Gå gennem den ældgamle regnskov i nationalparken Garajonay, som er på UNESCOs Verdensarvsliste.
Smag på La Gomeras lækre overflod af eksotiske frugter og palmehonning.
Nyd bjergtagende udsigter over det blå hav til Tenerifes mægtige vulkan El Teide.
Slentr gennem den afslappede, farverige by San Sebastián.
Lyt efter La Gomeras unikke fløjtesprog Silbo Gomero, der bruges til at kommunikere over de dybe kløfter.
Vandring på La Gomera: Selvguidet vandreferie
På afstand ser La Gomera gold og ufremkommelig ud omkranset af stejle klippevægge, men kommer man tættere på, vil man opdage, at øen er et botanisk paradis – den grønneste af De Kanariske Øer – med regnskov og frodige dale, hvor der dyrkes bananer, papajaer, avocadoer og andre eksotiske frugter. Her finder man ikke lange gyldne sandstrande og et vildt natteliv, men derimod en myriade af vandrestier, der snor sig gennem de grønne skove og frugtbare dale og langs den stenede kystlinje med vulkanklipper og fantastiske udsyn over det blå hav.
La Gomera er virkelig et ægte vandreparadis, og de fleste turister man møder på øen, er der da også af netop denne årsag. Vores omhyggeligt udvalgte vandreruter udforsker både den vilde kyst med stejle klipper og små huler, de gådefulde skove i nationalparken Garajonay, hvor ældgamle, mosbegroede laurbærtræer vokser tæt og de frodige dale med frugtplantager og hyggelige småbyer.
Vi har desuden håndplukket nogle af øens hyggeligste overnatningssteder, hvor man til morgenmad bl.a. kan smage på nogle af La Gomeras mange eksotiske frugter og den berømte ’gofio’. Vi tager os af alle de praktiske detaljer, så du ikke skal bekymre dig om andet end at nyde denne øs fantastiske vandreterræn.
8 DAGES VANDREFERIE | Fra 4.299 kr. pr. person i dobbeltværelse
*Solotillæg for enkeltrejsende. |
||||||||||||
INDKVARTERING | 7 overnatninger med morgenmad. Alle overnatningsstederne er omhyggeligt udvalgt pga. deres beliggenhed, atmosfære og/eller unikke service. Alle værelser er en suite. | ||||||||||||
REJSEPERIODE | Hele året | ||||||||||||
INKLUDERET |
|
||||||||||||
IKKE INKLUDERET |
|
Dag 1: Færge fra Tenerife til La Gomera
Man kommer til La Gomera fra havnebyen Los Cristianos på Tenerife, der ligger ca. 17 km fra lufthavnen Tenerife Sur. Færgeovergangen tager kun ca. 40 minutter, og der er mulighed for at spotte delfiner og marsvin undervejs. Du ankommer til San Sebastián de la Gomera, som er øens hovedby. Den blev grundlagt i 1400-tallet, og det var herfra Columbus stævnede ud mod Amerika i 1492. I dag er der ca. 7000 indbyggere, og byen har en rigtig hyggelig, afslappende atmosfære og mange gode restauranter.
Overnatning i San Sebastián.
Dag 2: San Sebastián til Chipude
Distance: 12 km | Opstigning: 870 m | Nedstigning: 600 m | Tid: ca. 5½-6 t.
Efter et kort lift til El Cedro begynder du den første vandredag, som fører dig ind i den frodige, grønne nationalpark Garajonay. Stien snor sig opad mellem krogede laurbærtræer, lyng, bregner og mos. Du passerer et lille kapel, der gemmer sig mellem vegetationen, og når kort derefter øens højeste punkt. På en klar dag kan man nyde imponerende udsigter over hele La Gomera med La Palma, Hierro og Tenerifes mægtige vulkan El Teide i horisonten. Herfra er der en kort nedstigning til dagens endestation Chipude.
Overnatning i Chipude.
Dag 3: Chipude til Vallehermoso
Distance: 15 km | Opstigning: 240 m | Nedstigning: 1.100 m | Tid: ca. 5½-6 t.
I dag vandrer du igennem to frodige dale (barrancos), forbi den lille pottemagerby El Cercado og videre til en af øens allersmukkeste dale – Barranco de Valle Gran Rey, der er fyldt med landbrugsterrasser og palmetræer. Der er mulighed for at spise frokost i den hyggelige lille restaurant Casa Efigenia i Las Hayas, hvor der serveres gode, traditionelle retter fra La Gomera. Herefter begynder nedstigningen gennem frodige omgivelser med palmer, enebærbuske, lyng og laurbærtræer. Efter ca. 6 timers vandring når du Vallehermoso, der betyder ‘den smukke dal’.
Overnatning i Vallehermoso.
Dag 4: Rundvandring fra Vallehermoso
Distance: 14 km | Opstigning: 735 m | Nedstigning: 735 m | Tid: ca. 5½ t.
Dagens vandring foregår i et tørt terræn i gule og orange nuancer. Efter en krævende opstigning når du kapellet Santa Clara, der ligger 750 meter over havet på en smal højderyg. Herfra er der fantastiske udsigter ned til dalen. Når du har krydset højderyggen, begynder du at bevæge dig nedad mod havet og vegetationen bliver efterhånden mere og mere sparsom og tør. Via en stejl, velholdt sti når man den lille strand ved Vallehermoso, hvorfra en stille vej fører tilbage til byen.
Overnatning i Vallehermoso.
Dag 5: Vallehermoso til Hermigua
Distance: 17 km | Opstigning: 935 m | Nedstigning: 1.140 m | Tid: ca. 6½-7 t.
Du forlader Vallehermoso via Roque Cano, som er en karakteristisk lavaklippe, der knejser over byen. Ruten fører dig til landsbyen Rosas og til nationalparken Garajonays besøgscenter, hvor du kan finde en masse information om øen. Herefter følger du GR-132 ned til den lille kystby Agulo, hvorfra du enten kan tage en bus eller vandre de resterende 4,5 km til Hermigua. Byen er smukt beliggende i en frodig, grøn dal, hvor der vokser bananer, papajaer, avocadoer og sukkerrør så langt øjet rækker.
Overnatning i Hermigua.
Dag 6: Rundvandring fra Hermigua
Distance: 13 km | Opstigning: 600 m | Nedstigning: 660 m | Tid: ca. 5-5½ t.
På denne smukke rundvandring udforsker du den spektakulære kystlinje øst for Hermigua, der byder på bjergtagende udsigter, og så er der mulighed for at tage en afstikker ned til stranden La Caleta, hvor der er en hyggelig strandbar. Ruten krydser et område, der er beskadiget af ekstrem erosion, hvor der vokser forskellige afarter af kaktus og agave.
Overnatning i Hermigua.
Dag 7: Hermigua til San Sebastián
Distance: 10/16 km | Opstigning: 125/350 m | Nedstigning: 1.025/1.300 m | Tid: ca. 4½/7 t.
Denne dag starter med et lift til Degollada de la Peraza. Herfra kan du vælge mellem to forskellige ruter, der begge fører til San Sebastián. Den korte rute følger GR-131 og er en velafmærket, historisk rute, der går konstant, men gradvist nedad.Den længere rute krydser La Gomeras tørre, golde sydvest-kyst. På nogle af strækningerne er stien forholdsvis smal med stejle klipper til den ene side, så man skal helst ikke lide af højdeskræk. Til gengæld bliver man belønnet med bjergtagende udsigter. Det er muligt at gøre et lille ophold og tage sig en dukkert på den sidste del af ruten.
Overnatning i San Sebastián.
Dag 8: Færge fra La Gomera til Tenerife
Fra havnen i San Sebastián, hvor du ankom, afgår færgen tilbage til Los Cristianos på Tenerife.
Turanmeldelser
Vi var to par der henover nytår havde en skøn vandreuge på La Gomera. Vi har været meget tilfredse med kommunikation og service med Wild Rover Travel. Vandreturene var godt beskrevet i den medfølgende bog og stierne vel afmærket. Vi havde høj sol hver eneste dag og nød øens smukke og vilde natur. Vi vil helt sikkert bruge Wild Rover Travel igen en anden gang.
SÆRDELES ANBEFALELSESVÆRDIGT!
Min veninde, hendes søn på 12 år og jeg havde en virkelig dejlig oplevelse på La Gomera.
Helt fra start har vi oplevet god og super hurtig service fra Cecilie og Niall. Alt på turen, herunder rutebeskrivelser, indtjekning og transfer, har fungeret fuldstændig upåklageligt og uden uforudsete hændelser.
Øen er super spændende med dens gamle historie, imødekommende befolkning og varierende natur. Ruterne var tilpas udfordrende, og det var super fedt med små tip om lokale seværdigheder, steder, keramikere mm.
Jeg kan varmt anbefale at lade Wild Rover Travel stå for vandreturen, og jeg tror bestemt også at vi kommer tilbage en anden gang 🙂
Skriv en anmeldelse