Bliv fortryllet af de panoramiske udsigter, de forrevne bjerge og de fredfyldte, idylliske dale.
Gå gennem frodige enge klædt i farverige vilde blomster.
Oplev det rige dyreliv, der bl.a. byder på murmeldyr og gemser.
Bo i den postkortsmukke alpinlandsby La Valle/Wengen.
Smag på de lækre lokale specialiteter, der bl.a. inkluderer fremragende oste og vine.
Vandreferie i Dolomitterne: Val Badia
Dolomitterne er universelt anerkendt som et af de bedste vandreområder i verden. Disse sydlige kalkstensalper, der er kendt for deres dramatiske klipper og idylliske dale, gennemskæres af en masse fremragende vandrestier, der er forbundet på kryds og tværs. Val Badia er en idyllisk, solrig dal omgivet af ærefrygtindgydende kalkstenstinder og bliver ofte betegnet som ’Dolomitternes hjerte’. Dalen var allerede beboet før romertiden og er en af de dale i Dolomitterne, hvor det lokale sprog ladin stadig tales.
På denne vandretur kommer du til at udforske et af de mest stemningsfulde områder i Sydtyrol. Glæd dig til at indånde den friske bjergluft, mens du vandrer til lyden af fuglesang og pludrende vandløb, og glæd dig ikke mindst til de storslåede udsigter over takkede, sneklædte bjergtinder mod en intens blå himmel, der reflekteres i de klare bjergsøer.
Du kommer til at bo seks nætter på et dejligt 3-stjernet hotel i alpinlandsbyen La Valle/Wengen i et dobbeltværelse med eget bad/toilet og en enkelt nat i en skøn bjerghytte ligeledes på et dobbeltværelse med eget bad/toilet. Begge steder byder på spektakulære bjergudsyn, og der vil være rig mulighed for at afprøve områdets fremragende køkken, lækre oste og dejlige vine.
8 DAGES VANDREFERIE | Fra 5.999 kr. pr. person i dobbeltværelse*
*Rabat for tre personer i tremandsværelse. Kontakt os for pris. |
||||||||||||||||||||
INDKVARTERING |
|
||||||||||||||||||||
REJSEPERIODE | Juni til oktober | ||||||||||||||||||||
INKLUDERET |
|
||||||||||||||||||||
IKKE INKLUDERET |
|
||||||||||||||||||||
VALGFRI EKSTRAYDELSER |
|
||||||||||||||||||||
SVÆRHED | Denne vandretur består af moderate til udfordrende bjergruter langs velmarkerede stier. Det anbefales at have basal erfaring med bjergvandring, være udholdende og i rimelig god form. Stierne er velholdte, men indimellem stenede eller stejle. De fleste af ruterne kan forlænges eller forkortes. Der er en højdeforskel pr. dag på mellem 500 og 1.300 meter. |
Dag 1: Ankomst til La Valle/Wengen
Den lille idylliske landsby La Valle (Wengen på tysk) ligger midt i grønne bjergenge i naturparken Fanes-Senes-Braies. Arkitektonisk er den karakteriseret af traditionelle ladinske klynger af gårde, der kaldes ‘les viles’. Lyt efter det unikke ladinske sprog, som tales af landsbyboerne.
Når du er kommet på plads på dit hotel, kan du slentre rundt i de fantastisk smukke omgivelser og indånde den friske bjergluft.
Overnatning i La Valle/Wengen.
Dag 2: Rundvandring via Crusc de Rit
Rute 1
Distance: 12,7 km | Opstigning: 745 m | Nedstigning: 745 m | Tid: ca. 5 t.
Rute 2
Distance: 17,3 km | Opstigning: 920 m | Nedstigning: 920 m | Tid: ca. 7 t.
Din første vandredag tager dig på en rundtur fra La Valle via bjerget Sas de Crosta (Pares). Sørg for at gøre et ophold ved udsigtspunktet på Crusc de Rit (2.021 m), hvorfra du kan nyde panoramiske udsyn over Val Badia mod syd og Valpusteria og de østrigske bjergtinder mod nord.
Mens du fortsætter ad skovstier og krydser udstrakte græsningsarealer, vil du opleve flere fantastiske udsigter, der bl.a. inkluderer de majestætiske bjergpas Sas Dalesc Desc, Sas Dales Nu og Ju de Sant Antone.
Overnatning i La Valle/Wengen.
Dag 3: Rundvandring fra Pederoa
Distance: 13 km | Opstigning: 770 m | Nedstigning: 770 m | Tid: ca. 5 t.
Dagens vandring starter og slutter i landsbyen Pederoa, som ligger 2 km fra La Valle. Du kan enten gå dertil eller tage en lokal bus. Fra Pederoa klatrer du gradvist opad, indtil du når nogle brede lysninger med fantastiske udsigter over La Valle, nabolandsbyen Longiarù og den majestætiske bjergtinde Monte Putia. Fra toppen af Spizan går det nedad langs en god jordvej, som følger Gran Ega-floden (den største i Val Badia) hele vejen tilbage til Pederoa.
Tag en lokal bus eller fortsæt de sidste 2 km tilbage til dit hotel til fods.
Overnatning i La Valle/Wengen.
Dag 4: Passo Valparola til Corvara
Distance: 15 km | Opstigning: 570 m | Nedstigning: 1.180 m | Tid: ca. 6 t.
Efter morgenmad får du et lift til starten af dagens rute ved det høje bjergpas Passo Valparola (2.168 m). Her begynder en enestående panoramisk sti langs Sett Sass, som munder ud i blomsterenge ved højplateauet Pralongià. Herfra er der et fantastisk udsyn over bjergtoppene og dalene omkring Val Badia med Marmolada-gletsjeren i baggrunden.
Overnatning i La Valle/Wengen.
Dag 5: La Valle til Fanes
Distance: 13,8 km | Opstigning: 1.278 m | Nedstigning: 563 m | Tid: ca. 6 t.
I dag vandrer du til Rifugio Fanes, som er en charmerende og indbydende bjerghytte, der ligger oven over byen San Vigilio di Marebbe. Her kommer du til at overnatte, så inden du tager af sted, skal du pakke de ting, du skal bruge til overnatningen i din dagsrygsæk, da resten af din bagage bliver i La Valle. Værelserne er veludstyrede og komfortable, og ejerne byder både på traditionel ladinsk madlavning og internationale retter.
Ruten til Fanes går først gradvist opad og derefter nedad langs stenede stier. På vejen kan du beundre Sasso delle Noves klippesider og en smuk panoramisk udsigt over Pares-bjerget og de østrigske bjergtoppe. Den sidste opadgående del er temmelig stejlt indtil Ju De Sant Antone, men du bliver belønnet med masser af flotte udsigter over dalen og naturparken Fanes-Senes-Braines. Du når Rifugio Fanes efter at have krydset nogle højtliggende græsgange.
Hvis du endnu har lidt energi tilbage, kan det anbefales at fortsætte yderligere 1 km til søerne Lé Vërt og Limo.
Overnatning i Fanes.
Dag 6: Fanes til La Valle
Distance: 20 km | Opstigning: 790 m | Nedstigning: 1.511 m | Tid: ca. 8 t.
En lidt stejlere vandring venter i dag, men man bliver kompenseret for anstrengelserne med et fantastisk landskab, der atter kan betegnes som majestætisk. Dagen starter med smuk opadgående skovvandring gennem en lærkeskov med masser af små vandfald til den blanke alpinsø Lech Parom. Herefter skifter omgivelserne karakter, idet Fanes’ vidtstrakte, majestætiske højland gradvist ændrer sig til et mere forrevent bjerglandskab med lodrette klippevægge og Dolomitternes karakteristiske kalkstenstinder. Det er muligt at undgå den stejle opstigning ved at tage en mere jævn sti.
Fra Forcella De Medesc-passet går det stejlt nedad til en mere komfortabel skovsti, der fører dig til La Crusc, hvorfra der er en herlig udsigt. Den sidste del af ruten fører dig tilbage til La Valle gennem Armentaras karakteristiske brede blomsterenge.
Hvis man ønsker at forkorte ruten, kan man tage en svævebane efter ca. 10 km fra Rifugio La Crusc til Badia/Abtei, hvorfra man kan komme videre med bus eller taxa.
Overnatning i La Valle/Wengen.
Dag 7: Rundvandring fra Longiarù via Rifugio Genova
Rute 1
Distance: 13,4 km | Opstigning: 950 | Nedstigning: 950 m | Tid: ca. 5 t.
Rute 2
Distance: 17 km | Opstigning: 1.100 | Nedstigning: 1.100 m | Tid: ca. 6 t.
Din sidste vandredag starter med en kort bustur til Longiarù, hvorfra du vandrer langs siden af Monte Putia, som er et storslået bjerg, hvis top skiller sig ud fra Val Badias andre imponerende bjergtoppe. Du fortsætter under Passo Poma og når den charmerende bjerghytte Rifugio Genova, inden du krydser et vidtstrakt prærielandskab, der byder på fantastiske udsigter over tinderne i nationalparken Puez-Odle og Fanes-massivet. Til sidst vandrer du tilbage til Longiarù via Seres-dalen, hvor du passerer en række gamle vindmøller. Tag den direkte bus fra Longiarù tilbage til La Valle.
Det er muligt at forkorte dagens vandring med ca. 3 km ved at tage en alternativ rute.
Overnatning i La Valle/Wengen.
Dag 8: Arrivederci La Valle!
Din vandreferie er ved vejs ende. Tryk på fanen ‘beliggenhed’ for at se, hvordan du lettest kommer videre fra La Valle.
Find vej til La Valle/Wengen
Det nemmeste er at flyve til enten Innsbruck eller Verona. Man kan også flyve til Milano Bergamo, Milano Linate eller Milano Malpensa.
/
Uanset hvilken lufthavn du er fløjet til, skal du tage et tog til Brunico og herfra en lokal bus til Pederoa (ca. 35 min.). Fra Pederoa er der kun 2 km til La Valle, så du kan enten tage en bus (de går dog kun få gange i løbet af dagen) eller en taxa.
Du kan finde information om tog og busser på nedenstående links:
- www.trenitalia.com
- www.fahrplan.oebb.at (til/fra Innsbruck)
- www.sii.bz.it (Sydtyrol)
Hvis du ankommer til La Valle/Wengen i egen bil, kan du parkere på hotellets udendørs p-plads. Der er ikke nogen parkeringsrestriktioner i La Valle.
Turanmeldelser
Vi er netop hjemvendt efter en dejlig uges vandring i Dolomitterne – ruterne afvekslende og naturen smuk smuk smuk 😊
Hotel Alpenrose er et meget hyggelig hotel med lækker 3 retters menu hver aften. Dejlige og rene værelser samt meget imødekommende personale, som ved forespørgsel hjalp med forslag til en kortere rute til Refugio Fanes på dag 3.
Kristen og Gitte
Tak til Wild Rover Travel – for super godt materiale og information for de forskellige vandreruter.
Vi boede på Hotel Alpenrosen – et skønt hotel med søde og imødekommende personaler. Hver dag blev der serveret en tre retters velafstemt og velsmagende aften menu. Efter en 5 – 7 timers vandring i smukke bjerge med fantastiske udsigter, afsluttede vi med at sætte os og nyde et glas Aperol på den fælles altan, med udsigt udover dalen – smukt!
Og tak til Wild Rover Travel for at være så lettilgængelig, da vi havde brug for svar på nogle få spørgsmål den første dag!
Nichlas og Isja
Tak til Wild Rover Travel for et perfekt tilrettelagt vandretursprogram. Turene var allesammen smukke og afvekslende og indbyrdes meget forskellige, så man efter at have gået dem virkeligt føler, at man kender La Valle/Wengen og omgivelser rimeligt godt.
Hotel Pider er en lille perle perfekt beliggende på torvet overfor kirken i La Valle med masser af tyrolercharme både på hotellet og i byen.
Maden i restauranten er god, smuk og velsmagende, hvilket betyder ekstra meget for trætte ben og sultne maver efter en lang dag i bjergene.
Hotellets bar med terrasse ud mod torvet og kirken er et hit. Her nød vi et glas hver dag efter dagens vandring. En mere hyggelig måde at afslutte en dag i bjergene på kan ikke tænkes. 😊
Det søde, imødekommende og servicemindede personale på hotellet gør alt for at give deres gæster et godt ophold, hvilket lykkes tilfulde og sætter prikken over i’et på dette skønne hotel.
Jeg kan varmt anbefale denne tur og har fået blod på tanden efter mere.
Vi havde oprindeligt forventet at skulle på vandreferie i Slovenien. Vi havde selv valgt at køre derned, og ville bruge en uge på turen dertil. Om fredagen da ferien startede, valgte Slovenien, at danskere skulle i karantæne ved ankomsten. Vi bad Wild Rover Travel om at aflyse Slovenien, og forhørte om en tur til ValBadia kunne arrangeres. Mindre end 24 timer efter var det hele booket, og alt på turen forløb som det skulle. Val Badia og Hotel Pider er bestemt en ferie værd.
Turene fungerede helt fint. Jeg ankom med én dag i reserve for at vende mig til bjergvandring (igen) og den tyndere luft ved 2.000-metres højde. Jeg ankom på Dag 0 og brugte altså Dag 1 på at vandre en håndfuld timer på de velafmærkede stiger omkring den hyggelige La Valle (Wengen). Testede hermed navigation (inkl. GPX filer – se nedenfor), rygsæk, staver, støvler, o.l.
Hotel Pider varmt anbefales. Venlig familie foretagende, udmærket mad og service. Daglig madpakke var også en succes. Og hjemkomsten til 90-graders sauna, boble- samt dampbadene var dagens milepæl. Massør Marie (bestilles ekstra) er ekspert i at få sind og musklerne tilbage i spænd.
Wild Rover Travel har fundet en god italiensk samarbejdspartner og gav god støtte omkring turplanlægningen fx anskaffelsen af GPX filerne med alle relevante ture. Sammen med gratis app’en GPX Viewer var dette værktøj uundværlig, hvis man midlertidigt kom ud af kurs. Det gave tillige frihed til at improvisere på de fastlagte ruter. Da kortet ligger (i downloadede GPX filer) på telefonen, kræver det ingen netværksforbindelse en route.
Staverne var også uundværlige, esp. hvis man er lidt oppe i årene, da nogle af stierne er stejle: på vejen op bruges fire sæt muskler i stedet for to; på vejen ned, ud over aflastning af knæ, gav staverne stabilitet, fodfæste samt sikkerhed fx ved en meget stejl, diffus stykke af stien over rullende småsten (på ruten fra Fanes tilbage til La Valle).
Plan B: hvis der kommer gang-hæmmende skavanker sidst på dagen, overvej at ringe til omegnens velfunderende taxasystem, som henter en på de smalleste veje (4-hjulstræk vogne). For ikke meget mere end 20 Euro, fragter de ens møre krop tilbage til hotellet. Jeg brugte den muntre Engelbert (0039-335 7113557).
Jeg valgte et direkte fly fra CPH til Milano og brugte tid på de velsmurte norditalienske togskinner (Milano->Verona->Fortezza->Brunico, derefter med bus) i stedet for at sidde i en europæisk lufthavn og vente mange timer på flyforbindelsen til fx den nærmere liggende Innsbruck. Når højhastighedstoget (vi kyssede de 300 km/t) har krydset Po-dalen, bliver man efter Verona belønnet med en flot bjergtur igennem smukke vinmarker 🙂
Skriv en anmeldelse