7 dage
Varighed
Let-moderat
Sværhedsgrad
England
Sted
april-oktober
Rejseperiode

Gå langs den spektakulære Jurassic Coast – Storbritanniens første naturområde optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

Nyd de charmerende sydengelske landskaber i Dorset, som Thomas Hardy udødeliggjorde i sine romaner.

Udforsk det imponerende jernaldervoldsted Maiden Castle og Dorchesters romerske kulturarv.

Oplev den ikoniske sandstensbue Durdle Door og den smukke hesteskoformede bugt Lulworth Cove.

Gå på jagt efter forhistoriske fossiler i klipperne, hvoraf de ældste er 180 mio. år gamle.


Selvguidet vandreferie langs Jurakysten i Dorset

Dette er en pragtfuld vandretur langs klippetoppene og de bølgende bakker ved Jurakysten i den sydengelske region Dorset. Ruten, der er meget varieret, går fra Lyme Regis til West Lulworth og følger en af de smukkeste strækninger på langdistanceruten South West Coast Path.

Dorsets kystlinje er et enestående geologisk område, da man her finder klipper, der er over 200 mio. år gamle. Navnet Jurakysten kommer fra den mest kendte af de geologiske perioder, hvor kysten blev dannet, men faktisk kan man finde sten fra både Trias, Jura og Kridt i området. Man har fundet utallige fossiler langs Jurakysten inklusive urgamle træer og store havreptiler, og i takt med havets erosion dukker der hele tiden nye op, så hold godt udkig, mens du vandrer! Området var i øvrigt det første naturområde i Storbritannien, der blev optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

Ruten fører dig også kortvarigt indlands til det gamle angelsaksiske kongedømme Wessex, hvor man finder ældgamle voldsteder samt romerske og saksiske ruiner. Du kommer til at overnatte i Dorchester (kendt fra Thomas Hardy’s roman The Mayor of Casterbridge), hvor du kan gå på opdagelse i den romerske kulturarv og de spændende museer.

Turen begynder dog fra en anden by med litterære associationer: den historiske kystby Lyme Regis. Byen er især kendt for ’The Cobb’, som er en speciel mur fra middelalderen i havneanlægget. Den danner ramme om en vigtig scene i Jane Austens Persuasion og indgår også i John Fowles’ The French Lieutenant’s Woman. Fowles boede i øvrigt i byen indtil sin død i 2005. I løbet af din vandreferie kommer du bl.a. gennem det frodige, regnskovsagtige naturreservat Undercliff Nature Reserve, den lille perle af en engelsk landsby Abbotsbury og forbi den spektakulære jernaldervold Maiden Castle, som er af stor arkæologisk betydning. Den sidste del af turen er en sand rutsjebanetur langs klipperne over den buede sandstensformation Durdle Door og ned til den perfektformede bugt Lulworth Cove.

Selvom naturen er spektakulær, er Dorset-kysten ikke nogen ødemark, hvilket betyder, at du hele tiden er tæt på hyggelige småbyer. De små kystbyer er forståeligt nok populære og kan blive temmelig overfyldte midt på sommeren, men du vil også opleve mange stille strækninger, mens du vandrer. Vejret i Sydengland er generelt varmere og mere stabilt end andre steder i landet, og på trods af et par enkelte stejle stier, er denne rute en af de lettere af vores vandreferier i Storbritannien.

8 DAGE / 7 NÆTTER 6.499 kr. pr. person i delt dobbeltværelse.

*Solotillæg for enkeltrejsende.

INDKVARTERING

Vi benytter en blanding af overnatningssteder, der inkluderer B&B’er, hytter, kroer og små hoteller. De drives alle af vandrervenlige værter, og alle værelser har eget bad/toilet. Om morgenen serveres en solid morgenmad, så man er tanket godt op inden dagens vandring. Andre faciliteter såsom vaskemaskiner, tørrerum og madpakker er tilgængelige på nogle af stederne.
MÅLTIDER
  • Morgenmad er inkluderet hver dag, og der vil være et udvalg af kolde og varme retter at vælge imellem.
  • Man kan bestille madpakke fra de fleste af overnatningsstederne. De skal bestilles og betales ved ankomst og består typisk af et par sandwicher, snacks og noget at drikke. På nogle af etaperne kommer du også forbi en café og/eller butik, hvor du kan købe frokost, men mange af dagene er der ingen faciliteter langs ruten.
  • Aftensmad kan man enten få på overnatningsstederne eller på nærliggende pubber og restauranter.
REJSEPERIODE Slutningen af marts til midten af oktober

NB: Overnatningsstedet i West Lulworth kræver minimum to overnatninger i weekenden. Det betyder, at hvis du starter turen på en søndag eller mandag, vil du være nødt til enten at booke en ekstra overnatning eller at bo i Dorchester i stedet for West Lulworth den sidste dag.

INKLUDERET
6 x overnatninger
6 x morgenmad
Bagagetransport
Kort og detaljeret rutebeskrivelse (på engelsk)
Informationspakke inden afrejse
GPS tracks
Service hotline
IKKE INKLUDERET
Fly og rejseforsikring
Frokost og aftensmad
Transport til Lyme Regis og fra West Lulworth
Personlige udgifter (drikkevarer, snacks, drikkepenge etc.)
Alt andet, der ikke er nævnt under inkluderet
VALGFRI EKSTRAYDELSER
Ekstra overnatninger
Enkeltværelse(r)
1

Dag 1: Ankomst til Lyme Regis

Din vandreferie starter i Lyme Regis. Tjek ind på dit overnatningssted og brug resten af dagen på at udforske byen og ikke mindst den berømte havn ’The Cobb’. På Lyme Regis Museum kan du få en god introduktion til og indsigt i områdets natur og historie.

Overnatning i Lyme Regis.

2

Dag 2: Rundvandring fra Lyme Regis

Distance: 13 km | Opstigning: 405 m | Tid: ca. 4 t.

Din første vandredag bringer dig vestpå gennem Undercliff Nature Reserve til Axemouth og Seaton i Devon. Undercliff er et beskyttet skovbevokset vildnis langs Jurakysten, og det er det tætteste, man kommer på en regnskov i Storbritannien. Her finder man et varmt, fugtigt mikroklima, der bl.a. nærer et tæt bregnedække, svampe, vild klematis og orkideer under aske- og ahorntræers tykke løvtag. Det er også hjemsted for en mangfoldighed af fugle, der inkluderer ravne, vandrefalke og ugler, samt reptiler og padder som f.eks. snoge, firben og vandsalamandre.

Du kan returnere til Lyme Regis med bus, eller du kan gå tilbage langs kysten og se, om du kan finde nogle fossiler i klipperne på vejen.

Overnatning i Lyme Regis.

3

Dag 3: Lyme Regis til Bridport

Distance: 19 km | Opstigning: 835 m | Tid: ca. 5½ t.

I dag kommer det til at gå op og ned på smukke klippetopstier langs Jurakysten. Du kommer bl.a. forbi Golden Cap, der med sine 191 m er det højeste punkt på den sydengelske kyst, og så kan du besøge en spændende pub ved Seatown, som i sin tid var dybt involveret i smugleri. Etapen slutter i den gamle markedsby Bridport.

Overnatning i West Bay (havnen i Bridport).

4

Dag 4: Bridport til Abbotsbury

Distance: 16 km | Opstigning: 425 m | Tid: ca. 5 t.

Denne dag byder på en charmerende vandring, som bringer dig ned fra klipperne til den stenede strand, der efter et stykke bliver til Chesil Beach, som er den længste stenstrand i Europa. Ved West Bexington drejer ruten indlands og fører via en stejl opstigning til det forhistoriske fort Abbotsbury Castle. Herfra går du ned til Abbotsbury, som er en af de mest traditionelle britiske landsbyer. Ved enten solnedgang eller solopgang kan det anbefales at gå op til St. Catherine’s Chapel, som i mange år fungerede som fyrtårn.

Overnatning i Abbotsbury.

5

Dag 5: Abbotsbury til Dorchester

Distance: 17 km | Opstigning: 485 m | Tid: ca. 5 t.

Dagens rute bringer dig indlands via Dorset Ridgeway Path til Maiden Castle og Dorchester. Maiden Castle er en stor gammel jordvoldsfæstning, som blev plyndret af romerne i det første århundrede e.Kr. Det er den største jernalderfæstning i Storbritannien, og det tager næsten en time at gå hele vejen rundt om den. Find resterne af det romerske tempel og beundr de imponerende volde.

Romerne grundlagde Dorchester på sletten under fæstningen, og i den gamle bydel kan man stadig fornemme byens oprindelige romerske design, som forblev uændret, indtil jernbanens indtog i 1840’erne. I Dorchester finder man ovenikøbet det fineste eksempel på et romersk byhus i Storbritannien.

Den livlige købstad er desuden kendt for at danne grundlag for Thomas Hardys fiktive ’Casterbridge’, og på Dorset County Museum finder man en udstilling dedikeret til netop Hardy.

Overnatning i Dorchester.

6

Dag 6: Dorchester til West Lulworth

Distance: 14 km | Opstigning: 770 m | Tid: ca. 4½ t.

Mens din bagage bliver fragtet direkte fra Dorchester til West Lulworth, returnerer du med bus eller tog til kysten ved det populære feriested Weymouth. Herfra følger du Dorset Coast Path østpå langs de skinnende hvide kalkstensklipper fra Weymouth to Lulworth Cove. På vejen passerer du de bueformede klippeformationer Bats Head og Durdle Door samt den for længst forladte middelalderlandsby Ringstead. Dette er endnu en ‘rutsjebanedag’ med en del op- og nedstigninger, men du kan undgå de mest kuperede sektioner ved at tage en rute, der går mere indlands.

Lulworth Cove er et smukt sted, om end det ofte vrimler med turister. De fleste af dem er dog ikke overnattende turister, så du kan evt. stå tidligt op næste dag og dermed opleve bugten helt for dig selv. Hvis vejret er godt, kan det også anbefales at tage tilbage til Durdle Door om aftenen og nyde en spektakulær solnedgang.

Overnatning i West Lulworth*.

*NB: Overnatningsstedet i West Lulworth kræver minimum to overnatninger i weekenden. Hvis du starter din tur på en søndag eller mandag, vil du være i West Lulworth i løbet af weekenden. I dette tilfælde kan du enten:

  • Bo i Dorchester i stedet for West Lulworth den sidste dag.

ELLER

  • Tage en ekstra overnatning i West Lulworth, så turen bliver på i alt syv overnatninger.
7

Dag 7: Afgang fra West Lulworth

Din vandreferie langs Dorset Coast Path er ved vejs ende, medmindre du har booket ekstra overnatninger. Du kan komme til Weymouth med enten bus eller taxa, og derfra kan du komme videre til London.


Find vej til Lyme Regis

  Du kan flyve til en af lufthavnene i London.
/ Fra London kan du komme med tog til Axminster, der ligger 8 km nord for Lyme Regis. De sidste 8 km kan tilbagelægges med bus – find info hos Jurassic Coaster bus service. Den samlede rejsetid er ca. 3 timer.

Find vej fra West Lulworth

 / Fra West Lulworth kan du komme til Weymouth med enten bus eller taxa, og derfra kan du komme videre med tog til London.

Find tider og priser på www.nationalrail.co.uk.


Vi gør vores bedste for at holde ovenstående info opdateret, men der sker ofte ændringer i såvel køreplaner som priser, og vi kan derfor ikke garantere, at vi har den nyeste info. Vi anbefaler, at du selv tjekker op på forbindelserne. Brug f.eks. rome2rio.com, som er et rigtig godt redskab til at finde ud af, hvordan man kommer fra A til B. Hvis du skal booke fly, anbefaler vi Google Flights.

Jurassic Coast Path Dorset
Vandring gennem Undercliff Nature Reserve
Charmouth Strand
Vandresti langs Jurakysten
Udsigt over Seaton
Klipperne i Bridport
Golden Cap, Bridport
Udsigt over Chesil strand
Weymouth
Osmington
Jurakysten
Durdle Door
Dungy Head
Vandresti langs Jurakysten
St. Oswald's Bay
vandring langs Jurakysten i Dorset
Man O'War strand
Udsigt til Lulworth Cove
Cows in West Lulworth
'The Stair Hole' i West Lulworth
Lulworth Cove

Turanmeldelser

Der er ingen anmeldelser endnu.

Skriv en anmeldelse

Vurdering