Salzkammergut S-Trail sektion II: Vandring på Schafberg
4 søer og 3 bjergtoppe
Denne tur følger de tidlige etaper af S-Trail-ruten fra Wolfgangsee til Mondsee og Fuschlsee, som er tre af regionens mest populære badesøer. Den inkluderer også en uforglemmelig togtur på den klassiske, gammeldags tandhjulsbane op ad bjerget Schafberg (1.783 m), hvorfra du kan nyde de mest fantastiske 360° panorama-udsyn i hele Salzkammergut-regionen.
Regionen Salzkammergut er fantastisk naturskøn selv efter østrigske standarder. Her finder man knejsende snetoppede bjerge, skovklædte bjergsider, frodige, grønne dale og isblå søer. Regionens særlige kendetegn er de talrige søer, der glimter under De Nordlige Alpers vældige tinder, og udgør et dramatisk syn.
Den 350 km lange Salzkammergut BergeSeen Trail (S-Trail) åbnede i 2017 som den første langdistancerute i Salzkammergut. Den starter og slutter i den maleriske by Gmunden ved bredden af Traunsee, og man kan enten vandre den i sektioner eller som én lang 20-etapers rundvandring. Ruten forbinder ikke mindre end 35 søer, og den er velafmærket med S-Trail-logoet hele vejen igennem. De fleste etaper slutter i byer, hvor der er gode overnatningssteder og et udvalg af restauranter. Nogle etaper leder til afsidesliggende alpinhytter, hvor der er garanti for ægte bjergidyl.
![]() |
Et træ for din bestilling
Vi samarbejder med Österreichische Bundesforste, som har startet projektet ”Et træ for din bestilling”. Det betyder, at der for hver bestilling af en vandreferie i Salzkammergut bliver plantet et nyt træ i regionen. Sammen med dine rejsedokumenter vil du derfor modtage et billede af ’dit’ træ. |
||||||||||||||||||||||||
5 DAGES VANDRETUR | Fra 4.599 kr. pr. person i dobbeltværelse*.
*Rabat for børn (under 14 år), der sover på samme værelse som deres forældre. |
||||||||||||||||||||||||
INDKVARTERING | 4 overnatninger i dobbeltværelse på 3-stjernede hoteller.
OBS: Vær venligst opmærksom på, at et dobbeltværelse med enkeltsenge i Østrig normalt betyder én stor seng med to separate madrasser og dyner. Separate enkeltsenge på et dobbeltværelse ses sjældent og kan derfor ikke garanteres. |
||||||||||||||||||||||||
REJSEPERIODE | 9. maj til 8. oktober | ||||||||||||||||||||||||
INKLUDERET |
|
||||||||||||||||||||||||
IKKE INKLUDERET |
|
||||||||||||||||||||||||
VALGFRI EKSTRAYDELSER |
|
||||||||||||||||||||||||
SVÆRHEDSGRAD | Denne tur har overordnet sværhedsgraden moderat og er overkommelig for de fleste med en god grundform. Selvom vandredistancerne ikke er så lange, skal man være opmærksom på, at dag 2 byder på en stejl, smal nedstigning fra Schafberg, og på dag 3 er der en forholdsvis stejl opstigning til Wartenfels. Man kan forkorte vandredistancerne ved at tage offentlig transport. |
Dag 1: Ankomst til St. Gilgen
Din vandreferie starter i den lille elegante by St. Gilgen, der ligger blot 29 km fra Salzburg ved den nordlige bred af søen Wolfgangsee. Dette idylliske sted er ud over sine pragtfulde omgivelser kendt for sine Mozart-forbindelser. Det var nemlig her Mozarts mor blev født, og hvor hans elskede søster Nannerl flyttede til, da hun blev gift. Når du har tjekket ind på dit hotel, kan du gå en tur i den lille by blandt de flotte blomsterprydede huse, besøge Mozarthaus eller blot nyde udsigten over Wolfgangsee med en radler i hånden fra en af de hyggelige udendørsbarer.
Dine rejsedokumenter ligger klar til dig på dit hotel.
Overnatning i St. Gilgen.
Dag 2: St. Gilgen – St. Wolfgang – St. Gilgen via Schafberg
Distance: 9 km | Opstigning: 53 m | Nedstigning: 1.184 m| Tid: ca. 3-4 t.
Selvom selve vandredistancen ikke er lang i dag, kan du se frem til en begivenhedsrig dag med store oplevelser! Efter morgenmad krydser du først Wolfgangsee med båd fra St. Gilgen til St. Wolfgang (35 min.). Herfra tager du tandhjulstoget Schafberg Bahn til det 1.783 m høje bjerg Schafberg (35 min.). Det er en smuk tur med udsigter, der bliver bedre og bedre jo, højere man kommer op. Oppe på toppen bør du tage dig tid til at nyde de helt vidunderlige panoramaudsyn over bl.a. Wolfgangsee på den ene side og Mondsee på den anden side samt de omkringliggende bjerge. Du kan evt. nyde udsigten fra en af de to hyggelige bjerghytter, som serverer alskens østrigske lækkerier.
Dagens rute starter lige ved bjergstationen, hvorfra det går nedad til Schafbergalm. Derfra følger du en til tider ret stejl nedadgående sti, som er en del af den europæiske langdistancerute E4, til du når Aich Kloster. Gør et ophold her og besøg de prægtige urtehaver og smag en af de populære likører (du kan vælge en gratis likør ved fremvisning af voucher), inden du fortsætter langs Wolfgangsees romantiske søbred tilbage til St. Gilgen.
Det er muligt at forlænge dagens vandring med 9 km ved at vandre langs søbredden til St. Wolfgang i stedet for at tage båden om morgenen.
Overnatning i St. Gilgen.
Dag 3: St. Gilgen til Mondsee via Almkogel
Distance: 18 km | Opstigning: 592 m | Nedstigning: 600 m| Tid: ca. 5-6 t.
Dagens etape går fra Wolfgangsee via bjerget Almkogel til søen Mondsee. Den skovbevoksede top Almkogel, som du skal over, ser ikke ud af meget på afstand, men byder fra toppen på en herlig udsigt. Derudover varierer ruten mellem stille skovstier og opdyrkede landbrugsområder. Til sidst når du søen Mondsee og byen af samme navn, der er kendt for sin gotiske basilika St. Michael, hvor bryllupsscenen i musicalen The Sound of Music foregår. Du kan evt. få dig en drink og en snack ved søbredden, inden du begiver dig ud på de sidste 4 km langs en å gennem Zeller Ache-kløften til dit hotel, som ligger i stille landlige omgivelser lidt uden for Mondsee.
Dagens rute kan også forkortes med 4 km ved at tage en bus eller en taxa fra Mondsee til hotellet.
Overnatning på Hotel Prielbauer lidt uden for Mondsee.
Dag 4: Mondsee – Wartenfels – Fuschl am See
Distance: 13 km | Opstigning: 510 m | Nedstigning: 398 m | Tid: Ca. 4-5 t.
Du starter med enten at gå de 4 km langs åen eller tage en bus/taxa til Mondsee (hvilket forkorter dagens rute til i alt 9 km).
Den første del af dagens etape til den tidligere skovfogedhytte Wartenfels er temmelig stejl, men du kan belønne dig selv med lidt godt til ganen, når du når frem, for hytten er i dag en fortræffelig kro. Det kan kraftigt anbefales at tage en kort afstikker til de nærliggende Wartenfels-slotsruiner, hvorfra der er en fin udsigt over det omkringliggende landskab. Hvis du har mod på mere vandring, når du når til søen Fuschlsee (endnu en smuk turkisblå en af slagsen), er det bestemt værd at gå den smukke tur rundt om søen (10 km). Der er også flere gode spisesteder med dejlige udsigter ved søbredden. Når du er færdig med at nyde livet ved søen, tager du bussen tilbage til St. Gilgen (billet inkluderet).
Overnatning i St. Gilgen.
Dag 5: Auf Wiedersehen
Din vandreferie er ved vejs ende, medmindre du har booket ekstra overnatninger.
Turanmeldelser
Min kæreste og jeg var afsted i juli, og har været enormt begejstret for selve turen og Salzkammergut med alle de hyggelige byer, flotte bjergsøer og den smukke natur. Gode og hårde vandreruter, der varierede rigtig fint i distance og hårdhed. Dag 2 fra St. Wolfgang til Mondsee var særlig fantastisk: her startede vi med at tage et lille bjergtog til toppen for derefter at vandre ned på den anden side, og det var utroligt flot og idyllisk! Etapen var også strabadserende, så man skal huske godt med vand og proviant. Vi var pænt trætte om aftenen, men det var også en fed følelse, og så passede det os rigtig fint med en lidt kortere etape dagen efter 🙂
Det er helt sikkert ikke sidste gang, vi besøger Salzkammergut-området, og den her form for ferie er bare super fed! De bedste anbefalinger til denne specifikke tur og til Wild Rover Travel for god planlægning.
Jeg var afsted med min store søn på 20 år, og vi havde en vidunderligt tur! Helt utrolig smuk og præcis, som vi havde håbet sceneriet ville være. Hotellerne var så fine, gode og rene værelser og sødt og hjælpsomt personale.
Gode vejledninger og alt det materiale vi fik, brugte vi flittigt. Vi skulle dog lige koncentrere os indimellem med rutebeskrivelserne.
Et par kommentarer:
Vi var på en lang og sej tur fra St. Wolfgang til Mondsee. Meget smuk! Den var sat til at tage lang tid og det gjorde den også. Men en vigtig detalje, som kan bringes videre er, hotellet i Mondsee ligger ca. 45 min. gåtur fra centrum….. oveni. Og at ude på landet kører busserne ikke helt regelmæssigt og også indimellem med op til 2 timers mellemrum. Så efter 7 timers vandring, kunne vi ikke få en bus fra Mondsee til hotellet og måtte vente længe på en taxa, som hotellet fik fat i for os. Næste morgen kunne vi heller ikke få en bus fra hotellet til byen, hvor ruten skulle starte og måtte igen tage en taxa.
Ellers har det været en fantastisk tur! Jeg anbefaler også en paddletur på en af søerne….. det var så smukt og stille. Jeg vil i den grad anbefale dette koncept med at vandre selv fra hotel til hotel. Og det er ikke sidste gang, jeg er i det område ved Salzkammergut.
Det er en skøn og aktiv tur med flotte udsigter og god vandring. Dagenes længde varierer en del, og på den lange tur fra Schafberg til Mondsee skal man være indstillet på rigtig mange højdemeter nedad. Vi anbefaler, at man har madpakke, rigeligt vand og snacks med den dag, for det kan være svært at købe noget undervejs. På den første dag er vandringen fra St. Gilgen til Wolfgangsee kun ca. 3-4 timer, så det er en god ide at tage badetøjet med i rygsækken, da man skal vente længe på sin bagage.
Generelt fungerer al information, transfer etc. gnidningsfrit, så man kan fokusere på at nyde vandreturene og de smukke udsigter og byer.
Fint arrangeret og nemt at følge instrukserne. Gode overnatningssteder bortset fra hotel Brunetti, som blegnede en del ved siden af de andre steder. St. Gilgen kunne vi rigtig godt lide. Gode restauranter. Turen ned fra Schafberg er ret lang, især når det regner, for stien er stejl og fortsætter i flere timer gennem skoven. Og når man så når ned fra bjerget, er der stadigvæk 12 km til Mondsee- hvis man går ad landevejen– Vi tog stien – så endnu længere. Men vi nød overvindelsen af især mine grænser, for mine ben var rent gelé til sidst. Men en god følelse at have klaret turen på sammenlagt cirka 21 km (i bjergterræn -8-9 timer gik vi).
Skriv en anmeldelse