7 dage
Varighed
Let
Sværhedsgrad
Danmark
Sted
april-september
Rejseperiode

Gå i de gamle pramdrageres fodspor ad den nyligt renoverede Trækstien langs fredfyldte Gudenåen.

Bo på de gamle pramdragerkroer med hyggelig stemning og god mad.

Mærk historiens vingesus på Hærvejen, som har været brugt af bl.a. handlende og pilgrimme i 4.000 år.

Nyd nogle af Danmarks smukkeste landskaber omkring Hald Sø og Dollerup Bakker.

Oplev to af Jyllands mest charmerende byer: søernes by Silkeborg og Jyllands gamle hovedstad Viborg.


Rundvandring fra Silkeborg ad Trækstien og Hærvejen

Denne tur har vi valgt at kalde De midtjyske handelsruter, da den kombinerer to af de vigtigste historiske handelsruter i regionen: Trækstien og Hærvejen. Trækstien, eller Pramdragerstien som den også er kendt, opstod ca. samtidig med papirfabrikken og den medfølgende befolkningstilvækst i Silkeborg. Fra midten af 1800-tallet til jernbanens indtog fragtede man ved hjælp af fladbundede pramme, heste og stærke pramdragere varer mellem Silkeborg og Randers via Trækstien. Første del af denne rute er for nyligt blevet renoveret som en fin vandresti fra Silkeborg til Kongensbro langs Gudenåen. På den sidste strækning mod Bjerringbro vandrer man langs Tange Sø, der ud over at være Danmarks største kunstige sø også forsyner Danmarks største vandkraftværk. Undervejs overnatter du på to gamle pramdragerkroer fyldt med atmosfære.

Fra Bjerringbro tager du toget til Jyllands gamle hovedstad Viborg (17 min.). Herfra vandrer du næste dag videre ad Hærvejen, der er Danmarks ældste transportrute og i dag nok landets mest berømte vandrerute. Man mener, at Hærvejen i mere end 4.000 år har været brugt af især handlende til transport af dyr og andre varer, men også af bl.a. pilgrimme, hære og konger med deres store følger. Fra middelalderen til jernbanens fremkomst var Hærvejen den vigtigste rute gennem Jylland. Den løber langs den jyske højderyg, som er vandskellet mellem Østersøen og Kattegat, hele vejen fra Viborg til Hamborg. Ved at benytte denne rute kunne man undgå de brede vandløb eller krydse dem tæt på deres udspring, hvor de stadig var lavvandede, og i løbet af årene blev ruten forbedret med brolagte vadesteder, dæmninger og broer. På denne vandretur følger du Hærvejen fra Viborg til Bølling Sø.

Efter den sidste vandreetape, der slutter i Engesvang ved Bølling Sø, tager du toget tilbage til Silkeborg (12 min.), hvor turen startede. Her kan du enten hente din bagage (og evt. din bil) og drage hjemad, eller du kan tage en ekstra overnatning på hotellet og fejre turens afslutning med en god middag.

7 DAGE / 6 NÆTTER Fra 5.899 kr. pr. person i delt dobbeltværelse.

*Solotillæg for enkeltrejsende: 2.200 kr.

INDKVARTERING

På denne tur kommer du til at overnatte på et hotel, to kroer og tre B&B’er. Værelserne på hotellet, de to kroer og den ene B&B er med eget bad/toilet, og på de to andre B&B’er er der badeværelse på gangen. På B&B’en i Viborg er det muligt at booke værelse med eget bad/toilet (hvis ledigt) mod et mindre tillæg. Det er muligt at booke ekstra overnatninger på alle stederne.
REJSEPERIODE 1. april til 30. september
INKLUDERET
6 overnatninger
6 x morgenmad
Bagagetransport
Detaljeret rutebeskrivelse og kort
GPS tracks
Daglig telefonassistance fra kl. 9-19 (også i weekenden)
IKKE INKLUDERET
Rejseforsikring
Transport til og fra Silkeborg
Transport fra Bjerringbro til Viborg (dag 4)
Transport fra Engesvang til Silkeborg (dag 7)
Frokost og aftensmad
Personlige udgifter (drikkevarer, snacks etc.)
Alt andet, der ikke er nævnt under inkluderet
VALGFRI EKSTRAYDELSER
Ekstra overnatninger før, i løbet af eller efter vandreferien
Enkeltværelse(r)
1

Dag 1: Ankomst til Silkeborg

Din vandreferie starter i Silkeborg, hvor du indlogerer dig på et godt hotel. Hvis du har mulighed for det, så kom tidligt, så du har tid til at udforske den charmerende by, som har meget at byde på. Du kan f.eks. se moseliget Tollundmanden på Museum Silkeborg, besøge kunstmuseet Museum Jorn eller ferskvandsakvariet AQUA. Du kan også tage en tur med verdens ældste kulfyrede hjuldamper Hjejlen eller en af de andre historiske rutebåde, der sejler op og ned ad de smukke Silkeborgsøer.

Overnatning: Silkeborg

2

Dag 2: Silkeborg til Svostrup

Distance: 15 km | Opstigning: 62 m | Nedstigning: 70 m | Tid: ca. 4 t.

På din første vandredag forlader du Silkeborg og går ad den gamle pramdragersti, der nu er kendt som Trækstien. Stien er blevet renoveret de seneste år for over 5 mio. kr., så man nu stort set hele sæsonen kan vandre tørskoet frem til Svostrup. På det første stykke vandrer du langs Silkeborg Langsø og fortsætter herefter langs Gudenåen i dens naturlige å-størrelse, indtil den kort før Svostrup breder sig ud i Sminge Sø, der er berømt for sit fugleliv, som man kan iagttage fra det opstillede fugletårn. I Sminge Sø forenes to af Danmarks store åer, idet Gjern Å har sit udløb her. Kort efter når du den gamle pramdragerkro Svostrup Kro, hvor du ligesom pramdragerne skal have et velfortjent hvil med mad og drikke.

Overnatning: Svostrup

3

Dag 3: Svostrup til Kongensbro

Distance: 10 km | Opstigning: 41 m | Nedstigning: 44 m | Tid: ca. 3 t.

På din anden vandredag fortsætter du ad Trækstien mod Kongensbro. Dette stykke af ruten har ofte været oversvømmet, men blev i foråret 2019 renoveret og hævet, så det nu fremstår smukt og forhåbentlig tørt i det meste af sæsonen.

Kort efter du har forladt Svostrup, kan du se Tvilum Kirke på den modsatte side af åen. Den blev bygget som klosterkirke for augustinerordenen i 1250 og blev også brugt som opholdssted af kongen, når han var på rundrejse i Jylland. Du fortsætter vandringen langs åen i et idyllisk og fredfyldt landskab. Ca. 1 km før Kongensbro ses ”æ swot mand”. Det er den sidste af de pæle, man i sin tid fandt hele vejen langs Trækstien, og som blev brugt til at trække prammene rundt i åens svingninger med et kraftigt tov. For ikke at rådne blev pælene malet med sort tjære og kaldtes derfor ”æ swot mand”.

Til slut når du frem til Kongensbro Kro, som også er en gammel pramdragerkro fyldt med stemning fra en svunden tid. Tidligere var kroen et trafikalt knudepunkt mellem Silkeborg-Randers og Århus-Viborg.

Overnatning: Kongensbro

4

Dag 4: Kongensbro til Bjerringbro og tog til Viborg

Distance: 18 km | Opstigning: 94 m | Nedstigning: 104 m | Tid: ca. 4½ t.

På din sidste vandredag langs Trækstien, er der enkelte steder, hvor ruten er lagt om fra sit oprindelige pramdragerforløb og bevæger sig lidt ind i de skovfyldte områder langs Gudenåen. Efter godt 7 km når du broen, der går over Tange Sø til Ans med sit karakteristiske løgkuplede kirkespir. Du kan vælge at vandre over broen og spise frokost på Ans Kro, som er endnu en gammel pramdragerkro.

Efter Ans løber Gudenåen ud i Tange Sø, som er Danmarks største kunstige sø. Den gamle pramdragersti ligger nu på bunden af søen tillige med en pramdragerkro og 27 gårde og huse. Du følger den omlagte Træksti langs østsiden af Tange Sø og når for enden af søen frem til Gudenåcentralen, også kendt som Tangeværket, der blev indviet i 1921. Det er Danmarks største vandkraftværk, og ved indvielsen dækkede det en fjerdedel af Jyllands elforbrug. I forbindelse med Tangeværket ligger Energimuseet, der fortæller om værkets historie og er et besøg værd. Fra Tangeværket vandrer du de sidste 4 km langs stien ved Gudenåen til du når Bjerringbro, hvor etapen slutter.

Fra Bjerringbro skal du med toget videre til Viborg, hvor du indlogerer dig på en hyggelig B&B i centrum. Viborg var Jyllands hovedby og magtcentrum i middelalderen, og i den hyggelige indre by med de brostensbelagte gader kan du stadig fornemme middelalderstemningen.

Overnatning: Viborg

5

Dag 5: Viborg til Dollerup

Distance: 15 km | Opstigning: 147 m | Nedstigning: 146 m | Tid: ca. 4 t.

Du tager nu hul på anden del af turen, som følger den 4.000 år gamle transportrute Hærvejen. Ruten starter fra Viborg station, hvorfra du følger Hærvejen ud af byen til de brede skovstier i Liseborg Plantage. De næste 8 km vandrer du ad stille skovstier gennem Viborg Hedeplantage, Viborg Krat og Langskov.

Idet du nærmer dig Hald Sø går du forbi kulturcentret Hald Hovedgård, hvor der i laden er en udstilling om egnens natur og historie. Herefter når du den gamle Niels Bugges Kro, der oprindeligt var en mølle, som tilhørte hovedgården. Du fortsætter sydpå langs Hald Sø til de dejlige Dollerup Bakker, der er bevokset med krogede ege, enebær og hede. Dette er en af de smukkeste strækninger på Hærvejen med vidunderlige udsigter over de bølgende bakker med græssende heste og den dybblå sø. Etapen ender i den lille landsby Dollerup tæt ved den sydligste del af søen.

Overnatning: Dollerup

6

Dag 6: Dollerup til Thorning

Distance: 18½ km | Opstigning: 140 m | Nedstigning: 100 m | Tid: ca. 4½ t.

Fra Dollerup fortsætter du din vandring gennem den lille landsby Skelhøje, hvor du kan proviantere. Herefter følger et stykke langs marker, inden stille skovstier leder dig gennem Havredal og Stendal Plantage, hvor det vrimler med fredede gravhøje og gamle hulvejsspor. Stendal Plantage er den første statsplantage, anlagt i 1788 i forsøget på at opdyrke heden.

Ruten fortsætter i Ulvedal Plantage, hvor den fredløse Jens Langkniv i slutningen af 1500-tallet huserede og har fået en 5.500 år gammel langdysse opkaldt efter sig: Jens Langknivs Hule.

Etapen ender i Thorning, hvor du evt. kan besøge Blicheregnens Museum, der er indrettet i digterpræsten Steen Steensen Blichers tidligere præstebolig og giver en fin introduktion til egnen. Bagefter går du de sidste 2 km langs stille landeveje til dit overnatningssted.

Overnatning: Thorning

7

Dag 7: Thorning til Bølling Sø

Distance: 20 km | Opstigning: 135 m | Nedstigning: 120 m | Tid: ca. 5 t.

Efter morgenmad kan du enten gå eller få et lift af dine værter tilbage til Thorning. Herfra går du sydpå og kommer gennem landsbyen Nørre Knudstrup, inden du efter 3 km bliver genforenet med Hærvejen.

Kort efter passerer du Haller Å, hvor man stadig kan se hulvejsspor efter de gamle vogne ved vadestedet. Samme sted ligger Kong Knaps Dige, som er en 200 m lang forsvarsvold fra jernalderen. Det er også i dette område, at Slaget på Grathe Hede fandt sted. I dag er heden et idyllisk sted, men d. 23. oktober 1157 var det en kampscene, hvor en blodig borgerkrig blev afgjort mellem kongerne Svend Grathe og Valdemar den Store. Det var Valdemar, der løb med sejren, og Svend blev henrettet med et øksehug.

Du vandrer videre gennem Kompedal Plantage, hvor militærnægterne i sin tid blev sendt på skovarbejde. Nu nærmer du dig turens afslutning ved Bølling Sø, som du kommer til gennem den smukke Stenholt Skov. Hvis du har tid, kan du evt. besøge det nærliggende Klosterlund Museum, hvor der kan ses fund fra Jyllands ældste bopladser (8.000 f.kr.).

Fra Engesvang station, der ligger tæt på Bølling Sø, kan du enten drage direkte hjemad med toget, eller du kan tage det til Silkeborg (12 min.), hvor du enten kan tage en ekstra overnatning på det første hotel eller hente din bil. Det er også muligt at booke en ekstra overnatning på en B&B i Engesvang.


Find vej til og fra Silkeborg

Du kan tage toget til Silkeborg station, hvorfra der er knap 1½ km til dit hotel. Planlæg din rejse på www.rejseplanen.dk. Når du er færdig med at vandre, kan du enten drage hjemad fra Engesvang station eller tage toget herfra tilbage til Silkeborg (12 min.), hvis du ønsker en ekstra overnatning.
Hvis du er i bil, kan du parkere den ved det første hotel og have den stående der, mens du vandrer. Fra Bølling Sø, hvor din vandring ender, er der ikke langt til Engesvang station, hvorfra du kan tage toget tilbage til Silkeborg (12 min.).

Vandring langs Gudenåen på Trækstien
Indgangen til Svostrup Kro, som ligger på Trækstien
Vandring over en gangbro på Trækstien
Tåge over Trækstien
Kongensbro Kro ligger på Trækstien lige ned til Gudenåen
Blomstrende træer og kano på Gudenåen langs Trækstien
Engelskgræsk og vandring langs Gudenåen
Den sidste del af Trækstien lige inden Bjerringbro
Viborg Domkirke
Hærvejen ved Dollerup Bakker og Hald Sø
Hald Sø omgivet af Dollerup Bakker
Vandreskilt og kornblomster matcher langs Hærvejen
En kort pause langs Hærvejen
Hærvejsudsigt fra et udkigstårn
Hærvejen går gennem flere nåletræsplantager
Sommervandring langs Hærvejen
Bølling Sø

Turanmeldelser

Der er ingen anmeldelser endnu.

Skriv en anmeldelse

Vurdering