kyststrækninger i Østjylland. Årsagen er, at der flere steder er plastisk ler, som får skrænterne til at skride og danner terrasseplateauer med væltede træer. Skoven langs kysten er urørt skov, og der et rigt dyre- og planteliv med bl.a. sjældne orkideer. Du vandrer gennem skoven ad en lille skovsti, der snor og bugter sig op og ned på kanten af stejle skrænter ned mod fjorden, som du hele tiden har en spektakulær udsigt over, og i det fjerne kan du skimte bl.a. Æbelø, Fyn og Trelde Næs. Efter ca. 3 km bevæger stien sig væk fra kysten og ud af det blå midt i skoven støder man på en gammel borgruin omgivet af en voldgrav. Det er middelalderborgen Staksevold, en ganske lille borg på 7×9 m, og myterne går bl.a. på, at det har været en røverborg.

Efter Staksevold går du nordpå til udkanten af skoven, hvor du støder til en lille asfalteret vej. Du går ca. 1 km langs asfalterede småveje, som fører dig ind i den tilstødende Stouby Skov, hvor du følger Lindfald-ruten ned til fjorden ved Rosenvold Camping. Campingpladsen ligger ca. 500 m fra Rosenvold Gods, som blev opført i 1570 af bl.a. materialer fra Staksevold. Du fortsætter over Rosenvold Å og følger herefter Stouby Skov-ruten ca. 3 km frem til Fakkegrav Strand. Herfra følger et stykke helt nede ved fjorden, inden du drejer op mod det meget smukke Hotel Vejle Fjord, der oprindelig blev grundlagt i 1895 som tuberkulosesanatorium, men i dag er et fashionabelt spahotel.

Nyd evt. en forfriskning på Hotel Vejle Fjords terrasse med en vidunderlig udsigt over hotellets park og Vejle Fjord. Bagefter går du de sidste 3 km gennem Grund Skov til dit hyggelige overnatningssted.

Overnatning: Vejle Fjord

5

Dag 5: Vejle Fjord til Vejle

Distance: 20½ km | Opstigning: 215 m | Nedstigning: 272 m | Tid: ca. 5 t.

I dag går du de første 7 km langs små hyggelige grus- og asfaltveje mellem marker og gennem små skovområder. Efter godt 6 km passerer du Daugård Strand, hvor der er fine bademuligheder. Kort tid efter støder du til den skiltede cykelrute 53, som du følger til Vejle. De første 4 km ad rute 53 går langs stier gennem kystskov frem til Tirsbæk Strand, som er et yndet udflugtsmål for Vejlenserne med kiosk og endnu en fin badestrand. Kort før Tirsbæk Strand kan du evt. tage en lille afstikker 300 m væk fra fjorden langs Tirsbæk Å op til Tirsbæk Gods fra midten af 1500-tallet og se den store park, der er anlagt som en terrasseret renæssancehave.

De sidste 8 km ind mod Vejle går gennem Bredballe og langs Vejle Fjord med en smuk udsigt over fjorden. Til højre rejser Bredballe og de andre ’baller’ sig stejlt med høje bøgetræer og dybe slugter.

Dit overnatningssted ligger centralt i dejlige Vejle, der er blevet kåret som Danmarks Flotteste Handelsby 2020-22. Gå en tur ad den 900 m lange granitbelagte gågade med fristende shoppingmuligheder, charmerende torve, sidegader, passager og hyggelige gårdmiljøer frem til Vejle Midtpunkt i den nordlige ende, der er en del af Vejles latinerkvarter med restauranter, caféer, barer og specialbutikker. Om aftenen bør du runde din tur af med en bedre middag på en af byens mange gode restauranter.

Overnatning: Vejle

6

Dag 6: Afgang fra Vejle

Din fjordvandring fra Horsens til Vejle er ved vejs ende, og efter morgenmad er det tid til at begive sig på hjemrejsen. Togstationen ligger lige i nærheden af hotellet, og der er fine togforbindelser til alle steder i landet fra Vejle.


Find vej til Horsens

Du kan tage toget til Horsens station, hvorfra der er ca. 1 km gennem Bygholm Park til dit første overnatningssted. Planlæg din rejse til Horsens på www.rejseplanen.dk.
Hvis du er i bil, kan du parkere den ved enten dit første eller sidste overnatningssted i hhv. Horsens og Vejle og have den stående der, mens du vandrer. Bemærk at det koster 80 kr. i døgnet at have bilen parkeret ved hotellet i Vejle (p-billet skal købes i receptionen). Fra Vejle kan du komme med tog tilbage til Horsens på 15 min. Planlæg din rejse på www.rejseplanen.dk.

Find vej fra Vejle

Fra Vejle station er der gode togforbindelser til byer i hele landet. Planlæg din rejse på www.rejseplanen.dk.
Hvis du har haft din bil parkeret ved dit sidste overnatningssted i Vejle, genfinder du den blot på parkeringspladsen og drager hjemad. Hvis du har haft bilen parkeret ved dit første overnatningssted i Horsens, kan du tage et tog tilbage dertil på 15 min. Planlæg din rejse på www.rejseplanen.dk.

Turanmeldelser

Der er ingen anmeldelser endnu.

Skriv en anmeldelse

Vurdering