8 dage
Varighed
Let-moderat
Sværhedsgrad
Grækenland
Sted
marts-november
Rejseperiode

Udforsk de usædvanlige klippeformationer og utrolige byzantinske klostre i Meteora.

Gå på opdagelse i Meteoras skjulte huler og hør om områdets spændende historie.

Overnat i den smukke by Ioannina ved bredden af Pamvotidasøen.

Oplev den imponerende Vikos Kløft, der er kendt som Grækenlands Grand Canyon.

Nyd Zagori-regionens smukke stenbroer og charmerende bjerglandsbyer.


Selvguidet vandreferie i Meteora og Zagori

Denne 8-dages vandreferie kombinerer det unikke UNESCO-område Meteora med den ærefrygtindgydende Vikos Kløft i Grækenlands smukke Zagori-region. Midt på ugen er der indlagt en dag til at udforske den historiske by Ioannina, der har en smuk beliggenhed ved Pamvotidasøen.

Din tur begynder i landsbyen Kastraki ved foden af ​​Meteoras gigantiske søjleformede klipper. Over to vandredage kommer du til at udforske dette magiske område. Du kommer til at besøge de byzantinske klostre, som ligger spektakulært på de enorme klippetinder, og en lokal guide fører dig til skjulte huler med fascinerende historier.

Fra Meteora rejser du videre mod vest med en lokal bus til byen Ioannina. Den ligger ved bredden af​​ den stille sø Pamvotida, og byen byder bl.a. på en stemningsfuld gammel bydel, Ali Pashas osmanniske moské og en lille bilfri ø i midten af søen.

En kort køretur fra Ioannina ligger Zagori-regionen i Pindos-bjergene. Her kommer du de næste tre dage til at udforske den dybe og ærefrygtindgydende Vikos Kløft. På den første dag kommer du til at opleve nogle af de bedste udsigtspunkter med spektakulære vuer over kløften. De sidste to vandredage fører dig gennem hjertet af Vikos-kløften. Her går du langs den krystalklare flod Voidomatis og passerer smukke kilder og indbydende klippebassiner, så der er rig mulighed for at dyppe fødderne eller tage en forfriskende dukkert undervejs.

8 DAGE / 7 NÆTTER 5.799 kr. pr. person i dobbeltværelse*.

*Tillæg for dobbeltværelse med to enkeltsenge: 100 kr. pr. person.
*Rabat for grupper på tre eller flere personer. Kontakt os for pris.
*Solotillæg for enkeltrejsende.

REJSEPERIODE Fra 20. marts til 14. november.

De bedste vandreperioder er slutningen af april til slutningen af juni samt september og oktober. Der er en del strækninger, der går gennem skyggefulde skove, men i juli og august kan det blive ekstremt varmt på de mere eksponerede strækninger, og derfor anbefaler vi, at du i den periode starter vandreturene meget tidligt om morgenen, så du undgår den varmeste middagssol.

INDKVARTERING Du kommer til at bo i komfortable værelser på mindre overnatningssteder, der er indrettet i traditionelle stenhuse. Nogle af bygningerne kan dateres helt tilbage til det 17. århundrede. Alle værelser er med eget bad/toilet. Der er som regel ikke nogen balkon tilknyttet værelserne, men alle stederne har dejlige, overdækkede terrasser, hvor man kan nyde en kølig drink om eftermiddagen.

De overnatningssteder vi normalt benytter, er listet nedenfor. Hvis et eller flere af stederne er optaget, booker vi et andet sted af samme standard og informerer om det, inden vi bekræfter turen.

Det er muligt at booke ekstra overnatning på alle overnatningsstederne.

MÅLTIDER Alle dagene er der inkluderet en traditionel, lokal morgenmad med ingredienser fra lokale producenter. Karakteristisk for dette område er deres tærter, der som regel indeholder vilde urter og fetaost.

Frokost er ikke inkluderet, men kan købes hos lokale købmænd i alle landsbyerne. På de fleste hoteller kan man også bestille en madpakke til at tage med på dagens vandring. På nogle etaper kommer man forbi steder på vejen, hvor det er muligt at spise.

Aftensmad er heller ikke inkluderet, da der er flere forskellige spisemuligheder i de enkelte landsbyer – somme tider også på hotellet, man bor på.

INKLUDERET
7 x overnatninger
7 x morgenmad
Taxa fra Ioannina til Monodendri
Bagagetransport mellem Monodendri og Vikos
Bagagetransport mellem Vikos og Megalo Papingo
Taxa fra Megalo Papingo til Ioannina
Kort og detaljeret rutebeskrivelse (på engelsk)
GPS tracks
Navigationsapp
24 timers telefonassistance
IKKE INKLUDERET
Fly og rejseforsikring
Frokost og aftensmad
Enhver transport, der ikke er nævnt under inkluderet
Lokale turistafgifter
Personlige udgifter (drikkevarer, snacks, drikkepenge etc.)
Alt andet, der ikke er nævnt under inkluderet
VALGFRI EKSTRAYDELSER
Printet kopi af turmaterialer sendt med posten (200 kr.)
Taxa fra Meteora til Ioannina
Ekstra overnatninger
Enkeltværelse(r)
SVÆRHED Denne tur har sværhedsgraden let-moderat. Du kan forvente daglige vandreture på 3-5 timer (ekskl. pauser) i bakkede og bjergrige områder. Ruterne er ikke så vanskelige, som man skulle tro, når man ser det dramatiske landskab. Ikke desto mindre anbefaler vi en vis erfaring med at vandre i bjerge. På de fleste etaper er det muligt at vælge mellem kortere eller længere versioner af dagens rute. Du går på velholdte og nogle gange stenede stier samt på gamle, brostensbelagte stier (kalderimia). Ruterne går flere steder gennem skyggefuld skov, men om sommeren kan dagene være meget varme. Ved nogle udsigtspunkter er der stejle skråninger, men du kan undgå at gå hen til kanten, hvis du lider af højdeskræk.

OBS: Denne tur er egnet for familier, men vi anbefaler en minimumsalder på 8 år, da der kræves en vis udholdenhed for at gennemføre vandringerne.

1

Dag 1: Ankomst til Kastraki

Din vandreferie begynder i landsbyen Kastraki, som betyder ’lille slot’. Det er en fredelig og meget malerisk landsby midt mellem Meteoras gigantiske klipper. Selvom landsbyen har haft vokseværk i de senere år, har den bevaret sin autentiske, græske stemning. De fleste af indbyggerne i Kastraki har en særlig forkærlighed for blomster, og du vil derfor kunne opleve imponerende blomsterkrukker selv omkring de mest ydmyge huse.

For at komme til Kastraki fra Athen eller Thessaloniki skal du først med tog eller bus til Kalambaka. Derfra er det kun en kort tur med den lokale bus eller med en taxa til Kastraki. Bemærk venligst, at vi desværre ikke har mulighed for at forudbestille taxa fra Kalambaka til Kastraki, men turen koster normalt omkring €10-15 for op til 4 personer.

Overnatning: Kastraki.

2

Dag 2: Rundvandring i Meteora

Distance: 9½ km | Opstigning: 400 m | Nedstigning: 400 m | Tid: ca. 4 t.

Din første vandredag begynder i skyggen af den imposante klippe Doupiani under ruinerne af det ældgamle Pantokratoros-kloster. Ruten går tværs over de enorme og berømte klippeformationer til den nordlige side af Meteora. Undervejs har du mulighed for at besøge det skjulte kloster Ypapanti (åben mandag til fredag) samt klostrene Megalo Meteoron og Varlaam. Du bevæger dig ned fra klipperne via en ældgammel sti, som munkene benyttede, før der blev anlagt veje.

Ruten kan forkortes til 7 km, hvis du springer klosteret Ypapanti over.

Overnatning: Kastraki.

3

Dag 3: Guidet tur til Meteoras huler

Denne dag byder på en 3 t. lang guidet vandretur til Meteoras huler, hvor du får hele historien om dette fascinerende område. Turen slutter med en spektakulær klippetopvandring til Agio Pnevma (Helligåndsklippen), hvorfra der er en helt fænomenal udsigt.

Turen starter i Kastraki, hvorfra du bevæger dig 250 m op, alt imens udsigten over det omkringliggende område bliver mere og mere panoramisk. Klippen Agio Pnevma ligger midt i dalen, som strækker sig fra Kastraki ud mod Meteoras enorme klippemassiv. På toppen af Agio Pnevma går du langs et plateau, hvor der engang stod et lille kapel dedikeret til Helligånden. På den nordlige side af Helligåndsklippen kommer du til ’fængselshulen’, hvor udstødte munke før i tiden sad fængslet. Til sidst vandrer du under hulen Agios Georgos og fortsætter nedad, indtil du når tilbage til torvet i Kastraki.

Overnatning: Kastraki.

4

Dag 4: Med bus til Ioannina

Efter morgenmad skal du med bussen til den smukke by Ioannina. Bussen til Ioannina går fra Kalambaka to gange om dagen (ca. kl. 9 og kl. 15:30), og rejsetiden er ca. 2½ t. Billetten købes og betales lokalt. Det er også muligt på forhånd at booke en taxa (105 km / ca. 2 t.) – skriv til os, hvis du ønsker denne løsning.

Ioannina er en skøn by, der ligger ved bredden af Pamvotidasøen for foden af ​​Pindos-bjergene. Den historiske by var engang hjemsted for den berømte hersker over Det Osmanniske Rige, Ali Pasha, og den byder på masser af attraktioner som f.eks. Ali Pashas fæstning (Itch-Kale), det byzantinske museum og Fetichié-moskeen fra 1430. Der er også mulighed for at tage en sejltur til den lille bilfri ø i midten af Pamvotidasøen. Langs søbredden finder du en række taverner, hvor du kan nyde en dejlig middag med søudsigt.

Overnatning: Ioannina.

5

Dag 5: Monodendri til Vikos-kløftens udsigtspunkter

Distance: 7½ km | Opstigning: 325 m | Nedstigning: 325 m | Tid: ca. 3 t.

Når du er færdig med morgenmaden, bliver du kørt til udgangspunktet for dagens etape. Efter en times kørsel befinder du dig i hjertet af Zagori-regionen, nærmere bestemt i landsbyen Monodendri, som ligger ved kanten af ​​den berømte Vikos Kløft. Undervejs stopper chaufføren ved to af kløftens berømte stenbroer, Kokkorou-broen og Plakidas-broen, hvor der er mulighed for at knipse nogle postkortskønne billeder.

Efter du har tjekket ind på dit overnatningssted, har du mulighed for at tage en (eller flere) af tre vandreruter til forskellige udsigtspunkter over den spektakulære kløft. Det nærmeste udsigtspunkt er ved det forladte kloster, Agia Paraskevi, mens det mest berømte er Oxya-udsigtspunktet. Sidstnævnte kommer du til via den såkaldte ’stenskov’, som består af en række eroderede klippesøjler med et bizart udseende. Den tredje mulighed er det mindre kendte udsigtspunkt ved kapellet Agioi Apostoloi. Hvert udsigtspunkt byder på fantastiske panoramaudsyn over den ærefrygtindgydende kløft.

Overnatning: Monodendri.

6

Dag 6: Gennem Vikos-kløften

Distance: 12½ km | Opstigning: 700 m | Nedstigning: 1.000 m | Tid: ca. 5 t.

Dagens rute gennem Vikos-kløften er et af turens absolutte højdepunkter! Fra Monodendri bevæger du dig først 400 m nedad, til du når bunden af ​​kløften. Herefter går du gennem kløften. For det meste holder du dig tæt på flodlejet, men indimellem fører stien dig højere op, så du går langs siden af ​​kløften. Undervejs er der masser af muligheder for at afkøle fødderne eller måske endda tage en forfriskende dukkert i den turkisblå flod Voidomatis. Når du når Voidomatis’ smukke udspring, begynder du din opstigning ad en gammel brostensbelagt sti til landsbyen Vikos, hvor du skal overnatte, og hvorfra du kan nyde endnu en fantastisk udsigt over kløften.

Overnatning i Vikos.

7

Dag 7: Vikos til Papingo

Distance: 13 km | Opstigning: 1.000 m | Nedstigning: 900 m | Tid: ca. 5 t.

ELLER

Distance: 8 km | Opstigning: 750 m | Nedstigning: 600 m | Tid: ca. 3 t.

Efter du endnu en gang har nydt udsigten over Vikoskløften, bevæger du dig ned til Voidomatis-flodens udspring. På vejen har du mulighed for at tage en kort afstikker til klosterkirken Panagia tou Vikou. Du krydser atter floden ved Voidomatis’ kølige kilder – tidligt på sæsonen (inden juni) kan du måske være nødt til at tage støvlerne af. Herefter følger du den zigzaggende sti opad på den anden side.

Lige før indgangen til landsbyen Mikro Papingo, har du mulighed for at slå en sløjfe til ’Kokkino Lithari’, der betyder ’den røde klippe’. Herfra er der en fantastisk udsigt over Papingo-landsbyerne og de omkringliggende landskaber. Fra Mikro Papingo fortsætter du mod Kolombithres, som er naturlige klippebassiner. Det er et fantastisk sted at slappe af – især om sommeren – så hold en velfortjent pause her, inden du går til den nærliggende landsby Megalo Papingo, hvor du har din sidste overnatning.

Megalo Papingo er en af de mest populære af Zagori-landsbyerne. Den har en smuk beliggenhed under de store kalkstensklipper, der er kendt som ’Astrakas Tårne’.

Overnatning i Megalo Papingo.

8

Dag 8: Afgang

Din vandreferie i Zagori er ved vejs ende, medmindre du har bestilt ekstra overnatninger. Efter morgenmad bringer en taxa (inkluderet) dig til lufthavnen eller busstationen i Ioannina, hvorfra du kan fortsætte din hjemrejse. Vi kan også være behjælpelige med at arrangere en eller flere ekstra overnatninger i Ioannina, Thessaloniki eller Athen. Send os en mail, hvis dette kunne have interesse.


Find vej til Meteora

  Du kan flyve til Thessaloniki eller Athen.
Fra Thessaloniki Lufthavn

Fra lufthavnen i Thessaloniki skal du med taxa eller bus til byens busstation (KTEL). Der er regelmæssige afgange, og turen tager ca. 45 min.

Der er ca. tre daglige afgange fra busstationen i Thessaloniki til Kalambaka. Den sidste bus afgår omkring kl. 17:30. Turen tager ca. 4 timer.

Fra Athen Lufthavn

Fra lufthavnen i Athen skal du med taxa eller bus til byens busstation (KTEL), hvorfra du kan komme videre med bus til Kalambaka.

Der er ca. fire daglige afgange fra busstationen i Athen til Kalambaka. Den sidste bus afgår omkring kl. 18. Turen tager ca. 5 timer.

  Ankomst til Meteora: Kalambaka til Kastraki

Fra Kalambaka skal du videre med taxa eller bus til Kastraki. Vi kan desværre ikke forudbestille en taxa til dig, men turen burde koste ca. 10-15 euro.


Find vej fra Megalo Papingo

Din tur inkluderer en taxa, som kører dig fra Megalo Papingo til enten lufthavnen eller busstationen i Ioannina.
  Fra Ioannina kan du tage en bus til Athen (tre daglige afgange, ca. 5½ t.) eller Thessaloniki (fire daglige afgange, ca. 3½ t.). Du kan finde mere information på www.ktelioannina.gr. Det er muligt at bestille billetter online.

Vi gør vores bedste for at holde ovenstående info opdateret, men der sker ofte ændringer i såvel køreplaner som priser, og vi kan derfor ikke garantere, at vi har den nyeste info. Vi anbefaler, at du selv tjekker op på forbindelserne. Brug f.eks. rome2rio.com, som er et rigtig godt redskab til at finde ud af, hvordan man kommer fra A til B. Hvis du skal booke fly, anbefaler vi Google Flights.

Meteora vandreferie
Meteora
Meteora
Meteora
Meteora
Vandring i Meteora
Meteora
Vandresti i Meteora
Vandring i Meteora
Meteora
Byen Ioannina, som man skal omkring for at komme til Vikoskløften
Oplev den imponerende Vikos Kløft, der er kendt som Grækenlands Grand Canyon
Den såkaldte stenskov ved Monodendri
Flot udsigt fra stenskoven nær Monodendri
Udsigt over Vikos Kløften
Vandring i Vikos Kløften
Voidomatis-floden omgivet af grønne bjergskråninger
Voidomatis-floden i bunden af Vikoskløften
Den turkise Voidomatis-flod i bunden af kløften
Typisk stenbro i Zagori-regionen
Udsigt over Voidomatis-floden
Rafting på Voidomatis-floden
Et idyllisk hus ved den turkisblå flod Voidomatis
Taxiarches-kirken i Mikro Papingo
De naturlige stenbassiner Kolymbithres mellem Papingo-landsbyerne

Turanmeldelser

Der er ingen anmeldelser endnu.

Skriv en anmeldelse

Vurdering