Gå til foden af Storbritanniens højeste bjerg, Ben Nevis.
Nyd det konstant foranderlige landskab, mens du vandrer fra lavlandet til højlandet.
Følg ’the bonnie banks of Loch Lomond’, som er Storbritanniens største sø.
Oplev den overjordiske skønhed på den afsidesliggende hede Rannoch Moor.
Gå gennem de pragtfulde ’glens’ (skotske bjergkløfter) Glencoe og Glen Nevis.
Selvguidet vandreferie i Skotland langs The West Highland Way
The West Highland Way er Skotlands mest populære vandrerute med landskaber, der byder på overvældende og ærefrygtindgydende skønhed. Denne tur følger det meste af den 150 km lange rute gennem den sydvestlige del af det skotske højland i en højde, der rangerer fra havets overflade til 565 m.
Du starter i den lille landsby Drymen uden for Glasgow og følger Loch Lomonds rolige søbred efterfulgt af fredfyldte dale gennem bjergene omkring landsbyen Crianlarich. Herefter krydser du de åbne, lyngklædte tørvemoser, der udgør den smukke Rannoch Moor, og på vej ned fra heden kommer Skotlands mest ikoniske bjerg, Buachaille Etive Mor, til syne. Det var i øvrigt i dette område, at den dramatiske afslutning på James Bond-filmen ’Skyfall’ blev lavet.
Ruten passerer tæt forbi Glencoe-dalen, hvor man endnu i dag kan fornemme den dystre stemning efter den berømte massakre på MacDonald-klanen i 1692. Turen slutter i Fort William nær foden af Ben Nevis, der med sine 1.345 m er Storbritanniens højeste bjerg (som erfarne vandrere kan bestige, hvis de har lyst og tid til at forlænge turen med en ekstra dag).
8 DAGE / 7 NÆTTER | 7.299 kr. pr. person i delt dobbeltværelse.
*Solotillæg for enkeltrejsende. |
||||||||||||||||
INDKVARTERING |
Vi benytter en blanding af overnatningssteder, der inkluderer B&B’er, hytter, kroer og små hoteller. De drives alle af vandrervenlige værter, og de fleste steder er værelserne med eget bad/toilet. Om morgenen serveres en solid morgenmad, så man er tanket godt op inden dagens vandring. Andre faciliteter såsom vaskemaskiner, tørrerum og madpakker er tilgængelige på nogle af stederne. | ||||||||||||||||
MÅLTIDER |
|
||||||||||||||||
REJSEPERIODE | April til oktober med start alle dage undtagen mandag og tirsdag*.
*Vær opmærksom på, at denne rute er meget populær, og nogle overnatningssteder bliver hurtigt fyldt op. Vi anbefaler derfor, at man booker turen i god tid. Skriv også meget gerne i kommentarfeltet på bookingsiden, hvis du er fleksibel med din startdato. |
||||||||||||||||
INKLUDERET |
|
||||||||||||||||
IKKE INKLUDERET |
|
||||||||||||||||
VALGFRI EKSTRAYDELSER |
|
Dag 1: Ankomst til Drymen
Din vandreferie starter i den lille by Drymen, der ligger på grænsen til det skotske højland nord for Glasgow. Hvis du kommer tidligt, kan du efter indtjekning på din B&B, besøge en nærliggende lille tebutik, der serverer lækre hjemmelavede kager. Du kan også få dig en pint i den lille Clachan Inn, som den skotske folkehelt og fredløse Rob Roy (1671-1734) plejede at frekventere.
Overnatning i Drymen.
Dag 2: Drymen til Rowardennan
Distance: 22 km* | Tid: ca. 5½ t.
Din første vandredag byder på et mildt landskab langs søen Loch Lomond og dens ’bonnie banks’, som der står i den berømte skotske folkesang af samme navn som søen. På markerne græsser Skotsk Højlandskvæg, og ruten bevæger sig efterhånden op gennem skov og over hede til Conic Hill. Fra toppen er der skønne udsigter over Loch Lomond og dens øer, og det er her højlandet for alvor begynder. The West Highland Way fortsætter dog nedad, til du atter når Loch Lomonds bred ved landsbyen Balmaha, og herefter snor den sig langs søbredden mod Rowardennan.
Hvis du ønsker at bestige Ben Lomond (974 m), kan du indlægge en ekstra overnatning i Rowardennan.
Overnatning i Rowardennan.
Dag 3: Rowardennan til Ardlui
Distance: 22 km* | Tid: ca. 5½ t.
I dag fortsætter du ad stien langs bredden af Loch Lomond og vandrer meget af tiden i skyggen af det 974 m høje bjerg Ben Lomond. Der er ikke nogen lange strabadserende sektioner på etapen, men et par enkelte små, stejle op- og nedstigninger. Du kan tage en lille afstikker til den fredløse Rob Roys hule, hvor han efter sigende skulle have holdt til i svære stunder og somme tider holdt fanger. Du kan evt. også gøre holdt og få dig en forfriskning på hotellet i Inversnaid, inden du fortsætter til Ardleish. Her skal du hejse en bøje på en pæl for at fange færgemandens opmærksomhed, hvorefter han vil hente dig og bringe dig til hotellet i Ardlui på den vestlige bred af Loch Lomond (det koster ca. £5, som skal betales direkte til færgemanden).
Hvis du har lyst til at gå lidt længere (eller hvis vejret er for voldsomt til, at færgen kan sejle), kan du fortsætte yderligere 2 km til Beinglas Farm eller Inverarnan Drover’s Inn, hvorfra du kan tage en taxa resten af vejen til hotellet (ikke inkluderet).
Overnatning i Ardlui.
Dag 4: Ardlui til Inveroran
Distance: 24 / 34 km* | Tid: ca. 6-8 t.
Denne dag har du to valgmuligheder: Du kan enten vælge at gå hele vejen til Inveroran (34 km), eller du kan tage en taxa (inkluderet) til Crianlarich (eller evt. længere) og gå derfra. 34 km er langt at gå på én dag, så medmindre du ved, du kan overkomme det, vil vi anbefale dig at gøre brug af taxaen. Crianlarich ligger i øvrigt ved foden af endnu en stor bjergtop: Ben Mor (1.174 m).
Ruten, der hovedsageligt løber gennem områdets dale, går via ruinerne af det gamle St. Fillan-kloster, som Robert the Bruce byggede for at sige tak for St. Fillans hjælp i Slaget ved Bannockburn i 1314, hvor skotterne besejrede englænderne. Robert the Bruce var konge af Skotland fra 1306-1329 og ledte Skotland under den første skotske uafhængighedskrig mod England. Ruten fører dig videre gennem Dalrighs morænelandskab, hvor Bruce blev besejret af Edvard 1.’s styrker i Slaget ved Methven i 1306. Herefter kommer du forbi den gamle mineby Tyndrum, hvor der for nyligt er fundet en guldåre.
Ruten fortsætter op forbi bjergtoppene Ben Lui og Ben Dorain til landsbyen Bridge of Orchy, hvor du kan få dig en lille forfriskning, inden du fortsætter mod Inveroran, der ligger ved den smukke sø Loch Tulla. Søen er omgivet af skovfyr (Scots pine), som er rester af Skotlands ældgamle tempererede regnskov, der kaldes den kaledoniske skov.
Overnatning i Inveroran.
Dag 5: Inveroran til Kingshouse
Distance: 16 km* | Tid: ca. 4 t.
I dag følger du den gamle militærvej over den vilde, lyngklædte hede Rannoch Moor og stenbroen Ba Bridge. Denne del af ruten siges at være den mest afsidesliggende. Udsigterne bliver mere og mere vidtstrakte med et fantastisk samspil mellem hede, søer, bjerge og himmel. Mange af de små bjergsøer er skabt af tidligere gletsjere. Hold udkig efter hjorte!
Militærvejen snor sig efterhånden ned til starten af Glencoe-dalen med den berømte og meget fotograferede hytte Blackrock Cottage, som ligger med en spektakulær udsigt til bjerget Buachaille Etive Mòr (1.021 m).
Overnatning i Kingshouse.
Dag 6: Kingshouse til Kinlochleven
Distance: 14½ km* | Tid: ca. 3½ t.
Fra Kingshouse Hotel følger du West Highland Way forbi bjerget Buachaille Etive Mòr, hvorefter stien zigzagger op ad ’djævlens trappe’ (Devil’s Staircase), til du når op i 550 meters højde. Opstigningen er ikke så slem, som den lyder, da den er forholdsvis jævn. Fra toppen er der spektakulære udsigter over området, du kom fra, og til den anden side mod Ben Nevis. Det næste stykke er en lang nedstigning til søen Loch Leven med udsigter undervejs over Blackwater-reservoiret, Loch Leven og bjerget Pap of Glencoe.
Overnatning i Kinlochleven.
Dag 7: Kinlochleven til Fort William
Distance: 22½ km* | Tid: ca. 5½ t.
Din sidste vandredag begynder med en stejl opstigning ad gamle victorianske jagtstier langs skråningerne af Mamore-bjergene. Herefter bliver du genforenet med den gamle militærvej og krydser Lairigmor-passet. Du fortsætter gennem tyk nåleskov til dalen Glen Nevis og forbi foden af det mægtige Ben Nevis (1.345 m) – Storbritanniens højeste bjerg.
Overnatning i Fort William.
Dag 8: Afgang fra Fort William
Din vandreferie langs The West Highland Way er ved vejs ende. Hvis du ønsker at bestige Ben Nevis, kan vi booke en ekstra overnatning til dig i Fort William. Skriv blot dette i kommentarfeltet på bookingsiden, så sørger vi for at arrangere det.
*Distancerne kan variere afhængig af indkvarteringsstederne.
Turanmeldelser
Virkelig dejlig tur. Smuk vandring og glimrende hoteller. Kan stærkt anbefales.
Pragtfuld tur – afvekslende med skøn natur og gode ruter.
Nemt at finde vej.
Overnatning, morgenmad og bagagetransport fungerer bare.
Skriv en anmeldelse