Gå på opdagelse i Rodopebjergenes storslåede vildnis.
Gå ad smukke stier mellem fredfyldte fyrskove, dramatiske kløfter og gamle huler.
Bo i charmerende bjerglandsbyer og oplev det landlige Bulgariens varme gæstfrihed.
Besøg det storslåede Bachkovo-kloster og beundr dets freskomalede mure.
Udforsk den gamle by Plovdiv, som var Europæisk Kulturhovedstad i 2019.
Selvguidet vandreferie i Rodopebjergene
Denne vandreferie er en mindeværdig tur gennem Rodopebjergene, der er kendt som fødestedet for den legendariske musiker og profet Orfeus. Ud over et dejligt vandreklima byder Rodopebjergene på perfekte omgivelser for blid vandring mellem pastorale landskaber, dale med maleriske landsbyer, grønne enge med græssende flokke af geder og får, ældgamle løvfældende skove, og romerske veje og broer. Du vil også opleve spændende naturfænomener som slugten Trigradsko Zhdrelo, hulerne Yagodina og ’Djævelens Hals’ samt de særegne klippeformationer Chudni Mostove, der betyder ’Vidunderlige Broer’. Et besøg på Bachkovo-klosteret (det andet største i Bulgarien) og muligheden for at deltage i gratis guidede ture i Sofia og Plovdiv er også inkluderet i turen. Det samme er al transport (bortset fra fly) – inkl. taxa fra og til lufthavnen i Sofia.
Vandreruterne er af moderat sværhedsgrad. Stierne er velafmærkede, og du modtager inden afrejse et kort og detaljerede rutebeskrivelser på engelsk til at guide dig på vej.
8 DAGES VANDREFERIE | 5.599 kr. pr. person i dobbeltværelse*
*Solotillæg for enkeltrejsende. |
||||||||||||||||||||
INDKVARTERING | Du kommer til at bo på en kombination af 3-stjernede hoteller (dag 1 og 7) og mindre familiedrevne hoteller (alle øvrige dage). Alle stederne bor du på værelser med eget bad/toilet. Morgenmad og aftensmad er inkluderet med undtagelse af dag 7, hvor der er et stort udvalg af restauranter i Sofia. | ||||||||||||||||||||
REJSEPERIODE | 1. maj til 31. oktober | ||||||||||||||||||||
INKLUDERET |
|
||||||||||||||||||||
IKKE INKLUDERET |
|
||||||||||||||||||||
VALGFRI EKSTRAYDELSER |
|
Dag 1: Ankomst
Du bliver hentet i Sofia Lufthavn og transporteret til dit første overnatningssted i den fredfyldte bjergby Devin (ca. 3 timers kørsel).
Overnatning i Devin.
Dag 2: Devin – Yagodina - Trigrad
Du har to valgmuligheder på din første vandredag i Rodopebjergene.
Mulighed 1:
Distance: 9½ km | Opstigning: 565 m | Nedstigning: 355 m
En køretur på ca. 40 min. bringer dig til indgangen af Yagodinska Peshtera-grotten, som er en af Bulgariens længste og smukkeste grotter. Du kan besøge grotten, inden du begiver dig ud på din vandring mod Trigrad gennem idylliske landskaber med bølgende bakker, skove og dale.
Mulighed 2:
Distance: 16/21 km | Opstigning: 1.070/1.385 m | Nedstigning: 750/1.065 m
En køretur på ca. 30 min. bringer dig til rutens start, hvor en moderat, men smuk opstigning fører dig gennem parker og skove mod bjergkammen. Nyd den bjergtagende udsigt fra det berømte udsigtspunkt Orlovo Oko (’Ørnens øje’). Herfra går det nedad til landsbyen Yagodina.
*For dem, der vælger den korte etape, er der også mulighed for at forlænge turen til Trigradsko Zhdrelo-kløften (med dens 350 m høje lodrette klipper) og besøge hulen Dyavolskoto Gyrlo (’Djævelens Hals’), som huser det højeste underjordiske vandfald (42 m) på Balkan. Begge attraktioner ligger nær Trigrad og er lidt af et must. De kan også besøges om eftermiddagen på dag 3 eller dag 4 af dem, der vælger de længere ruter på dag 2.
Overnatning i Trigrad.
Dag 3: Trigradsko Zhdrelo-kløften og landsbyen Zhrebevo
Distance: 18 km | Opstigning: 700 m | Nedstigning: 700 m | Tid: ca. 5½ t.
På endnu en rundvandring fra Trigrad følger det ene betagende syn efter det andet, til du når den autentiske landsby Zhrebevo. Ifølge en legende er landsbyen opkaldt efter en hingst, som beskyttede den mod uroligheder. Langs ruten kan du se indgangen til Trigradsko Zhdrelo-kløften og nyde fantastiske panoramaudsigter.
Overnatning i Trigrad.
Dag 4: Rundvandring via Vodni Pad og Trigradska-dalen
Distance: 17 km | Opstigning: 670 m | Nedstigning: 760 m | Tid: ca. 5½ t.
Efter et kort lift kan du i dag nyde en særdeles behagelig vandretur til landsbyen Vodni Pad lige ved grænsen til Grækenland. Her kan du se resterne af pigtrådshegn, som blev sat op for at forhindre folk i at flygte til Grækenland i løbet af Bulgariens 45 år under kommunistisk styre efter 2. Verdenskrig.
En cirkelsti fører dig over panoramiske toppe, gennem fyrskove, skærmede dale og grønne enge med små husmandsbrug og traditionelle stenhuse. En rute gennem Trigradska-floddalen bringer dig tilbage til Trigrad.
Overnatning i Trigrad.
Dag 5: Beden til Lyaskovo
Distance: 21 km | Opstigning: 500 m | Nedstigning: 850 m | Tid: ca. 6 t.
Efter morgenmad får du et lift til landsbyen Beden, som er startpunktet for dagens rute, der er utrolig panoramisk. Udsigterne over Rodopebjergenes grønne toppe ændrer sig, hver gang du drejer. Ruten ender i landsbyen Lyaskovo, som er en af de mest karakteristiske og charmerende i området med sin egen unikke atmosfære. Her overnatter du, og dit ophold vil garanteret efterlade dig med dejlige minder om områdets gæstfrihed.
*Der er mulighed for at forlænge turen med en ekstra overnatning i Lyaskovo og gå en rundtur langs de nærliggende bjergkamme.
Overnatning i Lyaskovo.
Dag 6: Skovvandring til Chudni Mostove
Distance: 18 km | Opstigning: 950 m | Nedstigning: 550 m | Tid: ca. 5½ t.
Denne dag byder på endnu en smuk vandrerute gennem tætte granskove til de majestætiske marmorbroer Chudni Mostove, som er nogle imponerende klippeformationer i en karstdal, der gennemstrømmes af floden Erkyupriva. Herfra får du et lift til landsbyen Kosovo, som er en unik bjergby, hvor du overnatter i et traditionelt stenhus.
Overnatning i Kosovo.
Dag 7: Bachkovo-klosteret og guidet tur i Plovdiv og Sofia
Efter morgenmad bliver du fragtet til Bulgariens andet største kloster ved Bachkovo. Kirken blev i midten af 1800-tallet dekoreret med freskoer af den berømte maler Zahari Zograf og huser et højtskattet Jomfru Maria-ikon.
Herefter får du et lift videre til Plovdiv og startpunktet for en gratis guidet tur (starter kl. 11), som bringer dig forbi de mest interessante steder i den gamle bydel, centrum og gågadeområdet. Herefter har du et par timer på egen hånd i Plovdiv, inden turen kl. 14 går videre til Sofia, hvor du ligeledes kan vælge at tage med på en guidet gåtur, der starter kl. 18, og som bringer dig rundt til byens hovedattraktioner.
Overnatning i Sofia.
Dag 8: Afgang
Din vandreferie er ved vejs ende. Der er arrangeret transport fra dit hotel til Sofia Lufthavn efter morgenmad. Hvis du ønsker en eller flere ekstra overnatninger i Sofia, kan vi sagtens arrangere det for dig. Du skal blot skrive det i kommentarfeltet på bestillingssiden.
Turanmeldelser
Der er ingen anmeldelser endnu.
Skriv en anmeldelse