8 dage
Varighed
Let-moderat
Sværhedsgrad
Kroatien
Sted
april-november
Rejseperiode

Opdag Dalmatinerkystens ufattelige skønhed og fantastiske middelalderbyer.

Dubrovnik: ’Adriaterhavets perle’ og en af verdens prægtigste fæstningsbyer.

Nyd afslappet vandring gennem fredfyldte omgivelser i den frodige, drømmeagtige Konavle-dal.

Udforsk den uspolerede, bilfri ø Lopud midt i det glitrende Adriaterhav.

Gå ad skyggefulde stier i Nationalparken Mljet på Kroatiens grønneste ø.


Selvguidet vandreferie på Kroatiens adriaterhavskyst

På denne vandreferie kommer du til at udforske den blændende smukke fæstningsby Dubrovnik, og langs de mange dejlige vandrestier vil Syddalmatiens skønhed åbenbare sig for dig.

Dette er en varieret og afslappet tur, som giver dig mulighed for at opleve den lille uopdagede Konavle-regions smukke kyst- og bjerglandskaber. Du får også tid til at udforske de traditionelle dalmatiske landsbyer, områdets rige kulturarv og den grønne ø Mljet, som Lonely Planet beskriver som ”den mest forførende ø i Adriaterhavet”. Du vil hurtigt få en fornemmelse af den lokale levevis, og så skal du smage på de mange lækre lokalretter, der selvfølgelig inkluderer friske fisk og skaldyr.

8 DAGE / 7 NÆTTER Fra 5.199 kr. pr. person i dobbeltværelse*.

*Højsæsontillæg i de travle sommermåneder.
*Denne tur er desværre ikke tilgængelig for solorejsende.

REJSEPERIODE April til november.
INDKVARTERING Du kommer til at bo på gode lokalejede B&Bs og mindre hoteller. Alle værelser er med eget bad/toilet. Det er muligt at booke ekstra overnatninger alle stederne.
INKLUDERET
7 x overnatninger
7 x morgenmad
Dag 1: Transport fra lufthavnen i Dubrovnik til Gruda
Dag 3: Transport fra Gruda til Dubrovnik
Dag 4: Færgebillet til og fra Lopud
Dag 5: Færgebillet til Mljet
Dag 7: Færgebillet fra Mljet til Dubrovnik
Dag 8: Transport til lufthavnen i Dubrovnik
Køre- og sejlplaner for busser og færger
Bagagetransport
Kort og detaljeret rutebeskrivelse (på engelsk)
Orienteringsservice ved lokale agenter
Lokal nødassistance
IKKE INKLUDERET
Fly og rejseforsikring
Frokost og aftensmad
Entre til Mljet Nationalpark (€15-20 pr. person, skal betales lokalt)
Personlige udgifter (drikkevarer, snacks, drikkepenge etc.)
Alt andet, der ikke er nævnt under inkluderet
VALGFRI EKSTRAYDELSER
Guidet historisk tur i Dubrovnik: €80 pr. gruppe (1-4 personer)
Andre aktiviteter som havkajak, cykling og snorkling. Kontakt os for mere info.
Ekstra overnatninger
Enkeltværelse: 1.400 kr
1

Dag 1: Ankomst til Konavle og kort gåtur i området

Distance: 12½ km

Fra lufthavnen i Dubrovnik bliver du kørt til landsbyen Gruda, der ligger i Konavle-regionen. Dette stille hjørne syd for Dubrovnik er kendt for sin frodige middelhavsvegetation, charmerende landsbyer og dramatiske kystklipper. Bjergene udgør et imponerende bagtæppe til denne frugtbare landbrugsregion. Her vokser massevis af smukke cypresser og fyrtræer, og det skorter heller ikke på vinmarker. Konavle-dalen er mest kendt for malvazija, som er en endemisk drue, der producerer en meget behagelig hvidvin. Livet leves langsomt i denne del af verden, så det er det perfekte sted at starte sin ferie og komme ned i gear.

Konavle har mange vidunderlige vandrestier, og om eftermiddagen kan du få et fint indtryk af dalen på en 12½ km gåtur, hvor du kommer igennem skovområder og vinmarker og følger Ljuta-floden forbi flere historiske vandmøller.

Overnatning i Gruda, Konavle.

2

Dag 2: Rundvandring fra Konavle via Radovčići og Popovići

Distance: 15 km

I dag kommer du til at udforske Konavles charmerende landsbyer, idylliske landskaber og dramatiske kystlinje. Fra dit overnatningssted bevæger du dig vestpå til den kønne landsby Radovčići. Stien fortsætter til kysten ved Popovići, hvor klipperne skyder dramatisk op af Adriaterhavet ved den pragtfulde strand Pasjaca. Du returnerer ad en sti, som følger den gamle jernbane til Gruda og Tušići.

Overnatning i Gruda, Konavle.

3

Dag 3: Dubrovnik

Efter morgenmad tjekker du ud af dit hotel i Gruda og bliver kørt til den berømte gamle fæstningsby Dubrovnik. Den gamle bydel er helt bilfri, og man kan uden problemer bruge en hel dag på at spadsere rundt i de smalle, brostensbelagte gader. De bedste udsyn over byen får du, hvis du går en tur langs de gamle bymure fra 1200-tallet. Du kan også tage svævebanen op til Srđ-bjerget, hvorfra du kan se byen og de nærliggende øer i det glitrende Adriaterhav i fugleperspektiv.

Du kan enten udforske byen på egen hånd eller tage på en guidet historisk tur gennem byen (€80 pr. gruppe). Uanset hvad du vælger, vil du snart forstå, hvorfor den berømte irske forfatter George Bernard Shaw erklærede: ”De, der søger paradis på jorden, burde komme og se Dubrovnik”. Hvis du har set tv-serien Game of Thrones, vil du kunne genkende mange af stederne i byen.

Der er også mulighed for at tage en halvdagstur til øen Lokrum, hvor der er en fantastisk botanisk have og masser af påfugle og kaniner.

Overnatning i Dubrovnik.

4

Dag 4: Vandring på Lopud

Distance: op til 12 km

Efter morgenmad tager du færgen fra havnen i Dubrovnik til Elafitiøen Lopud (ca. 45 min.).

Bilfri Lopud har de kønneste bebyggelser af alle Elafitiøerne. Her finder man gamle fæstningsborge, der vogter over flotte stenhuse omgivet af eksotiske haver. De mange vandrestier gennem den frodige vegetation gør Lopud til et perfekt vandreudflugtsmål fra Dubrovnik. Vi foreslår en 12 km lang rundvandring omkring øen, hvor du kan se gamle fæstninger og kirker, en botanisk have, storslåede klipper og en af de bedste strande i Dubrovnik-området.

Øens største landsby, der også hedder Lopud, ligger i en malerisk bugt med et franciskanerkloster omgivet af palmer og citrontræer. Vandreruten starter ved havnen i Lopud og følger gader og trapper hele vejen op til det fantastiske udsigtspunkt ved Katio-fortet og St. Johannes-kirken. Længere fremme kan du nyde udsigten over klipperne på den sydlige side af øen og gå langs den smukke sandstrand Šunj, hvor du finder en bar, som serverer frisk grillet fisk. Ruten ender ved havnen i Lopud, hvor den startede.

Der er flere færgeafgange til Dubrovnik i løbet af eftermiddagen, som du kan tage efter din vandretur.

Overnatning i Dubrovnik.

5

Dag 5: Mljet – rundvandring om søerne

Distance: op til 14 km

Efter morgenmad får du et lift til havnen i Dubrovnik, hvorfra du skal med en færge til Polače på øen Mljet.

Mljet, der kaldes ’den grønne ø’ på grund af dens frodige vegetation, er en af Adriaterhavets perler og en ud af i alt otte kroatiske nationalparker. Ifølge legenden brugte Odysseus øen som et sikkert tilflugtssted på sine ture mellem øerne i det græske øhav. Mljet er kendt for sin smukke middelhavsvegetation, det klare blå hav, de mange bugter, strande og klipper samt to skønne saltvandssøer, som er varme selv i løbet af årets kolde måneder.

Øen byder også på dejlige, skyggefulde vandrestier. Dagens rute begynder i den lille by Polače, bag resterne af det gamle romerske palads fra det 2. århundrede. Du kommer gennem nationalparken og rundt om de to krystalklare saltvandssøer*. Begge søer er omgivet af velafmærkede stier. Vandreturen tager ca. 4 timer med tid til at tage en svømmetur og spise frokost på en lokal restaurant, inden det går tilbagead mod Polače.

*Det koster €15-20 pr. person at få adgang til Mljet Nationalpark. Adgangsbilletten skal betales på stedet, og pengene går til at støtte lokalsamfundet.

Overnatning i Polače, Mljet.

6

Dag 6: Mljet – vandring til Montokuc og Babine Kuće

Distance: 8 km

I dag har du mere tid til at nyde den dejlige fred og ro, der hersker på Mljet. Dagens korte vandrerute bringer dig til Montokuc, som er den højeste top i nationalparken. Herfra er der fantastiske udsigter over parken, Pelješac-halvøen og øen Korčula. På vej tilbage fra Montokuc kommer du gennem fyrskovene og ned til saltvandssøerne. Du kommen gennem den bakkede landsby Govedari og den lillebitte Babine Kuće, der ligger på bredden af den største af søerne. Herfra har du gode udsyn over til den lille ø Melita og dens benediktinerkloster fra 1100-tallet. Det er også muligt at tage en båd over til øen.

Overnatning i Polače, Mljet.

7

Dag 7: Fridag i Dubrovnik

I dag får du et lift tilbage til Dubrovnik. Her har du en dag uden vandreplaner, så der er tid til at få set alt det, du ikke nåede sidst.

Overnatning i Dubrovnik.

8

Dag 8: Afgang

Din vandreferie er ved vejs ende, medmindre du har booket ekstra overnatninger. Efter morgenmad får du et lift til lufthavnen i Dubrovnik.


Find vej til Dubrovnik

  Man kan flyve til Dubrovnik Lufthavn fra mange europæiske byer.
Transport fra og til lufthavnen er inkluderet i din pakke. Når du ankommer, bliver du således hentet i lufthavnen og kørt til dit overnatningssted i Gruda, og når du skal hjem, bliver du kørt fra dit overnatningssted i Dubrovnik til lufthavnen.

Dubrovnik vandreferie
Konavle (c) Konavle Tourist Board
Vandmølle i Konavle-dalen
Popovići, Konavle (c) Konavle Tourist Board
Dubrovnik og Lokrum-øen
Vandring på Lopud-øen
Solopgang på Mljet

Turanmeldelser

Der er ingen anmeldelser endnu.

Skriv en anmeldelse

Vurdering