Følg et af Storbritanniens ikoniske vartegn langs den gamle grænse mellem England og Skotland.
Udforsk de vilde og smukke heder, bakker og dale i grænselandet.
Fordyb dig i Nordenglands romerske kulturarv på rutens mange historiske steder og museer.
Nyd gæstfriheden på de hyggelige B&B’er fyldt med atmosfære og lokal charme.
Oplev kontrasten mellem den vibrerende, moderne storby Newcastle og den gamle middelalderby Carlisle.
Selvguidet vandreferie langs Hadrian’s Wall Path
Hadrian’s Wall Path er en 135 km lang vandrerute, der krydser Nordengland langs med Hadrians Mur, der strækker sig hele vejen fra Nordsøen til Det Irske Hav.
Hadrians Mur, der også kaldes Den Romerske Mur, er et tidligere befæstningsanlæg, der udgjorde nordgrænsen for den romerske provins Britannia og dermed for Romerriget. Anlægget blev påbegyndt i 122 e.Kr. i forbindelse med kejser Hadrians besøg i Britannia og stod færdigt i ca. 128 e.Kr. Formålet med muren var at beskytte Romerrigets nordlige grænse mod fjendtlige skotske klaner. Den strakte sig fra Wallsend ved Tyne River nær Newcastle i øst tværs over landet til Bowness-on-Solway nær Carlisle i vest – en strækning på i alt 118 km. Den lange befæstning var bemandet og blev vedligeholdt i 300 år, og store dele af murforløbet, lejre og vagttårne er bevaret og nyder i dag UNESCO-beskyttelse.
Hadrian’s Wall Path åbnede i 2003 og blev hurtigt en af Storbritanniens mest populære langdistanceruter. Den følger som nævnt den gamle romerske mur, og på vejen passerer man nogle af Nordenglands smukkeste områder – fra de vilde landskaber i Northumberland National Park til de idylliske grønne græsmarker i Eden Valley. Ud over bølgende bakker og stenet vildnis inkluderer ruten også de livlige storbyer Newcastle og Carlisle, hvor der er rig mulighed for at blive klogere på området og dets historie på de mange spændende museer. Langs ruten passerer man også en masse historiske steder som eksempelvis Segedunum’s Roman Baths i Wallsend, Roman Army Museum i Greenhead og Chesters Roman Fort ved Chollerford.
8 DAGE / 7 NÆTTER | 5.899 kr. pr. person i delt dobbeltværelse.
*Solotillæg for enkeltrejsende. |
||||||||||||||
INDKVARTERING |
Vi benytter en blanding af overnatningssteder, der inkluderer B&B’er, hytter, kroer og små hoteller. De drives alle af vandrervenlige værter, og alle værelser har eget bad/toilet. Om morgenen serveres en solid morgenmad, så man er tanket godt op inden dagens vandring. Andre faciliteter såsom vaskemaskiner, tørrerum og madpakker er tilgængelige på nogle af stederne.
Bemærk at overnatningsstederne ligger i små landsbyer, og at der er et begrænset antal værelser. Derfor benytter vi en del forskellige overnatningssteder i forskellige små landsbyer, der ligger i nærheden af hinanden og ruten. |
||||||||||||||
MÅLTIDER |
|
||||||||||||||
REJSEPERIODE | Slutningen af marts til midten af oktober. | ||||||||||||||
INKLUDERET |
|
||||||||||||||
IKKE INKLUDERET |
|
||||||||||||||
VALGFRI EKSTRAYDELSER |
|
||||||||||||||
SVÆRHEDSGRAD | Denne tur har sværhedsgraden moderat. Selvom nogle af etaperne er relativt lange (op til 26½ km), er selve vandringen forholdsvis let, og alle med en rimelig grundform kan gå Hadrian’s Wall Path. Der er ikke nogen lange, stejle opstigninger, og rutens højeste punkt er kun på 344 m. Strækningen mellem Chollerford og Birdoswald på 37 km er den sværeste, da der er en masse små op- og nedstigninger. Ruten er tydeligt afmærket, og det er værd at overveje, om du helst vil vandre ruten fra øst til vest – i den retning muren oprindeligt blev bygget – eller fra vest til øst, hvilket giver bedre vejrforhold til vandringen. Turen er her beskrevet fra øst til vest, men kan sagtens arrangeres i den modsatte retning. |
Dag 1: Ankomst til Whitley Bay/Tynemouth
Fra Newcastle kan du komme med et lokaltog til Whitley Bay eller Tynemouth, som ligger i forlængelse af hinanden langs kysten. Tjek ind på dit overnatningssted, og hvis du har tid bagefter, kan du besøge fyrtårnet på St. Mary’s Island lige nord for Whitley Bay, hvor der er et fantastisk udsyn over kysten.
Overnatning i Tynemouth/Whitley Bay.
Dag 2: Wallsend til Heddon/Wylam
Distance: 24 km | Opstigning: 170 m | Nedstigning: 60 m | Tid: ca. 7 t.
En kort togtur bringer dig til Wallsend og starten på Hadrian’s Wall Path. Fra Wallsend følger man først murene, der tilhører den gamle romerske Segedunum-fæstning. Området inden for murene er nu et prisvindende museum, hvor man bl.a. kan se en rekonstruktion af et romersk badehus.
Herefter følger du den gamle jernbane mellem Tyne og Blyth, som fører dig til floden Tyne ved Riverside Park i midten af Newcastle, hvis fulde navn faktisk er Newcastle-upon-Tyne. Herfra er der udsigt til den elegante Tyne Bridge og ud over Newcastles skyline med bl.a. St. Nicholas Cathedral. Du burde også have tid til at gå op til Newcastle Keep, som er resterne af en gammel middelalderborg. Du fortsætter på stien langs flodbredden, som bringer dig ud af byen. Når du når den gamle landsby Newburn i grevskabet Northumberland, bliver omgivelserne mere og mere landlige. Lige inden du kommer til Heddon-on-the-Wall, drejer du fra mod Wylam og dit overnatningssted, som du når efter 24 forholdsvis flade kilometer.
Overnatning i Heddon/Wylam.
Dag 3: Heddon/Wylam til Wall/Chollerford
Distance: 26½ km | Opstigning: 240 m | Nedstigning: 320 m | Tid: ca. 7½ t.
Starten på dagens rute byder på turens første stejle opstigning, der fører dig til Heddon-on-the-Wall, hvor du finder et intakt stykke af Hadrians Mur. Indtil et stykke efter Chollerford følger ruten herefter de veje, som er blevet bygget oven på dele af muren. Selve muren blev en kilde til byggematerialer til General Wades militærvej, og Hadrian’s Wall Path følger ofte den gamle jordvold – ’The Vallum’ – der blev opført som en forsvarskonstruktion, da man byggede muren. Du passerer resterne af den romerske Vindobala-fæstning, inden du kommer til en hyggelig gammel pub ved East Wallhouses efter ca. 10 km. Du kan også tage en lille afstikker til Halton efter 14 km for at beundre ruinerne af Halton Castle.
Overnatning i Wall/Chollerford.
Dag 4: Wall/Chollerford til Housesteads
Distance: 19 km | Opstigning: 400 m | Nedstigning: 250 m | Tid: ca. 5½ t.
Kort efter du har forladt Chollerford, passerer du Chesters Roman Fort and Museum; en næsten 2.000 år gammel bygning, der husede de romerske soldater, som bevogtede den nærliggende bro over Tyne-floden. Du fortsætter ad vejen, til du når Fozy Moss, hvor du kan se de karakteristiske Whin Sill-klipper. Ruten fortsætter op og ned til Housesteads, hvor du kan beundre ruinerne af endnu en romersk fæstning med tilhørende museum. Der er rigtig gode udsigter over landskabet mod Bellingham og Simonside Hills, og du følger nu den måske smukkeste del af turen over de knortede Highshield Crags og videre ned ad Peel Crags til Steel Rigg. Herfra er der ikke langt til de små landsbyer med de sjove navne Once Brewed og Twice Brewed, hvor du skal overnatte.
Overnatning i Once Brewed/Twice Brewed.
Dag 5: Housesteads til Lanercost/Walton
Distance: 23/27 km | Opstigning: 280 m | Nedstigning: 450 m | Tid: ca. 7/8 t.
I dag følger du Hadrians Mur over Windshields Crags, hvor man finder turens højeste punkt, inden det går nedad til Bogle Hole (”a bogle” er en form for genfærd eller bøhmand). Du fortsætter nedad gennem Thorny Doors, inden det atter går opad til Cawfields Crags, hvor der er skønne udsigter over den lave bjergkæde Penninerne, der også kaldes ’Englands rygrad’. Ruten passerer de romerske fæstninger Great Chesters og Magnis samt ruinerne af det middelalderlige Thirlwall Castle, inden du krydser Irthing-floden og dermed grænsen mellem Cumbria og Northumberland ved Gilsand.
Du kan nyde en lille forfriskning i enten Gilsand eller Banks, inden du fortsætter langs stien. Den lille landsby Banks ligger med udsigt over Irthing-dalen og Lanercost Priory. Herfra er der ikke meget tilbage af Hadrians Mur, så nyd den sidste velbevarede del ved Hare Hill. Der er dejlige udsigter over Irthing-dalen, idet ruten nærmer sig Walton, som er en lille landsby med en fin kirke i midten.
Overnatning i Lanercost/Walton.
Dag 6: Lanercost/Walton til Carlisle
Distance: 18/23½ km | Opstigning: 40 m | Nedstigning: 100 m | Tid: ca. 5/6 t.
Ruten fortsætter i dag gennem dejlige bølgende landskaber. Efter du har krydset åen Cam Beck, går du kort langs vejen ved Newtown Village, inden du slår genvej over markerne. Herefter følger du en lille sandet sti, der fører dig ned til The Stanegate, som er den gamle romerske vej ind til Crosby-on-Eden. Du fortsætter langs floden Eden mod Linstock, hvor der er et såkaldt ”Peel Tower”. Det er en form for vagttårn fra Middelalderen, der ringede, når der var fare på færde, så de lokale kunne forsamles inden for tårnets beskyttende mure.
Til sidst krydser du Eden-floden og når Carlisle, som er en spændende historisk by med et gammelt middelalderslot og en smuk katedral. Den indre by er blevet omdannet til gågade og kan dermed udforskes i ro og mag. Mange af byens bygninger som f.eks. slottet og det gamle rådhus er lavet af fine røde sandsten. Hvis du er ølentusiast, bør du prøve et par ales fra det lokale Carlisle Brewing Company, og hvis du endnu ikke har fået nok af romerske ruiner, kan du besøge Tullie House Museum, hvor du finder en fin samling.
Overnatning i Carlisle.
Dag 7: Carlisle til Bowness
Distance: 23 km | Opstigning: 30 m | Nedstigning: 25 m | Tid: ca. 6½ t.
Din sidste vandredag fører dig ud af Carlisle via den sydlige del af Eden-floden. Ruten går parallelt med Hadrians Mur gennem Grinsdale og Beaumont, hvor du drejer væk fra floden. Du har udsigter til de to toppe Skiddaw og High Pike mod syd og over Solway Firth mod vest. Nær Dykesfield House støder ruten til en gammel jernbaneskråning, som du går langs med nogle kilometer, inden du nær Glasson atter følger Murens linje. Den sidste del af ruten går langs en stille vej til Bowness-on-Solway, hvor du finder nok en gammel romersk fæstning, og hvor ruten ender.
Du kommer tilbage til Carlisle med enten bus eller taxa og kan bruge aftenen på at fejre, at du nu har fuldført Hadrian’s Wall Path!
Overnatning i Carlisle.
Dag 8: Afgang fra Carlisle
Din vandreferie langs Hadrians Mur er ved vejs ende, medmindre du har booket ekstra overnatninger. Fra Carlisle er der gode transportforbindelser til de fleste storbyer i Storbritannien.
Turanmeldelser
Der er ingen anmeldelser endnu.
Skriv en anmeldelse