Mærk historiens vingesus i Viborg og Jelling, som er to af Danmarks ældste byer.
Nyd nogle af Danmarks smukkeste landskaber omkring Hald Sø og Dollerup Bakker.
Oplev et rigt plante- og dyreliv ved Bølling Sø, hvor man fandt Tollundmanden.
Kryds de særprægede indsander Sepstrup og Vrads Sande indhyllet i lyng, revling og enebær.
Se Gudenåens og Skjern Ås kilder, der udspringer tæt på hinanden, og løber i hver sin retning.
Vandring på Hærvejen fra Viborg til Jelling
Hærvejen er Danmarks mest berømte og bedst beskrevne vandrerute. Fra middelalderen og op til jernbanens fremkomst var det den vigtigste rute gennem Jylland for transport af dyr og varer, for vandrende pilgrimme, for krigsherrernes hære og for kongerne og deres store følger. Ruten løber langs den jyske højderyg, som er vandskellet mellem Østersøen og Kattegat, hele vejen fra Viborg til Hamborg. Ved at benytte denne rute kunne man undgå de brede vandløb eller krydse dem tæt på deres udspring, hvor de stadig var lavvandede. I løbet af årene blev ruten forbedret med brolagte vadesteder, dæmninger og broer.
Hærvejen blev udpeget til Europæisk Kulturrute i 2010, og de omkringliggende byers turistbureauer har i fællesskab lavet en dedikeret hjemmeside med en detaljeret beskrivelse af ruten og de seværdigheder, man kommer forbi undervejs: www.haervej.dk.
På denne etape fra Viborg til Jelling kommer man tæt på både natur og historie. Du starter i Jyllands gamle hovedstad Viborg med den berømte domkirke og de gamle gader. Herefter begiver du dig af sted gennem et smukt landskab, der veksler mellem skov, hede, bakker og søer langt fra verdens larm. Ruten bringer dig bl.a. gennem kuperede landskaber med gamle egekrat, indsander og hedeplantager, forbi Gudenåens og Skjern Ås udspring, søer, hellige kilder og masser af historiske minder. Du ender i Jelling, som er en af de vigtigste historiske byer i Danmark. Her lod Harald Blåtand i 900-tallet Danmarks dåbsattest indmejsle på en runesten og opførte to gravhøje og en kirke på stedet. På hele turen vil din bagage blive transporteret for dig, og du bliver indkvarteret på hyggelige lokale overnatningssteder.
9 DAGE / 8 NÆTTER | Fra 6.199 kr. pr. person i delt dobbeltværelse.
*Solotillæg for enkeltrejsende: 2.900 kr. |
||||||||||||||
INDKVARTERING |
Da Hærvejen løber gennem en forholdsvis øde del af Danmark, er der ikke nogen hoteller langs ruten, og indkvarteringen på denne tur består derfor af to kroer og seks B&B’er. Hvor det er muligt, forsøger vi altid at booke værelser med eget bad/toilet, men på grund af begrænset kapacitet, kan nogle værelser være med fælles badeværelse på gangen. Det er muligt at booke ekstra overnatninger på alle stederne. | ||||||||||||||
REJSEPERIODE | 1. april til 31. oktober | ||||||||||||||
INKLUDERET |
|
||||||||||||||
IKKE INKLUDERET |
|
||||||||||||||
VALGFRI EKSTRAYDELSER |
|
Dag 1: Ankomst til Viborg
Din vandreferie langs Hærvejen starter i Viborg, som var Jyllands hovedby og magtcentrum i middelalderen, hvilket den imponerende domkirke fra 1130 med sine to tårne vidner om. Når du har indlogeret dig på din hyggelige B&B i hjertet af byen, kan du gå på opdagelse og opleve stemningen fra middelalderens Viborg i den hyggelige indre by omkring domkirken. Her finder du bl.a. den brostensbelagte Sct. Mogens Gade, der har flere huse, som kan dateres tilbage til Middelalderen. Besøg også Sortebrødre Kirke, der er den sidste rest af Sortebrødreklostret, og se det 10 meter lange broderede Hærvejstæppe med motiver fra Hærvejen i Søndermarkskirken.
Overnatning: Viborg
Dag 2: Viborg til Dollerup
Distance: 15 km | Opstigning: 150 m | Nedstigning: 150 m | Tid: ca. 4 t.
Din rute starter fra Viborg Station. Herfra vandrer du ad Hærvejen ud af Viborg og når i den sydvestlige ende af byen de brede skovstier i Liseborg Plantage. De næste 8 km vandrer du ad stille skovveje gennem Viborg Hedeplantage, Viborg Krat og Langskov med de gamle krogede træer.
Senere når du den gamle Niels Bugges Kro, der ligger ved bredden af Hald Sø. Nordøst for Niels Bugges Kro på en odde i søen ligger resterne af en middelalderborg med flot udsigt over søen. 300-400 m nord for kroen ligger kursuscentret Hald Hovedgård, hvor der i laden er en udstilling om områdets natur og kultur.
Du fortsætter godt 3 km langs med søen sydpå til de meget smukke Dollerup Bakker. Det meste af egnen omkring Hald Sø og Dollerup Bakker er fredet for at bevare den landskabelige skønhed.
Overnatning: Dollerup
Dag 3: Dollerup til Thorning
Distance: 18½ km | Opstigning: 140 m | Nedstigning: 100 m | Tid: ca. 4½ t.
Fra Dollerup fortsætter du din vandring gennem den lille landsby Skelhøje og følger herefter stille skovstier gennem Stendal og Havredal Plantage, hvor du vil se en del fredede gravhøje. Ruten fortsætter langs Ulvedal Plantage, hvor der ligger en 4.000 år gammel langdysse, der er kendt som ’Jens Langknivs Hule’.
Etapen ender i Thorning, hvor du evt. kan besøge Blicheregnens Museum, der er indrettet i digterpræsten Steen Steensen Blichers tidligere præstebolig og giver en fin introduktion til egnen. Bagefter går du de sidste 2 km langs stille landeveje til dit overnatningssted.
Overnatning: Thorning
Dag 4: Thorning til Bølling Sø
Distance: 20 km | Opstigning: 135 m | Nedstigning: 120 m | Tid: ca. 5 t.
Efter morgenmad kan du enten gå eller få et lift af dine værter tilbage til Thorning. Herfra går du sydpå og kommer gennem landsbyen Nørre Knudstrup, inden du efter 3 km bliver genforenet med Hærvejen.
Kort efter passerer du Haller Å, hvor man stadig kan se hulvejsspor efter de gamle vogne ved vadestedet. Samme sted ligger Kong Knaps Dige, som er en 200 m lang forsvarsvold fra jernalderen. Det er også i dette område, at Slaget på Grathe Hede fandt sted. I dag er heden et idyllisk sted, men d. 23. oktober 1157 var det en kampscene, hvor en blodig borgerkrig blev afgjort mellem kongerne Svend Grathe og Valdemar den Store. Det var Valdemar, der løb med sejren, og Svend blev henrettet med et øksehug.
Du vandrer videre gennem Kompedal Plantage, hvor militærnægterne i sin tid blev sendt på skovarbejde. Syd herfor, i Stenholt Skov, drejer du væk fra Hærvejen for at komme til din B&B.
Overnatning: Engesvang
Dag 5: Bølling Sø til Sepstrup
Distance: 20 km | Opstigning: 174 m | Nedstigning: 143 m | Tid: ca. 5 t.
Dagens rute starter smukt ud langs den nordøstlige bred af Bølling Sø, der er berømt for fundet af moseliget Tollundmanden. Her er dejlige udsigter over søen og masser af infoskilte om områdets spændende historie. Efter knap 6 km drejer du væk fra søen og går gennem skov og marker, inden du krydser under Funder Ådalsbro, der fører Herningmotorvejen over Funder Ådal. Det er Danmarks længste landbro, og den er et imponerende syn nedefra.
Du befinder dig nu i området Funder Ådal omgivet af Hørbylunde Krat, der er et kuperet gammelt egekrat med frodige lyngbakker og noget af det tætteste, man kommer på et dansk bjerglandskab. På toppen af Hørbylunde Bakke ca. 2 km fra ruten markerer et stenkors stedet, hvor præsten og digteren Kaj Munk blev myrdet af en tysk SS-patrulje i 1944.
Til slut går du gennem Bødskov Krat og når herefter Sepstrup, hvor du vil blive hentet og kørt til dit overnatningssted.
Overnatning: Pårup
Dag 6: Sepstrup til Nørre Snede
Distance: 18 km | Opstigning: 188 m | Nedstigning: 214 m | Tid: ca. 4½ t.
Efter morgenmad får du et lift tilbage til Sepstrup, hvor du sluttede gårsdagens vandring.
I dag kommer du gennem de særprægede og meget smukke naturområder Sepstrup Sande og Vrads Sande. Begge områder er indsander, hvilket vil sige klitområder, som ikke ligger ved kysten, men inde i landet. Indsanderne er særligt smukke fra august til oktober, hvor den blomstrende lyng indhyller dem i et lilla skær. Rundt om ligger store hedeplantager, der blev anlagt i slutningen af 1800-tallet med lange rækker af grantræer. Mange steder kan man se gamle vej- og hjulspor efter årtusinders vognpassage samt en del gravhøje fra både sten- og bronzealder.
Efter de to indsander går du i skov gennem først Grane Plantage og så Tingdalskoven mellem Torup Sø og Tingdalsøerne. De sidste par kilometer går du i Palsgård Skov, som er en af de ældste jyske plantager, og strejfer højmosen Boestmose.
Overnatning: Nørre Snede
Dag 7: Nørre Snede til Kollemorten
Distance: 19 km | Opstigning: 188 m | Nedstigning: 155 m | Tid: ca. 5 t.
I dag kommer du efter knap 5 km til Nørre Snede, som ligger på toppen af den jyske højderyg, og hvor du har mulighed for at proviantere. Bagefter går du gennem Nedergård Skov, og syd herfor følger et smukt stykke mod Rørbæk Sø langs Groest Hede, der i slutningen af 2. Verdenskrig var modtagerplads for briternes våben-nedkastninger.
Herefter følger du en af Hærvejens mest oprindelige strækninger langs en grusvej, som er fredet for asfaltering. Strækningen emmer af historie, og man passerer gamle gravhøje og tidligere vejspor, der mange steder ligger som hulveje langs grusvejen. Rundt om ligger Danmarks største egekrat, og via en afstikker kan du opleve de piblende kilder, hvorfra landets to største åer, Gudenåen og Skjernåen, udspringer og løber i hver sin retning.
Ca. 2 km inden Kollemorten passerer du Øster Nykirke, der med sine 127 m.o.h. er Danmarks højest beliggende kirke. Kirken er bygget i 1150-1200 som valfartskirke til Skt. Peders Helligkilde, som ligger lige øst for kirken, og som pilgrimme har søgt for dens helbredende kræfter i årtusinder.
Dagens etape slutter i Kollemorten, hvor du bliver hentet og kørt til dit overnatningssted.
Overnatning: Give
Dag 8: Kollemorten til Jelling
Distance: 17½ km | Opstigning: 71 m | Nedstigning: 82 m | Tid: ca. 4½ t.
Efter morgenmad får du et lift tilbage til Kollemorten, hvor du sluttede gårsdagens vandring.
Dagens etape er nok den mindst spektakulære på turen, men til gengæld får man et godt indtryk af landbrugsdanmark og ender i hyggelige Jelling, hvor der venter spændende udforskning af vikingetidsmonumenter. På det meste af etapen går Hærvejen gennem et åbent landbrugslandskab med marker, gårde, traktorer og enkelte småskove. Tæt på Givskud passerer du Knudshøje, som er en samling fredede gravhøje fra den ældre Bronzealder (1800-1000 f.Kr.). Bagefter kommer du forbi Harresø Kro, der er fra 1609, hvilket gør den til en af de ældste bevarede kroer langs Hærvejen.
Din rute ender i kongebyen Jelling, der var en af landets vigtigste byer i vikingetiden. Jellingmonumenterne, der er en samlet betegnelse for Jelling Kirke, Jellingstenene og de to kæmpegravhøje, kom i 1994 på UNESCOs Verdensarvsliste og er Danmarks vigtigste kulturarvsmonument. Besøgscentret Kongernes Jelling fortæller historien om fundene.
Hvis du ønsker at forkorte dagens rute for at have bedre tid i Jelling, kan du bede dine værter om at sætte dig af længere nede på ruten.
Overnatning: Jelling
Dag 9: Afgang fra Jelling
Din hærvejsvandring fra Viborg til Jelling er ved vejs ende. Tag evt. en ekstra overnatning i Jelling, så du har god tid til at udforske de mange spændende historiske monumenter.
Turanmeldelser
Rigtig god service ved Wild Rover Travel. Alt var godt forberedt. Vi fik tilsendt materiale, i god tid, som var konstruktivt og nemt at bruge. Let og afslappende travetur med skønne naturoplevelser og historie.
Veltilrettelagt og dejlig tur. Alt klappede, det tilsendte materiale var gennemarbejdet og nemt at anvende. Hyggelige overnatningssteder.
Skriv en anmeldelse